Hvordan takler jeg det her.

Vi er på familiebesøg. 

Familien har blandt andet en 15 årig datter.

Hun spørger om mit barn vil med ned til nogle heste relativt tæt på .

Min datter går med . Og kommer tilbage alene en times tid senere.  Er lidt betuttet , og siger at pigen på 15 forsvandt . Og at hun selv gik tilbage.  Men havde lidt svært ved at finde tilbage. 

Jeg undre mig , men trøster lidt. Og vi hygger videre.

En gidt stykke tid senere kommer pigen ind i stuen. Og udbryder "nå der er du" til mit barn

 Og fortsætter- er du klar over hvor længe jeg har ledt efter dig? 

Mit barn protestere.  Men bliver afbrudt af både min mand mormor og pigens mor der mildt bebrejdende siger "det kan du ikke være bekendt " osv.

Mit barn kigger ned .Og så op på pigen der står og kigger på mit barn

Og så breder der sig det mest uhyggelige ondskabsfulde smil sig på hendes ansigt... ( den 15 årige pige).

Og det forsvinder først da hun opdager jeg stirrer på hende....

Mit barn fortæller senere at det ikke passer . At hun forsvandt da de stod ved hestene og h*nikke opdagede hun gik/ gemte sig. At h*n havde kaldt og til sidst gik tilbage .

Nu skal vi til en stor familie fest .og planen var at pigen skulle passe blandt andet mit barn.

Og det har jeg bare slet ikke lyst til

.jeg stoler ikke på hende.  Og føler ikke hun er et rart menneske. 

Pyt med at hun gemte sig - hvis det bare var det. Men det smil der.... og fryden over at mit barn fik skylden... ja den kunne jeg ikke lide.

Er jeg pivet  ? Og hvordan får jeg sagt fra uden en konflikt i familien. 

Anonym skriver:

Vi er på familiebesøg. 

Familien har blandt andet en 15 årig datter.

Hun spørger om mit barn vil med ned til nogle heste relativt tæt på .

Min datter går med . Og kommer tilbage alene en times tid senere.  Er lidt betuttet , og siger at pigen på 15 forsvandt . Og at hun selv gik tilbage.  Men havde lidt svært ved at finde tilbage. 

Jeg undre mig , men trøster lidt. Og vi hygger videre.

En gidt stykke tid senere kommer pigen ind i stuen. Og udbryder "nå der er du" til mit barn

 Og fortsætter- er du klar over hvor længe jeg har ledt efter dig? 

Mit barn protestere.  Men bliver afbrudt af både min mand mormor og pigens mor der mildt bebrejdende siger "det kan du ikke være bekendt " osv.

Mit barn kigger ned .Og så op på pigen der står og kigger på mit barn

Og så breder der sig det mest uhyggelige ondskabsfulde smil sig på hendes ansigt... ( den 15 årige pige).

Og det forsvinder først da hun opdager jeg stirrer på hende....

Mit barn fortæller senere at det ikke passer . At hun forsvandt da de stod ved hestene og h*nikke opdagede hun gik/ gemte sig. At h*n havde kaldt og til sidst gik tilbage .

Nu skal vi til en stor familie fest .og planen var at pigen skulle passe blandt andet mit barn.

Og det har jeg bare slet ikke lyst til

.jeg stoler ikke på hende.  Og føler ikke hun er et rart menneske. 

Pyt med at hun gemte sig - hvis det bare var det. Men det smil der.... og fryden over at mit barn fik skylden... ja den kunne jeg ikke lide.

Er jeg pivet  ? Og hvordan får jeg sagt fra uden en konflikt i familien. 

Hvor gammel er din datter? 

Jeg ville stole på min mavefornemmelse og lade være med at få mit barn passet af pigen

!!! Jeg ville være så rasende.

Derudover ville jeg absolut ikke lade pigen passe mit barn. Hvis nogen spørger om hvorfor, ja - så ville jeg sige, at jeg ikke stoler på pigen (den 15-årlige), pga. den episode der. 

Alder på dit barn?

Hun er 5 .

Uanset om den 15 årige har gjort det bevidst eller ej, så ville jeg ikke være tryg. Heste er skønne dyr, men også store og til tider utilregnelige, især hvis man ikke er vant til at omgås dem. Har man et barn med, så må det ikke være alene, det er simpelthen for farligt. Selv hvis de kun er på ydersiden af hegnet, så er der jo stød i hegnet mm. Så kan hun ikke tage vare på et barn uden at miste det af syne, så skal hun nok heller ikke have ansvaret for flere børn på en gang.

Har barnet en veninde hun kan være hos? Eller noget andet familie? Jeg ville ikke konfrontere eller anklage, men bare sige at barnet fik mulighed for en forkælelsesdag/legeaftale mm og det lød bare så hyggeligt

Jeg ville klart finde anden pasnings mulighed! 

Også ville jeg stole på min mavefornemmelse, og fremover ik lade hende være alene med mit barn. Vh Stine 

Kan godt forstå dine tanker og følelser. Det var også et NEJ tak til pasning af mit barn. Helt sikkert. Gå med mavefornemmelsen

Jeg tænker at uanset om den 15 årige efterlod din datter med vilje, gemte sig eller det bare var en misforståelse (to børn som gik fejl af hinanden). Så virker det ikke til at være en meget moden ansvarlig pige og derfor tænker jeg uagtet hvad du ellers tolker ind i situationen, ikke at det lyder optimalt at hun skal passe flere børn for det kræver altså virkeligt meget og noget som de færreste 15 årige ville kunne overskue eller orke.

Er det hende selv, der er kommet med ideen eller nogle voksne som har fået den geniale ide at de på den måde slipper for at aktivere teenageren og børnene? For igen det virker af meget for en 15 årig.