At slippe tanken

Hvordan slipper man dog de skruk følelser når der bliver ved med at være spædbørn omkring os?

Min kæreste og jeg har i alt fire børn og rent logisk ved vi godt at vi ikke bør få flere dels pga at hans er i familiepleje og kommunen derfor er indover, at jeg slås med min eks og dels fordi det er begrænset hvad jeg kan ren fysisk.

Men det er så svært at pakke det hele væk når venner og familie får børn så der er småbørn omkring os stort set altid. Det hjælper heller ikke at når vi har haft byture og/eller vennehygge hvor han/vi har fået alkohol, så kan han godt finde på at fortælle mig hvordan han gerne ville have børn med mig.

Svaret ligger jo i at vende den om - til at det ikke handler om jer og jeres ønsker, men om at hjælpe og støtte de børn I allerede har, som alle lyder til at have nogle ganske vanskelige vilkår og derfor fortjener hvert eneste gram af jeres fokus og overskud for at komme godt videre. Det er vanskeligt, det forstår jeg godt, men det lyder som om jeres tallerkener ikke skal forsøge at fyldes yderligere - for børnenes skyld.

Kan I kanalisere energien over i at arbejde på, at hans børn kommer hjem til jer og bo igen? Så jeres behov for børn kommer til at handle om de børn I allerede har? Jeg har selv en søn, som bor ved sin far fordi jeg har skizofreni. Jeg får også lyst til at blive gravid og få.børn ind imellem, men har aftalt med mig selv, at så længe jeg ikke kan overskue at være fuldtidsmor til min søn, Jamen så skal jeg ikke have flere. Jeg ville faktisk føle det som et svigt af ham, hvis jeg begyndte at bruge min sparsomme energi på nye børn, når jeg ikke kan være sammen med ham jeg allerede har hver dag.

Udover at kanalisere energien videre, så ville jeg også gøre plads til at sørge lidt over det. 

Jeg skal på INGEN måde have flere børn, det løb er kørt for mig. Jeg har 2 dejlige piger, og det bliver ved det, da jeg er blevet syg og har et meget begrænset overskud. Jeg er så sikker i min sag at jeg valgte at blive steriliseret, fordi jeg ikke fungerer ret godt på hormonprævention. 
Alligevel er det lidt en sorg for mig at jeg aldrig mere skal være gravid, aldrig mere føde, aldrig mere amme og aldrig mere holde et spædbarn der er mit eget. Den sorg er der nødt til at være plads til, mens jeg bruger min energi på at give mine børn den bedste barndom jeg kan. 

Du har allerede fået nogle kloge svar- 

Jeg vil så som plejemor , sige at vi har et barn boende på 9 år.

Og det barns  sorg , forvirring og følelse af fravalg- da dets  far ( i et nyt forhold) fik et barn -  var virkelig trist at være vidne til .

Barnet  ved at det aldrig kommer hjem.

Mor er for syg , og far . .ja han har aldrig fået den tilknytning til hans barn  - der skal til før at kommunen vil overveje hjemgivelse. 

Men det ændre ikke på  at barnet har sørget , og været misundelig/ jaloux  og ked af det.

Så håber I udover de ting der er skrevet - vil overveje hvad det gør ved et barn i pleje- at forældrene " kommer videre"  og får et nyt barn.

Carina:-) skriver:

Du har allerede fået nogle kloge svar- 

Jeg vil så som plejemor , sige at vi har et barn boende på 9 år.

Og det barns  sorg , forvirring og følelse af fravalg- da dets  far ( i et nyt forhold) fik et barn -  var virkelig trist at være vidne til .

Barnet  ved at det aldrig kommer hjem.

Mor er for syg , og far . .ja han har aldrig fået den tilknytning til hans barn  - der skal til før at kommunen vil overveje hjemgivelse. 

Men det ændre ikke på  at barnet har sørget , og været misundelig/ jaloux  og ked af det.

Så håber I udover de ting der er skrevet - vil overveje hvad det gør ved et barn i pleje- at forældrene " kommer videre"  og får et nyt barn.

Det er nemlig også en af grundene til at vi ikke vil have flere; børnene skal ikke opleve at mor/far har fundet en ny kæreste og får et nyt barn når de ikke bor hos os fuldtid.

Min ældste er så stor h*n selv har spurgt hvorfor det er far der har bopæl (hvilket var et spørgsmål om hvordan vi kunne lave færrest forandringer) men de andre er ikke så store at de vil kunne forstå hvorfor endnu. 

Du skriver I allerede har 4 børn tilsammen, men at hans børn er i familiepleje og at din den ældste har bopæl hos far. Hvad med din den yngste, har du ham/hende med din nuværende kæreste? Og har det barn bopæl hos jer?

Jeg tror, din skrukhed er en form for sorg over at I ikke har børnene hjemme, ikke har det der familieliv, du drømmer om. Men vil et nyt barn løse det? og hvilke følelser om fravalg vil det udløse ved de andre børn? I bedste mening, magter I overhovedet et barn mere? Det lyder til, at du godt kender svaret. 

Som andre skriver, så prøv at lægge fokus på de børn I allerede har, på hvad I kan gøre for øget samvær med dem.

Se på det med realistiske øjne. Det ville være hamrende egoistisk af jer at få et barn mere, når hans børn er i plejefamilie.

Få dem hjem først og så genovervej et barn mere.

Anonym skriver:

Se på det med realistiske øjne. Det ville være hamrende egoistisk af jer at få et barn mere, når hans børn er i plejefamilie.

Få dem hjem først og så genovervej et barn mere.

Der er desværre nogen, der reagerer sådan på at deres børn kommer i pleje, at de får flere. Ikke at ts og hendes mand vil gøre det, men det sker.

Aalborgtøsen skriver:

Du skriver I allerede har 4 børn tilsammen, men at hans børn er i familiepleje og at din den ældste har bopæl hos far. Hvad med din den yngste, har du ham/hende med din nuværende kæreste? Og har det barn bopæl hos jer?

Jeg tror, din skrukhed er en form for sorg over at I ikke har børnene hjemme, ikke har det der familieliv, du drømmer om. Men vil et nyt barn løse det? og hvilke følelser om fravalg vil det udløse ved de andre børn? I bedste mening, magter I overhovedet et barn mere? Det lyder til, at du godt kender svaret. 

Som andre skriver, så prøv at lægge fokus på de børn I allerede har, på hvad I kan gøre for øget samvær med dem.

De bor alle hos deres fædre. Jeg kæmper så for at få min yngste enten bopæl eller mere samvær end nu.