God relation i en 12/2 + hverdagssamvær?

Anonym skriver:

Tak for de gode indspark indtil videre alle sammen :-) Det kan rigtig hurtigt komme til at handle om samværsordninger og hvor kan man mærke både i tråden og når jeg snakker med folk i alt almindelighed at der er vildt mange forskellige holdninger til dette. 

Min egen holdning er som nævnt en fast base for børnenes skyld, så de kan få lov at være børn og passe deres liv uden for meget forvirring, og mit indlæg ville ud fra dette mere handle om min frygt for min tilstedeværelse, rolle og relation som en god far i mine børns opvækst, når jeg nu ikke er ham de har den faste base ved. For mit livsmål nr. 1 er at være en god far for mine børn, være med til at give dem en god barndom og have en god og stærk relation til dem både nu og når de engang bliver voksne. Og der har min frygt bundet i om det overhovedet kan lade sig gøre.

Morfire - mange tak for dit indlæg. Det er rigtig godt at høre fra en der selv har været skilsmissebarn og (lader til) at have haft en god barndom med optimale forhold som det nu kan være når ens forældre er skilt. Når du skriver at du har en tættere relation til din far end mange af dine veninder, af nysgerrighed er det veninder i samme situation eller veninder generelt? Dvs. veninder der også er opvokset med far i kernefamilien? 

Dejligt du kunne bruge svaret til noget.

Alle mine veninder (og min mand for den sags skyld) kommer fra almindelige kernefamilier. Jeg tror, at jeg er tæt med min far, NETOP fordi mine forældre er skilte og ikke på trods. Min far har altid skulle gøre en indsats for at være en lige så aktiv del af mit liv som min mor. Hvor mine veninders fædre godt har kendt til ting i deres liv, fordi deres mødte var en del af det/kendte til det, så skulle min far jo investere tid og interesse i det. Det gælder faktisk stadig. Når en af ungerne er syge eller der har været med mit job ringer min mor gerne for at høre til det men det gør min far jo også. Hos mine svigerforældre er det oftest farmor som tjekker op på den slags, og så hører farfar det jo igennem hende. Så på den måde er min fars og min relation tættere end min mand og hans fars, og har veninder som er misundelige på lige netop det. At min far og jeg også snakker om de svære ting.

Jeg siger ikke at det altid er sådan og håber ikke for mine egne børn, at min mand og jeg en dag skal skilles, men man kan sagtens have en god, stabil og tryg barndom med tætte relationer til begge sine forældre som skilsmissebarn. 

Morfire skriver:

Dejligt du kunne bruge svaret til noget.

Alle mine veninder (og min mand for den sags skyld) kommer fra almindelige kernefamilier. Jeg tror, at jeg er tæt med min far, NETOP fordi mine forældre er skilte og ikke på trods. Min far har altid skulle gøre en indsats for at være en lige så aktiv del af mit liv som min mor. Hvor mine veninders fædre godt har kendt til ting i deres liv, fordi deres mødte var en del af det/kendte til det, så skulle min far jo investere tid og interesse i det. Det gælder faktisk stadig. Når en af ungerne er syge eller der har været med mit job ringer min mor gerne for at høre til det men det gør min far jo også. Hos mine svigerforældre er det oftest farmor som tjekker op på den slags, og så hører farfar det jo igennem hende. Så på den måde er min fars og min relation tættere end min mand og hans fars, og har veninder som er misundelige på lige netop det. At min far og jeg også snakker om de svære ting.

Jeg siger ikke at det altid er sådan og håber ikke for mine egne børn, at min mand og jeg en dag skal skilles, men man kan sagtens have en god, stabil og tryg barndom med tætte relationer til begge sine forældre som skilsmissebarn. 

Det lyder bekendt. Mine forældre er stadig sammen. Men det er altid min mor, der ringer - og så får min far besked af hende, hvis der er noget han skal vide. Hører det samme fra mange jævnaldrende.