Parterapi??

Er der nogen herinde, der har gået til parterapi med gode resultater? 

Vi er kommet ind i en ond cirkel, hvor vi diskuterer og skændes om alt, så nu taler vi ikke så meget sammen. 

Vi har haft dårlig kommunikation i en lang periode nu, men jeg synes virkelig, at det er blevet værre

Vi kan overhovedet ikke forstå hvad den anden siger og alt bliver misforstået osv. Det er så frusterende og drænende. Tidligere i dag sagde jeg fx at jeg ikke bryder så meget om fællespasning når vuggestuen har lukket, da vores barn ikke har prøvet det før. Min mands svar var, at jeg er alt for hysterisk og skeptisk. Jeg blev paf og svarede i en lidt vred tone jeg må da gerne være skeptisk, men det behøver du ikke og være. 

Han fortolkede så dette til, at jeg sagde ‘ han er ikke er en god far, fordi han ikke er skeptisk’

Wtf det er jo slet ikke det jeg sagde

Som i kan høre, kan vi overhovedet ikke kommunikere!!!

Vi har desuden tidligere haft problemer med kærlighedssprog. Og det er stadigvæk et problem! 

Jeg er virkelig typen, der sætter pris på at tilbringe tid sammen, og så kommer intimitet naturligt til mig, jeg har heller ikke noget imod at få en rose eller andet en gang imellem hehe…..Min mand er derimod virkelig til intimitet. Kys, kram og lagengymnastik. Det er fint med mig, men i min verden burde det at tilbringe tid sammen være noget alle prioriterede i et parforhold

Min mand har slet ikke den der egenskab…..men jeg forstår det ikke, han kan godt være ude med vennerne og endda spille brætspil/kortspil med dem, men jeg kan knap nok få ham til at spille Uno med mig…..måske fordi vi kun er 2?? 

Jeg følte mig meget nedprioteret og ked af det i starten. Jeg sagde fra en aften, hvor vi var i gang med at se en film og pludselig ringede en ven og så gik han midt i filmen

Men jeg er vred på mig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde reageret lidt mere dramatisk. Jeg skulle have pakket en weekendtaske og taget over til mine forældre dagen efter inden han vågnede op!!!! 

Men jeg var så naiv og dum at jeg kun surmulede, så han prøvede at gøre det godt igen, og jeg kom over det……

Jeg har i hvert fald været “ligeglad” de sidste par år. Jeg går ikke længere, og er ked af over den manglende kvalitetstid. Og det har han bemærket!

Jeg har affundet mig med det, og har accepteret, at man ikke kan tvinge en person at tilbringe tid sammen med en og lave ting de ikke vil helhjertet…..

Jeg kan dog sommetider misunde og være lidt ked af det indeni, når jeg nogle gange læser tråde herinde om par der putter i sofaen hver aften og laver alt & intet sammen

Jeg var rigtig glad for parterapi. Det gav os nogle meget bedre redskaber til at snakke sammen og forstå hinanden. Men det er ikke et quickfix, hvor man får ret og alt bliver godt. Man skal stadig ville lægge en indsats og ville hinanden. 

Det, du beskriver, lyder ikke sundt for nogen af jer. Især ikke at du hellere fx ville have reageret mere dramatisk, fremfor at snakke det igennem og finde en vej frem, så I undgik sådan en situation igen. 

Afsted med jer. I kan kun blive klogere og lære nyt - og det er redskaber, man kan have med i mange relationer.

Savanna skriver:

Jeg var rigtig glad for parterapi. Det gav os nogle meget bedre redskaber til at snakke sammen og forstå hinanden. Men det er ikke et quickfix, hvor man får ret og alt bliver godt. Man skal stadig ville lægge en indsats og ville hinanden. 

Det, du beskriver, lyder ikke sundt for nogen af jer. Især ikke at du hellere fx ville have reageret mere dramatisk, fremfor at snakke det igennem og finde en vej frem, så I undgik sådan en situation igen. 

Afsted med jer. I kan kun blive klogere og lære nyt - og det er redskaber, man kan have med i mange relationer.

Jeg kender godt selv trangen til drama. Men det er sjældent der kommer noget godt ud af det. Så meget enig i det, du skriver.

Tit får par deres parterapi når det er for sent... og det synes jeg ikke det lyder til det er hos Jer, det er bare som du selv skriver en ond spiral som skal brydes, så jeg synes helt sikkert også det er en god ide at komme afsted

Min bror gik i parterapi, der var det desværre for sent, men de fik rigtig meget ud af det... dog er det dyrt, så man skal indstille sig på, at man skal afsted nogle gange og det koster. Men det er jo det hele værd hvis det kan reddes.

Derudover forstår jeg godt hvordan du har det med at du savner din mand og jeres kvalitetstid, sådan har vi det også tit i hverdagens trommerum, min mand gider heller ikke ligge på sofaen eller sidde og spille spil.. der skal ske noget, men det er jo svært når man har små børn som sover... så det er nok at acceptere det er sådan en periode. Og så måske skiftes lidt til at være hjemme med dem og så tag ud og træne eller løb eller hygge lidt med veninderne så du også får noget socialt dyrket der ligesom din mand. Og så tænker jeg, kunne du ikke overraske ham med en overnatning et sted uden børn? Se om I kan gøre det en gang hveranden måned - det hjælper VIRKELIG hos os