Hvad gør jeg nu?

Jeg har skrevet herinde før, og til de som genkender mig, vær søde at være diskrete tak.

Jeg er så helt ubeskriveligt bange hele tiden når jeg er sammen med vores søn. Han bliver tre år om nogle måneder, og vi har været igennem en del fra start. Men når det sagt så vil de fleste nok være meget sejere end mig til, at gå det igennem. 

Men jeg kan snart ikke mere. Ingen kan hjælpe mig, vores økonomi er presset hvilket ikke er nyt, da jeg pt. er sygemeldt på dagpenge pga. min angst. 

Bare han hoster eller gnubber sig gentagende gange i et øje, så ser jeg katastrofer og død.

Nu har jeg brug for at blive beroliget. For hver gang jeg tager ham til læge, så føler jeg mig hysterisk og bange… føler min diagnose med angst står i vejen for alt som omhandler vores søn. 

Han har været syg fredag og lørdag med opkast. Derefter ingen appetit, træt og bleg. 
Idag har han dårlig mave, virker brugt og træt med mørke render under øjnene. Han spiste en ostehaps og drak en smoothie, men det så det siden han kom hjem fra vuggestue (min mand vurderede han godt kunne komme afsted idag). 

Jeg er bange for det unormalt og finder ingen ro… manden har lidt (sammen med min mor) taget ansvaret for vores søn (jeg kan sagtens passe vores to store). Men nu jeg bange for de ikke ser hvis det alvorligt. Min mand er skide dårlig til at vurdere ting og min mor er her jo ikke 24/7. 
Jeg flygter hele tiden ud af huset og prøver at lade som om min søn ikke findes når jeg er væk. Det for hårdt at være sammen med ham. Min tillid til vores sundhedsvæsen er væk og jeg er bange. 

Bange for min søns helbred, bange for at være hjemme og bange for alt.

Har prøvet setralin og Pregabalin begge i små doser, men alle bivirkningerne jeg får skræmmer mig endnu mere og gør mig dårlig. Ryster, sover ikke, får hjertebanken og hedeture, det hæsligt. Har prøvet at overbevise mig selv om, at det bedre end at være bange og det bare er en periode, men kan simpelthen ikke tage dem. 

Da vores søn kasted op tog til jeg Oringe, men blev sendt hjem da jeg ikke er selvskadende eller selvmordstruet… egen læge vil ikke henvise til psykiatrien, og selv hvis han ville, så har jeg hørt der er meget lang ventetid. 

Jeg kan simpelthen ikke holde til det. Hvis min mand skal “skåne” mig og stå for alt omkring vores søn, så skal han i vuggestue kl tidligt og hentes kl 17 tidligst, det synes jeg er voldsomt længe. Men når jeg henter ham er jeg bange fra der sek jeg går ind af lågen. Og til min mand er hjemme… 

Hvad gør jeg? 

Kære ts.

Jeg synes det lyder virkelig hårdt og det er rigtig synd for dig, at du skal have det sådan. ❤️

Jeg har selv døjet med angst, og kan stadigvæk mærke det ind imellem. Men jeg har fået meget hjælp af metakognitiv terapi. Måske skal du overveje det? Den situation I er i lige nu er jo ikke holdbar, og metakognitiv terapi har vist sig effektiv mod angst.

Kort fortalt handler terapiformen om, at ens tanker skal have mindre opmærksomhed - for jo mere man vender og drejer sine tanker og følelser, jo mere fylder de, og jo mere fodrer man angsten. I stedet skal man lære at lade tankerne være i fred, for tanker gør ingen forskel. Det har virkelig givet mening for mig. Du kan læse om det i bogen ‘Grib livet, slip angsten’ - men jeg syntes selv, jeg fik rigtig meget hjælp af at gå i et terapiforløb efter jeg havde læst bogen.

Når jeg læser dit indlæg synes jeg, det er enormt tydeligt, at det er angsttanker. Det lyder som om din søn har fået en hel almindelig gang omgangssyge. Det skriver jeg til dig, fordi jeg selv kan have svært ved at skelne, hvad der er angst-tanker, og hvad der er reelle bekymringer, som jeg skal handle på. 

