Hej Brevkassen
Mit spørgsmål lyder på hvorvidt jeg skal vente på min mand kommer tilbage eller ej?
Vi har været sammen i 8 år, gift på 2. År og har en søn sammen. Vi har købt hus og bil sidste år.
Vores forhold har altid været lidt op og ned, men vi har altid holdt sammen og elsket hinanden. Men det er som om da vores søn kommer til verden, at der trækker min mand sig væk hjemmefra. Han får nyt arbejde og prioritere det over alt andet. Der var perioder hvor jeg ikke så ham i 14 dage fordi han arbejdede så mange timer. Han ringede ofte hjem og sagde, Ej jeg bliver nødt til at hjælpe dem færdige heroppe, ved ikke hvor lang tid det tager, er først hjemme omkring 23.00.
Jeg accepterede det, skældte ikke ud eller andet, jeg ordnede bare hjemmet og tænkte at jeg vil hvertfald ikke stå i vejen for at han kan udleve sin drøm på arbejdet. Men det tog mere og mere overhånd. Til jul, lovede han at hente juletræ, det skete ikke, så det måtte jeg selv med en lille spæd. Julemaden ville han handle, men det glemte han og han skulle arbejde helt om til d. 24. Så jeg måtte selv afsted med en spæd og handle stort ind. (Vi bor på landet).
Jeg var virkelig skuffet, men sagde ingenting for ville ikke give ham dårlig samvittighed.
(Jeg står helt alene, da jeg ingen familie eller naboer har til at hjælpe)
Men efter jul skulle han på montage og være væk søndag-torsdag. Jeg accepterede det, men at det var vigtigt for mig at vi kunne tale om det løbende hvis det blev for meget. Det indvilligede han i. Til at starte med var det kun 6 uger, men med tiden rykkede han hele tiden datoerne og det endte med at være 12 uger.
Han begyndte at lave aftaler bag min ryg, så når han var hjemme fredag tog han ud og hjalp venner og familie med deres huse o.a. og var faktisk kun rigtig "hjemme" om søndagen hvor han så skulle afsted igen. Han var altid træt og sur og begyndte en adfærdsændring med udafreagerende adfærd. Det gik jo udover mig. Jeg lod ham sove lige så længe han ville (kl blev tit 10) selvom han lovede at stå op og lave morgenmad og tage den lille, så jeg kunne få lov at ligge lidt længere, men det skete ikke.
Til sidst var jeg så bange for ham, jeg kunne ikke kende ham mere. Jeg sagde at jeg havde brug for en pause og tid til at tænke. Jeg ville flytte mens han var på montage for jeg turde ikke mens han var hjemme grundet det høje konflikt niveau. Og at hvis det fortsatte på denne måde måtte vi gå hver til sit for ingen var tjent i dette her.(Til sidst var jeg jo også ligeglad og sagde ting i ren frustration som triggede ham) jeg forklarede ham det og sagde at jeg så sider af mig selv jeg ikke kunne byde ham, vores søn eller mig selv.
Jeg flyttede og han blev rasende (selvom han godt vidste vi flyttede)
Så det endte med at jeg skrev han ikke skulle kontakte mig lige nu, jeg havde brug for ro. (Måtte have politiet til at snakke med ham for han blev ved med at chikanere)
Der kom ro på. Stille og roligt snakkede vi sammen igen og han så sin søn, men besøget endte brat da han blev udafreagerende og verbal modbydelig mod mig. Så måtte køre derfra. Så stoppede jeg alt kontakt med ham i 20 dage. Jeg skrev et brev om hvor ked af jeg var, at jeg håbede når vi begge fik ro at vi kunne sidde os sammen og tale om tingene stille og roligt. At det sidste jeg ønskede var at miste ham og at jeg stadig elskede ham utrolig højt. Jeg ønskede vi fandt et sted i vores forhold hvor der var plads til forandring og at vi arbejdede sammen i den retning vi inderst inde ønskede. Nemlig at være familie sammen. Om han kunne tilgive mig og at jeg savnede ham.
