Langt, langt indlæg..
Jeg fik min første datter marts 2020. Mit første barn, så jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle tackle alle kommende situationer.
Hun var charmerende og dejlig, og jeg elskede hende fra første stund. Og samtidig så temperamentsfuld, stædig og oplevede store følelser. Hun var meget svær at trøste og blive glad, når hun først blev arrig.
Jeg gik 15 km hverdag, da hun kun ville sove under kørsel; hun fik sjældent bad, da hun skreg ved synet af vand; hun kom sjældent ud blandt folk, da hun let blev overstimuleret; hun besvimede tit at sin egen skrigen, da hun ikke fik ilt til hjernen. Og jeg blev så bange, hvergang det skete.
Selvom jeg trænede og trænede de forskellige ting med hende, læste Helen, Else G. og alle andre børne-guruer kom jeg ikke særlig langt. Overhovedet. Jeg begyndte at få sved under armene og småangst, hvis jeg skulle det mindste med hende. Så jeg tror bare jeg så småt begyndte at give efter. Fortsatte med at gå og gå, badene blev skiftet ud med sæbe og klude, droppede at lade hende falde i søvn selv; manden rykkede ud af soveværelset og hun rykkede ind, det var lettest for os alle. Og jeg havde kun fokus på hende og legede med hende dagen lang. Også selvom jeg ikke altid orkede og bare ville sove eller ha’ lidt mig-tid. Og hun har nok lige siden været vant til at få sin vilje, da jeg nok blev for stresset af hendes temperament.
Indeed, er jeg nok blev chokket over at blive mor og måske jeg overbeskyttede hende og tænkte hun mistrivedes, hvis hun skreg. For hun skreg jo så hun besvimede.
Nu har vi fået nummer to. Og da jeg fandt ud af, at vi skulle have en dreng, blev jeg en anelse lettet. Og han er så nem. Falder i søvn uden jeg skal gå, elsker at være blandt folk og sover i egen seng uden at skulle have konstant menneskelig kontakt. I dag et år gammelt.
Og min datter er stadig så dejlig og en skøn storesøster med mange nye store følelser. Og stadig så temperamentsfuld. Og skriger, råber, så hun bliver helt rød i hovedet, smækker med dørene og jeg har taget mig i at føle, at jeg ikke kan rumme hende, når hun når dertil og det gør mig SÅ ked af det. Jeg ved ærlig talt ikke hvilke strenge jeg skal spille på og nu er jeg begyndt at råbe i afmagt, “NU stopper du!”, “Jeg vil IKKE ha’ det!” “Stop SÅ!” efter hun har fået et nej, og hun så begynder at skrige, råbe op og fortsætter samme adfærd, som om jeg ikke havde sagt nej (Fx hænge i køkkenskabene, putte sugerør med vand i stikkontakter, hænge i håndvasken, slå lillebror eller mig). Og måske vi nok i bund og grund har opdraget hende til at hun mere eller mindre kan få sin vilje.. at vi konstant skal ‘se’ hende. Men nu er hun så gammel, at hendes adfærd potentielt er farligt for hende og os andre, og vi bliver nødt til at gøre noget. Men hun bliver stiktosset. Ikke bare 10 eller 20 min.. men en hel time eller mere. Alle vores aftener går mere eller mindre med konflikter. Og jeg tænker også det kan være svært at være storesøster og skulle dele sine forældre med en ny, som så i dag er 1 år.
Og jeg bliver misundelig når jeg hører, at hun har haft så dejlig en dag i børnehaven, at hun har været så nem, når bedsteforældre har passet hende. Jeg vil også ha’ flere af de oplevelser. Det er ikke fordi vi ikke også har virkelig sjove, skønne og dejlige oplevelser med hende, men der skal næsten bare et ‘nej’ til eller at vi stiller krav, at hele hendes verden bryder sammen.
Jeg ved ikke hvad jeg gør galt. Ved at mine reaktioner og min egen råben i afmagt er kontraproduktiv, men jeg kan ikke nå ind til hende. Vi snakker om følelser, børnehaven og forsøger at være der 100 % når hun er hjemme fra børnehave.. men jeg kan også mærke, at jeg mister veninder, gode relationer, mine hobbyer m.m. da jeg ikke har tid til at de også kan plejes. Da hun og hendes lillebror tager hele mit fokus, og ærligt har jeg ikke energi til andet, selvom jeg ved det andet, vil give mig energi. Giver det mening?
Jeg er ked af det og føler mit arbejde er min frihed pt. Føler jeg har mistet alle andre roller end mor, og det er så hårdt.
Jeg har ikke en fødselsdepression(er blevet testet og jeg falder ikke ud).
Er der nogle der kan genkende? Føler mig som verdens dårligste mor over ikke at rumme min datter og synes min søn er så let. Elsker dem begge og deres personligheder lige meget, men det er så svært at jeg ikke altid orker at skulle konflikthåndtere, trøste, trøste, konflikthåndtere, trøste, trøste.
Manden er selvfølgelig med i billedet, men det er primært mig med den dårlige samvittighed.
Hvordan har I tacklet en 3,5 årigs konstante vredesudbrud, hvor I samtidig havde overskud til at være i det? Ikke at køre så træt i konstant at trøste, trøste, trøste?
