Anonym skriver:
Godt du gik fra ham! Må jeg tillade mig at spørge om hvordan man kendetegner disse træk?
Jeg blev først rigtig klar over det efter en rum tid. Måske kan du kende noget fra min historie.
her var det et stort fokus på ham selv, altid. Han kunne tale uafbrudt om sig selv, sine bedrifter, hans fremtidsudsigter og planer. Han havde regnet alt ud og var SÅ klog - i følge ham selv. Han mente også at vide alt om hvordan andre mennesker var - faktisk mente han at han kendte alle mennesker bedre, end de kendte sig selv. Også mig.
han kunne ikke klare når jeg ikke bed på hans provokationer. Han elskede at udfordre mig på vores forskellige holdninger til alt lige fra børneopdragelse til politik. Han ledte efter en reaktion så han kunne pege mig ud som “the bad guy”.. men Jeg forholdt mig altid roligt og nøgternt. Han hidsede sig op og øgede stemmeføringen jo mere rolig jeg var. Det var ubehageligt at være i og skete under helt alm diskussioner om ting der dybest set ikke var vigtige.
når han fik alkohol ændrede han sig markant. Blev enormt nedladende. Kunne finde på at ønske mig en smertefuld død. Sige at jeg var idiot hvis jeg virkelig troede på at han elskede mig.
han var også enormt jaloux. Kunne komme ud af absolut ingenting. I starten af forholdet misforstod jeg det og troede det handlede om at han var såååå glad for mig og ikke ville miste mig. Men det var bare kontrol. Jeg skulle aflægge rapport efter fester og byture. Med tiden blev han også jaloux når vi var afsted sammen. Efter en super hyggelig aften med masser af kærlighed imellem os, kunne han på vejen hjem pludselig mene at jeg overså ham og vat ligeglad. Og det udløste nedladenhed, han kunne finde på at forlade mig (altså sige at det var slut) og hvis jeg prøvede at tale fornuft kunne han blive så arrig at han råbte og skubbede til mig eller fejede benene på mig så jeg lå på jorden og han kunne “stikke af”.
han blev altid meget sonende og kærlig bagefter. Når han blev ædru. Helt enormt og kvalmende faktisk. Men selvom han undskyldte i et væk, så mente han samtidig at jeg nok havde gjort noget der fremprovokede det. Han var aldrig bare en idiot, i hans egen verden. Der var altid en årsag.. selvom det på ingen måde kunne være en undskyldning for fx voldelig adfærd. Det var sygt..
Han var også kold overfor mine børn. En rigtig legeonkel når vi var ude. Men hjemme, der sagde han ikke engang hej når de kom hjem fra institution. Han spurgte aldrig til dem og han deltog ikke i noget praktisk (tandbørstning, putning, hente/bringe) med mindre jeg ikke var hjemme og han ydede bestemt ingen omsorg. Selvom han boede med dem i 5år fra de var 2 og 5 år.
han sagde sågar til min veninde, til min 30års fødselsdag, at han bare ventede på de flyttede hjemmefra. Han lagde ikke skjul på at han helst bare ville være mig og ham.
men da jeg gik fra ham, var der ingen reaktion. Ikke et “det er jeg ked af” ingenting. Så hvad han egentlig har følt - om han overhovedet kunne føle noget - det ved jeg ikke.
Anmeld
Citér