Han svarede ikke. Han var blevet kold.
Han har sagt i byen at vi ikke bor sammen men han stadig har håb for at vi finder sammen.
Men når jeg taler med ham, er han undvigende, snakker kun om arbejdet og kommer vi ind på følsomme emner, vil han ikke snakke og siger kun ; jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på, jeg tager en dag af gangen, lige nu kan jeg ikke se en fremtid med dig? Jeg kan ikke byde det overfor mig selv, vores søn eller dig?
Han bor hos sin mor og er sammen med sit familie og deres børn. (Fortæller han mig i tlf. Men han er sjældent hjemme med sin egen søn og aflyser ofte vores aftaler) hans familie kan ikke li mig, har aldrig gjort dem noget, men ved de præger ham. Han taler kun om sit arbejde, vores hus (han vil af med det) Og med vores biler. Han fortæller mig hvor mange penge han tjener og hvor meget han køber og hvad det koster. (Men ingen penge til sin søn). Han købte aldrig noget da vi boede sammen.
Jeg kan slet slet ikke kende min mand mere, han er som en fremmed for mig? Det er ikke ham jeg giftede mig med.
Jeg går med min vielsesring, og han siger Hans ligge i skabet (det gør den ikke, har kigget) de gange han har været hjemme har han ledt efter den og han sagde sidst at han kaldte mig stadig for sin kone når han snakkede med folk fordi han ikke havde lyst til at kalde mig for exkone?
Vildt underligt og mixede signaler jeg får fra ham.
Jeg har sagt til ham at jeg acceptere hans valg, jeg forstår ham og anerkender at det er sådan han har det. Men min dør er åben og skulle han nogensinde komme på andre tanker, er han velkommen og så kan vi snakke sammen når han er klar. Jeg har ikke hørt fra ham siden.
Jeg har utrolig svært ved at navigere i dette her, det er en dyb sorg og stor smerte hver dag. For jeg føler at han skubber mig væk, men det er egentlig ikke det han ønsker?
Skal jeg bare lade ham få fred og lade være med at kontakte ham igen og håbe på når der er gået tid at det går op for ham hvad han har mistet?
Jo mere jeg snakker med ham, jo mere lukker han i.
Vh
Den forvirrede kone
Gittes svar
Kære MLTM92,
Jeg kan godt forstå, du er forvirret. Han sender miksede, dobbeltrettede signaler, skriver du. Vær opmærksom på, at det gør du jo også. Du er flyttet fra ham, men siger til ham, at du elsker ham højt.
Der er mange mænd, der reagerer med at arbejde mere, når de får barn. Men her lyder det som at han via arbejdet har taget en flugtvej og oveni endda påtager sig at hjælpe andre, når han endelig kunne have fri og være sammen med dig og den lille. Det kan der være mange årsager til, jeg ved ikke om du kender nogen af dem. En typisk ville være, at I har haft en dårlig stemning derhjemme, som han ikke har kunnet se sig ud af at opløse.
Du skriver, at du var bange for ham til sidst og måtte flytte mens han var væk. Der kan jeg så godt tænke, at det skal du huske, når du drømmer om at være sammen igen. Du kan jo ikke leve sammen med en, som du er bange for, eller byde dit barn det. Så der skal vel en stor forandring til i jeres relation, før du vende tilbage til den parrelation? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det mon har med dig og din historie at gøre, at du nu stadig presser på og håber at genfinde kærligheden med ham "ud af det blå"?
I mine ører lyder det til, at har I brug for terapi hos en parterapeut, som har speciale i høj-konflikt parforhold, hvis I skulle arbejde henimod at være sammen igen. Ellers vil jeres mønstre sandsynligvis gentage sig. Du maksimerer og presser på, og han trækker sig, for derefter at eksplodere. I er nødt til at arbejde med det, for nuværende hver især, eventuelt via individuel terapi. Og vil I sammen igen, så gennem parterapi.
