hej
Jeg kan mærke at jeg har sådan en træng og et behov for at dele min historie, i håb om at finde flere som enden går det i gemmen eller kommet på den anden side.
Jeg har nu i 1 år KÆMPET med efterfødselskomplikationer og jeg har rykke mig en del på det år, men både de fysiske samt psykiske smerterne samt gener er der stadig.
Under min datters fødsels fik jeg ’’ bare’’ en anden grads bristning, lægen sagde det ’’ bare’’ skulle lappes sammen som en rullepølse.
Efter jeg blev lappet sammen så begyndt problemerne stille og rolige at dukke op.
I starten kunne jeg ikke tisse selv, hvorfor fandt vi aldrig ud af?
Men efter 3 dage ændrede personales holdning og de begyndt at presse os til at tag hjem de sagde blandt andet
’’ Du kan bare komme her op hvis du skal tømmes (Bor 20 min væk 1 vej, igen nybagt mor med baby) ’’
’’ Du kan sagtens katalyserer dig selv, det er mega nemt (De kunne ikke engang tømme mig, og de blev med at stikke den forkert op)
På 4 dagen bliver jeg mødt/redet af verdens dejligst sygeplejerske som var den første som både lyttede til mig og hjalp mig. Hun fik lavet aftale med hjemmeplejen om at de skulle komme 3 gang i døgnet, dog sagde legende at jeg selv måtte vurdere om det er blevet beder.
En uge efter jeg født min datter, kunne jeg stadig ikke selv tis bliver kaldt ind til kontrol hvor de så finde ud af at min syning er skredet og at hele lortet skulle pilles op og startes for fra.
2 læger og en sygeplejerske skulle der til for at lappe mit underliv, jeg blev ved med at oplyse at det føles for stramt men længen sagde heller stramt ind for løst.
Siden om syningen har jeg haft underliv gener og irritationer i 5 måneder kæmpede jeg en brag af en kamp med sygehus personalet som blev ved med at fortælle mig at det er normalt og at det nok skulle gå over af sig selv.
Alt i mens jeg kæmpende med at acceptere min krop, begyndt amningen at skride, jeg begyndt at vise tegn på en fødselsdepression.
Ikke lige den barsel jeg drømt eller ønsker nogen skal igennem!
Jeg bankende i bordet da mig og min partner ikke kunne havde sex og her blev jeg så henvist til et nyt sygehus som så kunne konstatere vulvodyni og jeg kunne endelig få den hjælp jeg behøver.
Hele mit forløb har givet mig nogle heftige ar på sjælen, hver gang jeg ser sygehuset for jeg kvalme, hver gang jeg træder ind på gynækologisk afsnit for jeg svede, hjertebanken smat tude ture.
Efter 7 måneder fik jeg en officiel undskyldning af lederen af gynækologisk, og hun undskyldt for at hendes personale ikke havde lyttede til mig eller hjulpet mig beder på vej.
Hun lovede at ved næste fødsel kunne jeg selv vælge om det skulle være naturlig eller kejsersnit, og at hun nok selv skulle sætte min spiral op.
Men igen blev jeg mødt af en skuffelse, på grund af travlhed har jeg fået tildelt en anden læge som skal ligge min spiral op, igen startede panikken i min krop.
Denne læge var en af dem som svigtede mig, så nu står jeg tilbage med enden få den sat op nu og muligvis minimere smerterne eller vent til om 3 måneder til hun for tid igen..
Sig mig at der lys for enden af denne tunnel!
Sig mig at jeg godt finde tilliden til sygehusvæsnet igen!
Sig mig at tiden heler alle sår !
Er jeg virkelig den eneste som har være det her igennem :O
