Jeg føler mig svigtet og forkert...

Jeg ved ikke hvad jeg vil med denne tråd ud over at komme af med mine tanker...

Jeg blev i mandags færdiguddannet med en kandidat fra universitetet. Omkring mig stod glade og stolte familier med champange, kransekage, flag og blomster til de dimitterende.

Uden for min dør stod der ... INGEN!

Min familie havde valgt ikke at komme. Jeg ringede stolt til min mor for at fortælle, at jeg havde været oppe til min sidste eksamen. Hendes respondent var når så skal du jo bare finde et arbejde. . . Tak mor! Hun sagde ikke tillykke.

Min far havde glemt at jeg blev færdig.. Det har ellers ikke været en hemmelighed Og når ja, han havde lige travlt med noget andet, så han havde ikke lige tid til at gratulere mig.

Da jeg ringede til min søster brugte hun 15 minutter på at fortælle om hende selv, da jeg fik brudt ind og sagt jeg ringer egentlig fordi jeg har været til eksamen, var hendes respondent når, er du så færdig nu.

Hvor svært kan det være at sige tillykke og bruge 2 minutter på at spørge hvordan man har det eller hvordan det gik. 

Ingen fra min familie kommer til min dimission. De "kan" ikke. 

Jeg føler mig så svigtet! Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var et enestående tilfælde, desværre er det ALTID sådan.

Da min søster dimitterede fra universitetet kom mine forældre, og de havde endda taget bedsteforældre og oldeforældre med! 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det her. Jeg har flere gange italesat den forskelsbehandling der er mellem mig og min søster. Men de slår det alle ned, som om det er noget, der kun foregår i mit hoved.

Jeg har heldigvis en stor og støttende omgangskreds af venner, som tager med til min dimission, og så holder jeg kandidatfest efterfølgende for vennerne. 

Hvad ville I gøre hvis I var mig?

Lyder som om I har nogle uhensigtsmæssige mønstre i din familie. Har du prøvet italesætte overfor dem at du føler dig overset og sagt til dem hvor ked af det det gør dig. Altså på en ganske alvorlig måde? Hvis det ikke virker skal du finde en måde at arbejde med dig selv på at give slip og acceptere at din familie er nogle torsk der ikke lytter og imødekommer dine behov. Tror du skal tage en alvorlig snak med dem først. 

Har snakket med dem om det flere gange. For to år siden da jeg blev bachelor kom de heller ikke. Der lavede jeg et "familiemøde" og fortalte dem at jeg var ked af at de ikke kom og at jeg følte at de ikke støttede mig. 

Dengang var deres undskyldning at jeg jo ville læse videre, så jeg var ikke rigtigt færdig, så de mente det var for tideligt at fejre mig. Nu hvor jeg er færdig er der det så åbenbart heller ikke det rigtige tidspunkt at fejre mig 

Jeg har seriøse overvejelser om at ligge dem på køl, og trække mig fra dem i en periode. Men jeg synes det er svært fordi de jo er min familie. 

De lyder skide tarvelige for at sige det lige ud. Jeg ville have et behov for at sige det højt at de ikke kan være bekendt at behandle dig på den måde og hvis de ingen selvrefleksion har over det, så ville jeg lægge lidt afstand til dem i en periode. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort når det er familie, men nøj hvor det lyder til de har brug for at få åbnet øjnene.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg vil med denne tråd ud over at komme af med mine tanker...

 

Jeg blev i mandags færdiguddannet med en kandidat fra universitetet. Omkring mig stod glade og stolte familier med champange, kransekage, flag og blomster til de dimitterende.

Uden for min dør stod der ... INGEN!

Min familie havde valgt ikke at komme. Jeg ringede stolt til min mor for at fortælle, at jeg havde været oppe til min sidste eksamen. Hendes respondent var når så skal du jo bare finde et arbejde. . . Tak mor! Hun sagde ikke tillykke.