Du beskriver rigtig mange svigt og sårede følelser imellem jer, og det største, som jo er, at I gik helt fra hinanden, eller rettere at du gik, fordi du til sidst var direkte bange for ham. Det er ikke noget, man bare lige kommer sig over og går videre, uden at få det gennembearbejdet og arbejde med det langs afsted, hvis man søger sammen igen. Der vil komme situationer, der minder jer om de gamle konflikter, som der i nutiden skal findes bedre løsninger på, end dengang.
Mit bedste råd til dig vil være, at du trækker dig lidt tilbage nu, og begynder at tænke over realiteterne. Det lyder som om at du har set noget, som I kunne have sammen og måske også har haft engang. Det lyder som om at dine drømme for hvilken familie I skulle have sammen, er helt forskellig fra det, som du i realiteten oplevede at I havde.
Hvis han skal kunne komme lidt mere frem fra sit skjul, skal han have plads og føle sig tryg. Han har sikkert også selv svært ved at leve med denne dårlige version af sig selv.
Hvis I fortsætter med at generere mere drama og fylde flere konflikter på, vil det blot blive vanskeligere at samarbejde om jeres barn, I vil fjerne jer mere og mere fra hinanden. Der må sættes en prop i det emne der hedder; "At søge at nå hinanden på gamle måder og via gamle mønstre." Det kræver en form for tilbagetrækning og voksen reflektion over, hvad der foregår i parforholdet og i sig selv. Du kan sige, at konflikterne består af impulsive reaktioner, uovervejede handlinger, hurtige overlevelses-strategier. Hvis man vil have noget andet, skal man tænke i at gøre noget andet, måske endda det modsatte af hvad ens umiddelbare impuls er at gøre.
Han har jo ret i at han ikke kan byde sig selv, sit barn eller dig dette konfliktniveau. Det kan du heller ikke, tænker jeg. Det er det, jeg mener med ikke at presse på.
Sagen er tydeligvis mere kompliceret end hvad der kan skrives om i en brevkasse. Jeg tror du hænger fast i at længes efter hans positive tilstedeværelse i jeres familie, på en måde som du har følt det længe i jeres parforhold. At han skal være der og være der på en mere for dig tilfredsstillende måde. Men nu er du flyttet, og kunsten er at turde give slip på den ide, at han skal komme og levere noget bedre.
En god måde bedre at slippe det på, er at begynde at fokusere mere på dig selv bredt set og dine egne behov. Du skriver at du er meget alene og uden familie og venner i nærheden. Det har du behov for at gøre noget ved. Du må dyrke dine relationer og tale med andre om alt dette. Herunder gerne få nogle terapeutiske samtaler. Du må også fokusere på dig selv og dit eget helbred, din søvn, din hvile, din ernæring, din motion, for du har behov for restitution i denne stressfyldte periode. Tage kontrol over det, som du rent faktisk kan kontrollere. Altså fokusere på dig selv og dit liv, samt fokusere på ikke at generere flere konflikter imellem jer.
Nogle gange har man som par behov for sådan en pause fra hinanden, hvis tingene er gået helt op i hat og briller, og konfliktniveauet er blevet så højt, at det bliver destruktivt og man bliver bange for hinanden. Hvis der skal være en mulighed for at mødes igen fra et andet sted.
Det kan godt lyde som om at din mand vitterligt har problemer af en slags, med den måde han har forandret sig på. Sagen er bare den, at du er nok ikke den, der lige nu kan hjælpe ham med dem, når nu du er flyttet. Ikke uden hjælp udefra i hvert fald.
I vil gerne være sammen, men ikke på den måde, som det blev til sidst. En del af det mønster var, at du sad og ventede, formentlig så for på et tidspunkt at eksplodere eller implodere over at have siddet og ventet. Så på den samme måde skal du ikke vente.
Mvh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmeside: gittesander.dk
