Tror du måske, det kan være sådan lidt ‘kolde fødder’ - at nu hvor det bliver til noget, så bliver du pludselig i tvivl? Kan selv huske, at jeg meget gerne ville være gravid ved mit første barn - men da jeg så havde taget den positive test blev jeg pludselig sindssygt meget i tvivl, om det nu var det rigtige. Tror det er ret normalt, at når tingene bliver alvor, så får man kolde fødder. Det er jo supernemt at drømme om alt muligt - men når virkeligheden banker på, så er det lidt noget andet.
Jeg tænker også, om du kan have lidt lyst til at ‘straffe’ din kæreste for at holde dig hen? At nu, hvor han endelig har lyst til at gå i gang, så har du måske ubevidst lidt behov for, at han skal gennemgå lidt af det, du har været igennem ved at vente på ham? Det er selvfølgelig ikke en særlig konstruktiv følelse, men synes ikke det ville være unaturligt at have det sådan.
Og det sidste jeg tænker er, at hvis du virkelig ikke har lyst til at få børn længere - så handler det måske om, at du ikke har lyst, dybest set. Måske har du simpelthen ændret dig i løbet af de sidste par år. Det er jo helt ok, så skal du jo bare noget andet i dit liv end at have børn. Eller måske har du ikke lyst til at få børnene med din kæreste? Måske er det et wake up call om, at I ikke skal binde jer til hinanden på den måde, fordi dine følelser har ændret sig.
Det er alt sammen bare gætværk fra min side. Måske rammer jeg noget, måske er jeg helt ude i skoven. Det er i hvert fald helt sikkert, at du ikke er for gammel til at blive mor for første gang 
Måske kan det hjælpe dig at tænke ti år frem i tiden og mærke, om du har lyst til at have nogle børn omkring dig. Nogle gange kan man godt glemme, at ‘projekt baby’ ikke bare handler om graviditet og en lille nuser baby - men faktisk handler om resten af ens liv. Graviditet og baby er jo kun begyndelsen på alt det med børn. Så måske kan du tænke over, om du gerne vil have et barn i dit liv, og ikke så meget om du gerne vil ‘få et barn’… hvis du forstår…
Håber du kan bruge mine tanker lidt 