Min far havde glemt at jeg blev færdig.. Det har ellers ikke været en hemmelighed Og når ja, han havde lige travlt med noget andet, så han havde ikke lige tid til at gratulere mig.

Da jeg ringede til min søster brugte hun 15 minutter på at fortælle om hende selv, da jeg fik brudt ind og sagt jeg ringer egentlig fordi jeg har været til eksamen, var hendes respondent når, er du så færdig nu.

Hvor svært kan det være at sige tillykke og bruge 2 minutter på at spørge hvordan man har det eller hvordan det gik. 

Ingen fra min familie kommer til min dimission. De "kan" ikke. 

Jeg føler mig så svigtet! Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var et enestående tilfælde, desværre er det ALTID sådan.

Da min søster dimitterede fra universitetet kom mine forældre, og de havde endda taget bedsteforældre og oldeforældre med! 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det her. Jeg har flere gange italesat den forskelsbehandling der er mellem mig og min søster. Men de slår det alle ned, som om det er noget, der kun foregår i mit hoved.

Jeg har heldigvis en stor og støttende omgangskreds af venner, som tager med til min dimission, og så holder jeg kandidatfest efterfølgende for vennerne. 

Hvad ville I gøre hvis I var mig?

Allerførst - kæmpestort tillykke!! 
Da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg længe, at din familie nok ikke kendte til dét at færdiggøre en uddannelse og den fejring, der normalt følger med - men av, så kom jeg til dét med din søsters dimission. De ved altså godt, hvordan man gør. Puha. Sikke nogle skiderikker - ærligt talt. 

Du har al grund til at føle dig svigtet, men ikke forkert! Og jeg synes, du skal konfrontere dem, også selvom du har gjort det før. For din egen skyld - for at sætte ord på din skuffelse. Hvad de så gør, er ude af dine hænder, men om de bagatelliserer det eller spiller uforstående, så har du dog fået fortalt dem, hvad der bør fortælles. 
Skriv evt. til dem og begynd ligesom her med, hvordan andres familier var til stede, mens du var alene og glemt. 

Og så synes jeg egentlig, du skal overveje at tale med en psykolog. Hvor må du brænde inde med mange svære følelser. 

Kæmpe stort tillykke  

Hvor er du sej godt gået.

Dine familie lyder som nogle idioter.

Giv hvad du får, jeg havde simpelthen lagt dem på is. 

Et kæmpestort tillykke herfra du har en god grund til at føle dig svigtet men at føle du er  forkert nej For det er på ingen måde din skyld at din familie vælger at gøre det de gør og bare fordi at det er familie er det ikke ens betydende med at man skal finde sig i at blive behandlet dårligt Og det er helt i orden at lægge sin familie på is I en periode hvis det er det man har behov for

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg vil med denne tråd ud over at komme af med mine tanker...

 

Jeg blev i mandags færdiguddannet med en kandidat fra universitetet. Omkring mig stod glade og stolte familier med champange, kransekage, flag og blomster til de dimitterende.

Uden for min dør stod der ... INGEN!

Min familie havde valgt ikke at komme. Jeg ringede stolt til min mor for at fortælle, at jeg havde været oppe til min sidste eksamen. Hendes respondent var når så skal du jo bare finde et arbejde. . . Tak mor! Hun sagde ikke tillykke.

Min far havde glemt at jeg blev færdig.. Det har ellers ikke været en hemmelighed Og når ja, han havde lige travlt med noget andet, så han havde ikke lige tid til at gratulere mig.

Da jeg ringede til min søster brugte hun 15 minutter på at fortælle om hende selv, da jeg fik brudt ind og sagt jeg ringer egentlig fordi jeg har været til eksamen, var hendes respondent når, er du så færdig nu.

Hvor svært kan det være at sige tillykke og bruge 2 minutter på at spørge hvordan man har det eller hvordan det gik. 

Ingen fra min familie kommer til min dimission. De "kan" ikke. 

Jeg føler mig så svigtet! Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var et enestående tilfælde, desværre er det ALTID sådan.

