Forholdet er dødt - men 2 små børn...

Hej,

har været sammen med konen i snart 17 år. Vi har 2 små børnehavebørn og hvor vores børn giver mig utrolig meget energi hver dag, så oplever jeg ikke det samme med min kone.

Når vi endelig har sex, så er det rigtig godt, men det sker meget sjældent og vi har egentlig ikke begge lysten (til hinanden). Altså, når vi har sex er det som sagt godt, men det er ikke sådan at vi længes efter at have sex med hinanden.

Til gengæld er jeg utrolig meget fristet af andre kvinder (mere og mere) og i de seneste år er der flere og flere kvinder, der lokker mig, men jeg har afvist gang på gang, da jeg ikke er vil være sammen med andre, når jeg er i et forhold. Utroskab er no-go.

Når vi er ude, så hygger børnene sig, mens vi blot gør det for børnenes skyld. Jeg  nyder ikke at have min kone med. Der er altid en konflikt lige på trapperne og er jeg i stedet kun afsted med børnene, så har vi altid en kanon dag/tur.

Når børnene er puttet, så sidder vi hver for sig eller laver hver vores aktivitet og sådan har det været længe.

Jeg kunne blive ved, men stopper for nu...

Familieterapi har vi overvejet, men 1.700 kr. for en time... Og hvad jeg hører fra venner omkring deres erfaringer med familieterapi, så er det penge, vi begge ikke vil bruge på dét.

Tanken om skilsmisse, kan jeg ikke bære at udsætte børnene for. De er som sagt super lykkelige og vi elsker dem begge utrolig højt.

Jeg bliver dog ret deprimeret med tanken om, at jeg skal tilsidesætte mine egne behov resten af livet, men accepterer også at gøre det for børnenes skyld (selvfølgelig tilsidesætter man som forældre sine egne behov, men jeg tænker, I ved, hvad jeg mener).

Det er frustrerende og svært og jeg vil egentlig blot gerne høre nogle input.. 

Hvor ærligt har du talt med din kone omkring dette? Det vil være min første råd; tal sammen. 

Evt aftal at de første, måske, 30min efter børnene sover, så sætter I jer ned sammen og taler. Tillid og åbenhed er vigtigt. Ikke noget med at angribe hinanden. Men let hjertet. Sluk alle skærme. Spil et spil imens, hvis det er nemmere. Åben en god øl lav et lille glas vin. Kig hinanden i øjnene. Og snak. 

Lav aftensmad sammen. Evt med børnene. Det giver også anledning til nærvær og snakke, når man står der og hakker og snitter sammen. 

Gå ture sammen. Tag på opdagelse. Udforsk nye steder sammen. 

Sex må vente. Der er ikke noget værere end "skal-sex". Så byg jeres forhold op igen og sæt forventninger til sex ned. 

Det lyder til I har en masse at kæmpe for og i har et rigtig godt grundlag. Livet bliver bare hurtigt trivielt. 

Hvor ærligt har du talt med din kone omkring dette? Det vil være min første råd; tal sammen. 

Evt aftal at de første, måske, 30min efter børnene sover, så sætter I jer ned sammen og taler. Tillid og åbenhed er vigtigt. Ikke noget med at angribe hinanden. Men let hjertet. Sluk alle skærme. Spil et spil imens, hvis det er nemmere. Åben en god øl lav et lille glas vin. Kig hinanden i øjnene. Og snak. 

Lav aftensmad sammen. Evt med børnene. Det giver også anledning til nærvær og snakke, når man står der og hakker og snitter sammen. 

Gå ture sammen. Tag på opdagelse. Udforsk nye steder sammen. 

Sex må vente. Der er ikke noget værere end "skal-sex". Så byg jeres forhold op igen og sæt forventninger til sex ned. 

Det lyder til I har en masse at kæmpe for og i har et rigtig godt grundlag. Livet bliver bare hurtigt trivielt. 

Kunne ikke have sagt det bedre selv. 

Jeg går ind for åbenhed og at tale om tingene. 

Til trådstarter: Jeg håber I får løst jeres problemer. Jeg har selv gået igennem et brud med mine børns far. Og selvom det var min beslutning, gjorde det det ikke nemmere. Vi kæmpede også mens børnene var små. Det tror jeg mange børnefamilier gør, da de tager en stor del af ens overskud. Måske er din kone udbrændt? Det er bestemt ikke lykken med skilsmisse og delebørn, selvom vi faktisk har et fint samarbejde om børnene. Men som du også selv er inde på, så er det en stor sorg for børnene at deres forældre ikke er sammen. Man skal selvfølgelig ikke være sammen for enhver pris, men jeg synes man skylder børnene at kæmpe. 

1700 kr er væsentligt billigere end en skilsmisse. Det kan også hurtigt blive dyrt, da den ene skal flytte, bodeling, indskud til lejlighed, nye møbler til børn og voksne osv. 

Og så kommer de følelsesmæssige omkostninger oveni.

Samtidig vil I kunne sige til jeres børn, at I forsøgte ALT. Du fortjener (ligesom din kone) at være glad og trives i hverdagen, men en skilsmisse er en kæmpe beslutning fyldt med afsavn og potentielle konflikter. Det kan godt være den rigtige løsning, men jeg havde givet parterapi et skud først. 