Så ‘hvad gør du nu’? Jeg tænker, mit råd er, at du skal have en henvisning til en psykolog, og så vil jeg råde dig til at opsøge en, der er uddannet i metakognitiv terapi. Mens du venter på at få en tid, kan du låne ‘Grib livet, slip angsten’ på biblioteket (tror også den kan lånes som e-bog) 

Og så sender jeg dig en masse kram ❤️

Det lyder super hårdtfor dig. Jeg vil som ovenstående anbefale metakognitiv terapi. Jeg har selv angst og kan slet ikke beskrive hvor meget det har hjulpet mig uden medicin. 
Det er vigtigt du får hjælp så det er godt du rækker ud. 
det er ikke sikkert at du behøver mange sessioner med metakognitiv terapi så prøv det af for egen regning og kom igang hvis i har råd. Så er der heller ikke lang ventetid. Tro på det godt kan blive bedre

Anonym skriver:

Kære ts.

Jeg synes det lyder virkelig hårdt og det er rigtig synd for dig, at du skal have det sådan. ❤️

Jeg har selv døjet med angst, og kan stadigvæk mærke det ind imellem. Men jeg har fået meget hjælp af metakognitiv terapi. Måske skal du overveje det? Den situation I er i lige nu er jo ikke holdbar, og metakognitiv terapi har vist sig effektiv mod angst.

Kort fortalt handler terapiformen om, at ens tanker skal have mindre opmærksomhed - for jo mere man vender og drejer sine tanker og følelser, jo mere fylder de, og jo mere fodrer man angsten. I stedet skal man lære at lade tankerne være i fred, for tanker gør ingen forskel. Det har virkelig givet mening for mig. Du kan læse om det i bogen ‘Grib livet, slip angsten’ - men jeg syntes selv, jeg fik rigtig meget hjælp af at gå i et terapiforløb efter jeg havde læst bogen.

Når jeg læser dit indlæg synes jeg, det er enormt tydeligt, at det er angsttanker. Det lyder som om din søn har fået en hel almindelig gang omgangssyge. Det skriver jeg til dig, fordi jeg selv kan have svært ved at skelne, hvad der er angst-tanker, og hvad der er reelle bekymringer, som jeg skal handle på. 

Så ‘hvad gør du nu’? Jeg tænker, mit råd er, at du skal have en henvisning til en psykolog, og så vil jeg råde dig til at opsøge en, der er uddannet i metakognitiv terapi. Mens du venter på at få en tid, kan du låne ‘Grib livet, slip angsten’ på biblioteket (tror også den kan lånes som e-bog) 

Og så sender jeg dig en masse kram ❤️

Tusinde tak for dit svar. 

Jeg vil godt prøve metakognitiv terapi, er det bare at ringe rundt til psykologer ?

Jeg kan ikke holde ud at være til mere, det gør for ondt at være hans mor. Det frygteligt at sige, men på en måde ville jeg ønske vi aldrig havde fået ham. Føler jeg ender med at miste ham uanset hvad og det tror jeg ikke jeg kan overleve. 

Anonym skriver:

Det lyder super hårdtfor dig. Jeg vil som ovenstående anbefale metakognitiv terapi. Jeg har selv angst og kan slet ikke beskrive hvor meget det har hjulpet mig uden medicin. 
Det er vigtigt du får hjælp så det er godt du rækker ud. 
det er ikke sikkert at du behøver mange sessioner med metakognitiv terapi så prøv det af for egen regning og kom igang hvis i har råd. Så er der heller ikke lang ventetid. Tro på det godt kan blive bedre

Skal man bare ringe rundt til forskellige psykologer?

Har gået til psykolog i mange år efterhånden, men sidder bare og snakker, synes ikke jeg kommer nogen vegne hos hende... Men er villig til at prøve alt, for kan ikke leve sådan her mere.

Hvad havde du gjort ift. vuggestue? Hentet eller ladet ham være der til kl 17 hver dag ?

