Anonym skriver:
Jeg føler det lidt som en kliché at oprette endnu en tråd som denne, men ikke desto mindre kunne det alligevel være ret fint at høre andres refleksioner. Vi (og nok især jeg) leger seriøst med tanken om et barn mere herhjemme. Vi har det dejligt - to sunde og raske børn og to jobs der kører som vi begge ønsker det. Nogenlunde ro og tid (så meget som ovenstående nu tillader).. og ja, egentlig bare en vedvarende lyst til at prøve det hele “en gang mere”.
Jeg ved godt, rationelt, at rammerne ikke er de væsentligste. Men det vil sgu også medføre “bøvl”… vi vil skulle flytte på sigt. Måske købe en bil. Vi skal i fertilitetsbehandling. Vi kan for en stund ikke rejse ligeså let og ofte som vi ønsker. Hvad med vores store børn, vil de trives med endnu en søskende, de har det jo ellers godt som de har det, osv.
Jeg ved det fandme’ ikke altså. Hvordan ved man, om det er det hele værd at starte forfra med endnu en lille fis? Kan man nå rundt om dem alle tre hver dag? Skal man være magelig og nyde det man har, eller satse på at hjertet har ret, når det føler at der er plads til én mere?
Hvornår ved man, om man er færdig med at få børn?
Man ved det i hjertet 
Vi fik en 3'er og har ikke fortrudt et sekund.
Ja vi har mistet noget -det nemme, spontane og selvstændige, friheden i at have to "store" børn, noget økonomi
Bilen skulle skiftes, men vi gik fra en ny dyr bil til en ældre billigere så det gik lige op.
Vi har ikke værelser nok, men er det ikke også en luksus at alle skal have hver deres rum?
Ferier bliver rigtig dyrt, men det er heller ikke noget vi ønsker at prioritere (udenlands), slet ikke emd små børn, og når vi er ovre børnehave og sfo (det hele privat) får vi mere luft igen. Så kan det være vi gør det til den tid
Nej jeg har ikke tid til alle børn lige meget hver dag -heldigvis er vi to forældre
Vores børn skændes og slås ind imellem og den lille skriger højt for at "være med" men de elsker alle hinanden og leger fantastisk sammen.
Jeg har ikke fortrudt, og det er lige så perfekt som jeg havde forestillet mig og håbet på 
Ikke fordi det hele er rosenrødt og ren idyl, men netop fordi jeg er realistisk omkring penge, tid, konflikter, planlægning osv
Ud fra hvad du skriver, hvis jeg forestiller mig at at jeg var dig, tænker jeg at fertilitetsbehandlingen vil være den største "forhindring". Det jo sjældent "bare lige". Tænker det er godt at snakke om hvor stor en indsats i vil lægge i det på den front.
Jeg ved med mig selv at jeg ikke er færdig endnu. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg har ét barn mere "i mig" hvis man kan sige det. Og jeg ved allerede nu at skulle vi komme dertil, så kan jeg mærke hvordan det vil føles at være færdig
Til gengæld vil jeg sige at 3. Graviditet var rigtig hård. Fysisk var det utrolig voldsomt og psykisk var jeg næsten angst hele tiden -tænk hvis der skete noget, tænk hvis jeg smadrede vores familie ved at miste en baby, hvorfor skulle vi udfordre skæbnen og ikke bare være tilfredse med de to vi havde. Den slags tanker non-stop i 9 mdr.. det var voldsomt. Og det havde jeg ikke set komme. Jeg var SÅ bange som jeg ikke har oplevet som gravid før. Men min jordemoder sagde at det faktisk var vildt normalt 3. Gang. Og hun så mange 3.gangs -som helt ukomplicerede gravide var enomt bekymrede og bange. Måske netop fordi "man havde jo en familie og en søskende, så var man for grådig at ville have en mere?" Men det gad jeg i hvert fald godt have vidst på forhånd. 1 gang er man uvidende, 2. Gang skal man "bare" lave en søskende og 3. Gang er det som om at man frister skæbnen. Fordi man virkelig tidligt kan se og forestille sig det her lille menneske i familien. På en anden måde en man forestiller sig både 1. Barn og 1. Søskende
Ikke dermed sagt at du vil opleve en graviditet sådan -men hvis i beslutter at gøre det og du oplever det, så tag endelig og tal om det
I øvrigt håber jeg på en nr 4 også -så selvom det var hårdt vil jeg alligevel godt gøre det igen 