Vi blev ikke sammen (uden børn). Men snakkene hos terapeuten gjorde vores sidste tid til en med bedre forståelse for hinanden, og jeg har taget de gode råd med ind i mit nuværende forhold, så jeg ikke begik alle de samme fejl igen. 

Man skal ikke være i et forhold man ikke er glad i.

Spørgsmålet er om du har snakket med din kone omkring det? Hvad siger hun? Har i forsøgt at redde det? Et forhold skal passes og plejes og bliver det ikke det, så dør det.. det er ligesom en blomst og skal vandes hver dag. Man er nødt til at gøre en aktiv indsats og vise sin taknemlighed og kærlighed hver dag på en eller anden måde, ellers bliver man tit bare roomies der bor sammen. 

Men kommunikation er nøglen. Hvad har du brug for? Hvad har hun brug for? Snak med hende!

Når det så er forsøgt og du føler for at kæmpe og virkelig giver det en chance - hvis det så ikke går, så har du prøvet. Det er også vigtigt at lytte til sig selv og mærke efter hvornår man skal sige stop.

Jeg tror iøvrigt altid på at børn er lykkeligst med to forælder som er glade hver for sig og kan være et godt forbillede for man ikke skal være i døde forhold end to ulykkelige forældre sammen. Det mærker de lynhurtigt og vil vokse op og tro det er et godt parforhold, fordi i er forbilleder.

Der kan hurtigt blive den samme mølle når man har været sammen i mange år

Men helt ærligt 

Elsker i hinanden Vil i kæmpe for dette forhold? Og ikke kun for børns skyld hvis ja så få snakket det hele igennem er der nåede i kan gøre? 

Hvis nej i mine øjne er to lykkelige forælder bedrinde ind to forældre der bor sammen som venner. Og måske til sidst ender udlykkelige 

Anonym skriver:

Hej,

 

har været sammen med konen i snart 17 år. Vi har 2 små børnehavebørn og hvor vores børn giver mig utrolig meget energi hver dag, så oplever jeg ikke det samme med min kone.

Når vi endelig har sex, så er det rigtig godt, men det sker meget sjældent og vi har egentlig ikke begge lysten (til hinanden). Altså, når vi har sex er det som sagt godt, men det er ikke sådan at vi længes efter at have sex med hinanden.

Til gengæld er jeg utrolig meget fristet af andre kvinder (mere og mere) og i de seneste år er der flere og flere kvinder, der lokker mig, men jeg har afvist gang på gang, da jeg ikke er vil være sammen med andre, når jeg er i et forhold. Utroskab er no-go.

Når vi er ude, så hygger børnene sig, mens vi blot gør det for børnenes skyld. Jeg  nyder ikke at have min kone med. Der er altid en konflikt lige på trapperne og er jeg i stedet kun afsted med børnene, så har vi altid en kanon dag/tur.

Når børnene er puttet, så sidder vi hver for sig eller laver hver vores aktivitet og sådan har det været længe.

Jeg kunne blive ved, men stopper for nu...

Familieterapi har vi overvejet, men 1.700 kr. for en time... Og hvad jeg hører fra venner omkring deres erfaringer med familieterapi, så er det penge, vi begge ikke vil bruge på dét.

Tanken om skilsmisse, kan jeg ikke bære at udsætte børnene for. De er som sagt super lykkelige og vi elsker dem begge utrolig højt.

Jeg bliver dog ret deprimeret med tanken om, at jeg skal tilsidesætte mine egne behov resten af livet, men accepterer også at gøre det for børnenes skyld (selvfølgelig tilsidesætter man som forældre sine egne behov, men jeg tænker, I ved, hvad jeg mener).

Det er frustrerende og svært og jeg vil egentlig blot gerne høre nogle input.. 

Måske gentager jeg nogle af de andre i tråden, men vil alligevel gerne give mit besyv med.

Jeg synes, du lyder som en dejlig og reflekteret person, og jeg forstår godt dit dilemma. 

Jeg tænker, at I skal i arbejdstøjet for at redde jeres familie. Og jeg tror helt sikkert, noget familierådgivning eller parterapi godt kan hjælpe. Undersøg markedet lidt, og find en, som passer godt til jer, som andre har gode erfaringer med. Jeg kender flere par, der har været i parterapi, som har fået god hjælp.

Jeg synes også, det lyder som om, I har noget at bygge på. I fungerer som familie. Jeres sexliv er ikke helt dødt - det er faktisk fint, når I gør det. Og du har en indstilling, at jeres børn ikke skal igennem en skilsmisse. Det er virkelig en indstilling jeg har stor respekt for.

Jeg har den samme indstilling - mine børn skal ikke igennem en skilsmisse, hvis jeg på nogen måde kan undgå det. Og den indstilling er jeg i mit parforhold med. Det betyder, at når vi har problemer, så er det aldrig et spørgsmål om, om vi går fra hinanden. Vi er en enhed, vi løser det i fællesskab. Derfor kan vi også være trygge og tale om alt muligt - for vi er indstillede på, at vi skal igennem tingene sammen. 

Kan sådan en indstilling måske hjælpe jer? I bliver i hvert fald nødt til for alvor at få taget fat på snakken om, hvordan I kommer ud af det her dødvande, hvor I voksne ikke trives.