Ja du kan jo søge lidt på nettet efter nogen der er uddannet indenfor metakognitiv terapi. Jeg har også gået hos andre psykologer og det hjælper heller ikke mig at snakke løs. Men det er heller ikke sådan man arbejder indenfor det metakognitive. Det er nok derfor det har virket. 
Det er svært at svare på det med afhentning for det kommer jo også an på hvordan han har det med så lange dage. Jeg tror jeg ville fortsætte som hidtil og så finde en psykolog der kunne se dig i denne uge og så lægge en plan med hende/ham. Det gik forholdsvist hurtigt at jeg fik det bedre men det krævede også en stor indsat. Men jeg kunne heller ikke fortsætte som før så der var bare slet ingen vej udenom. 

Jeg gik i metakognitiv terapi hos dem, der hedder Cektos, de er lidt forskellige steder i landet. Jeg gik i et gruppeforløb, men har også været til et par sessioner alene efterfølgende for at få frisket strategierne op.

Ved cektos kommer man med i en Facebook gruppe efterfølgende, hvor man kan skrive og få støtte fra andre, og også fra psykologerne. Det synes jeg er meget dejligt.

Og da jeg havde det værst havde jeg heller ikke lyst til at være her - ikke som i selvmordstruet, men som i, at jeg ikke havde lyst til at leve et liv, der var så hårdt. Jeg har det meget bedre nu! Jeg er sikker på, du også kan få den rette hjælp.

Har I et netværk? Mon en eller anden kunne hjælpe til? Eller måske "læres op" i relationen til barnet og hjælpe til med at hente fx? 

Så ville jeg indkalde til møde i børnehaven. Og simpelthen lægge kortene på bordet. Fortælle at du har det rigtig skidt og at barnet derfor fx har to dage om ugen fra åben-luk. En god dialog omkring det og åbenhed kan mindske den dårlige samvittighed. Og de to dage du ikke skal hente, skal du bruge tiden på dig selv. Flade ud på sofaen eller gå en tur. 

Dernæst tænker jeg om kommunen skal hen over? De kan også hjælpe på forskellig vis ved problemer i hjemmet. Blot en tanke  

Kh en mor der selv er udfordret psykisk. 

Du skal selvfølgelig have noget hjælp. Om nødvendigt må du skifte læge, hvis din nuværende ikke hører dig.

Det du oplever er IKKE normalt. Det er ikke almindeligt at være så bange og have svært ved at vurdere fare rationelt. Så det skal du have fundet en vej igennem.

Din søn derimod lyder som en helt normalt dreng, der selvfølgelig kan blive ramt af sygdom - ligesom alle andre. Det meste er heldigvis helt normalt og en del af livet

Men han fortjener en mor, der har det meget bedre, og du fortjener meget mere glæde i hverdagen. For du og din familie har tydeligvis brug for støtte til at få ro på, før I alle sammen bliver kørt ned. 

Husk at fortælle din mand, at han gør det godt

Han kan formentlig sagtens vurdere, om noget er alvorligt og er der for jeres som. Han lyder som en god far, det kan måske være rart at høre for ham? 

Kan se du nævner Oringe som jo ligger i Vordingborg så kan sige at Cektos har afdeling i Næstved. Der er dog lang ventetid. Sidst var der min 1 år. Så afsted til lægen og få henvisning til psykolog

meta kognitiv terapi er rigtig godt for mange. I mens du venter kan du evt læse Pia Callesens bog ‘lev mere, tænk mindre’ (hun har været med til at udbrede meta kognitiv psykologi herhjemme)

For mig (havde en smule angst tidligere) var det fin hjælp i forhold til redskaber, men der arbejdes ikke med årsagen til det og derfor hjalp det ikke helt. 
Det du beskriver lyder meget til at det er gamle trauma som er på spil, her er en psykolog med andre former for terapi måske mere behjælpelige. 

Jeg har i hvert fald selv ingen angst efter jeg fik dykket ned i årsagen bag og forstod mig selv bedre og ‘kom hjem’ i mig selv. En masse indre barn healing (både med psykolog og alene via YouTube) mindfulness (lidt det samme som metakognitiv terapi), og ikke mindst selvkærlighed og omsorg for mig selv. 

Håber du får det bedre