Åh de følelser…

Jeg skal sættes i gang på onsdag, det er mit 2. barn.
Jeg fødte til termin med min første, så denne gang er det specielt næsten at kende tid og dato. Men åh… jeg er et stort nervevrag og grådlabil og tankerne flyver rundt. 
Min store pige er lige nu småsyg, mor-glad og blev i fredags rigtig ked ved aflevering i BH, noget som aldrig er sket, hun elsker sin børnehave. og her sidder jeg så og føler jeg om lidt ødelægger hendes liv endnu mere, da der lige om lidt er en mere der kræver mere af min opmærksomhed. Shit det er følsomt

Tænk hvis hun bliver ked af eller skal til ikke at ville i børnehave mens man har en lille nyfødt på armen. Så mange måneders venten på at blive “fuldtallige” og nu har jeg nærmest ikke lyst. 

Er jeg mon helt skør i hovedet? Hvor er moderskabet sårbart til tider…  

Jeg havde det på nøjagtig samme måde. Jeg havde så dårlig samvittighed over for min ældste, både fordi jeg var så udmattet og intet overskud havde til slut i graviditeten, men også fordi jeg vidste han pludselig ville skulle dele min opmærksomhed med en anden. Det fyldte virkelig meget. 

Vil sige at det var ret hårdt de første par uger efter fødslen, og min ældste havde klart en reaktion på at han ikke havde vores fulde opmærksomhed mere. Men det var primært over for mig og hans far at han sagde nej til alt og gjorde alt det han ikke måtte. Men efter et par uger faldt det mere til ro og nu går det bedre. 

Og man skal også huske på at den ældste jo stadig får en masse kærlighed og ikke på den måde mangler noget. Og at de får så stor glæde af hinanden og hurtigt kan den ældste ikke huske hvordan det var at være enebarn

Anonym skriver:

Jeg skal sættes i gang på onsdag, det er mit 2. barn.
Jeg fødte til termin med min første, så denne gang er det specielt næsten at kende tid og dato. Men åh… jeg er et stort nervevrag og grådlabil og tankerne flyver rundt. 
Min store pige er lige nu småsyg, mor-glad og blev i fredags rigtig ked ved aflevering i BH, noget som aldrig er sket, hun elsker sin børnehave. og her sidder jeg så og føler jeg om lidt ødelægger hendes liv endnu mere, da der lige om lidt er en mere der kræver mere af min opmærksomhed. Shit det er følsomt

Tænk hvis hun bliver ked af eller skal til ikke at ville i børnehave mens man har en lille nyfødt på armen. Så mange måneders venten på at blive “fuldtallige” og nu har jeg nærmest ikke lyst. 

Er jeg mon helt skør i hovedet? Hvor er moderskabet sårbart til tider…  

Du er i gang med at give hende en kæmpe gave!

hun får en baby at være med til at passe. Hun får en at elske, hun får en der udfordrer hende, lærer hende st tilpasse sig og være tålmodig. Hun lærer at mors og fars kærlighed er rumelig og spejler sine egne følelser i jer!

God fødsel

Jeg havde det præcis på samme måde da jeg var gravid med nummer to, følte det vemodigt at vores tosomhed snart var slut. Det er jo også bare en æra der er slut og en ny der begynder