Da min søster dimitterede fra universitetet kom mine forældre, og de havde endda taget bedsteforældre og oldeforældre med! 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det her. Jeg har flere gange italesat den forskelsbehandling der er mellem mig og min søster. Men de slår det alle ned, som om det er noget, der kun foregår i mit hoved.

Jeg har heldigvis en stor og støttende omgangskreds af venner, som tager med til min dimission, og så holder jeg kandidatfest efterfølgende for vennerne. 

Hvad ville I gøre hvis I var mig?

først og fremmest  kæmpe tillykke med din eksamen

Jeg kan desværre ikke give noget råd. 
men du er ikke alene. Min bror og jeg er også altid blevet forskelsbehandlet. Min mor har hele mit liv løfter ham op og travlt med at fortælle hvor fantastisk han er hvorimod jeg altid er blevet trukket ned med nedladende kommentarer osv. det er så opslidende og det gør en rigtig ked af det. 

jeg forventer heller ikke at se noget af min familie til min dimension afsluttende eksamen næste år. Men det har jeg affundet mig med. Ville være dejligt hvis de var der. Men sådan er det bare. 

Rigtigt mange gange tillykke med din eksamen, hvor er det sejt gået. Håber, at du finder drømmejobbet med tiden. 

Min familie er på samme måde. Min mor har gjort som Anomors mor i forhold til min bror og mig. Det komiske er så, at det eneste ved mig, der har interesseret min mor, var lige mine studier og kandidateksamen, så der mødte hun og min far op sammen med min bror. Da jeg blev gift, gravid, fik fødselsdepression, skizofreni og blev skilt, fik ny kæreste etc. Ja alle livsbegivenheder, hvor det kunne være rart med en mors kærlighed og interesse, der har hun svigtet mig. Jeg ville hvis jeg var dig, lægge den familie på is, men ikke for at straffe dem eller give dem en lærestreg, for de er sandsynligvis ikke i stand til selvreflektion. Jeg ville gøre det, fordi du fortjener bedre end at bruge din tid og følelser på nogen mennesker, som ikke er oprigtigt interesseret i dig. Og det er squ super hårdt, for det ligger dybt i os som mennesker, at vi gerne vil have, at vores familie interesserer sig for os.

Kæmpestort tillykke med veloverstået eksamen og med uddannelsen! Godt gået! 

Men øv hvor har jeg ondt i maven på dine vegne over sådan en forskelsbehandling. Jeg kan godt forstå du føler sig svigtet, det er du fuldt berettiget til at føle. Jeg tror at jeg i dit sted ville sige/skrive til dem med lidt hårde ord at du føler sig svigtet, forskelsbehandlet, glemt og tilsidesat især når de sagtens kunne fejre din søster men ikke dig, og at hvis de vil have dig i deres liv frem over så skal de til at vise at de holder af dig og sætter pris på dig - ellers har du heldigvis nogle gode venner der gør det. 

Selvfølgelig skal du inden lige gøre op med dig selv om du kan holde til et svar om at det må du selvom eller på anden måde indikerer at de er ligeglade. Dét er hårdt. Dertil tror jeg ikke at kun at lægge på is er nok. Du er nødt til at trække tæppet væk under dem, så de forstår hvor såret du er. Ellers fortsætter de bare. 

Jeg ved hvor svært det er med familie der undskylder dårlig opførsel med “det er inde i dit hoved”/“du er nærtagende”. Det er vigtigt at du holder fast i at du har ret her og at de er de forkerte. Hvis de kommer med de her svar så vend den om og spørg dem hvorfor de tror de har patent på sandheden/ hvorfor er deres version af det mere rigtig end din: du kommer og fortæller hvad du føler og kan påvise faktuelt at der er sket en forskelsbehandling så du er fuld berettiget til at føle som du gør, så hvorfor kan de ikke bare anderkende dine synspunkter i stedet for at angribe dem - har de ikke et bedre argument for deres opførsel. 

Varme tanker herfra