Anonym skriver:
Det er som om, der er nogle ting fra fortiden, som jeg har lidt svært ved at slippe. Jeg ved ikke helt præcist, hvorfor jeg er begyndt at tænke på de ting igen. Jeg er bl.a. ked af, at han ikke er mere engageret i vores bryllup, han taler overhovedet ikke om det. Det eneste, som han er sikker på skal gøres det er at lave en ægtepagt. Og jeg er meget romantisk anlagt og har helt ondt i maven over den og han har sådan en form for ligegyldighed ift brylluppet ellers. Det har bare gjort, at jeg har mistet lysten fuldstændig til at planlægge og jeg føler mig helt ulykkelig over det nærmest. Lige i øjeblikket føles det også som om, vi/jeg hænger fast i livet på en måde, jeg ikke har lyst til at leve det. Jeg vil gerne leve livet... jeg vil ikke spilde det og det er bare som om, vi er tilbage til det gamle. Jeg er så bange for at gøre noget forkert og jeg vil så gerne accepteres, som jeg er. Han har fx også svært ved at være i det, når jeg bliver trist. Han er meget fokuseret på at fixe mig og hvis han ikke kan fixe mig på den måde som han tænker virker, så bliver han sur og trækker sig fra mig. Jeg føler mig træt, overstimuleret og føler jeg må trække en maske på over for andre for at virke lykkelig... gnisten er der bare ikke lige nu og det irriterer mig helt vildt...
Jeg synes det lyder rigtig hårdt, og det er synd for dig, at planlægningen af bryllup ikke er sjovt og hyggeligt, som det nok er for de fleste.
Jeg tror, det er en rigtig klassiker, at manden ønsker at fikse kvindens problemer - mens kvinden bare gerne vil ses og anerkendes i sine følelser. Og at manden kan blive frustreret, hvis han ikke kan fikse - for hvordan skal han så hjælpe?!
Men I bliver nødt til at snakke om din tvivl. Sådan som du lyder til at have det nu, skal du ikke gå med det selv, og din kæreste skal også være med til at afgøre, om I skal gennemføre brylluppet eller måske udsætte det. Det bliver nok ikke sjovt - men synes ikke der er nogen vej uden om.
Anmeld
Citér
