Jeg aner slet ikke hvor jeg skal starte eller slutte, eller hvad jeg vil med dette indlæg.
Sagen er den at jeg har en datter på snart 2,5 år. For 1 år siden, gik hendes far og jeg fra hinanden. En af grundene var bl.a. at jeg gerne ville have et barn mere og han på ingen måder overhovedet, ønskede sig et barn mere. Vi har dog et godt forhold til hinanden, respektere hinanden og snakker godt sammen.
Jeg forelskede mig så i yngre fyr i december. Sådan virkelig forelsket i ham som menneske og alt hvad han står for og indeholder. Det var heldigvis gensidigt. Jeg går på VUC og er 35 år, han er blot 23 (24 år om lidt) men moden af sin alder og vi har kendt hinanden i et godt stykke tid, inden mine følelser gik op for mig.
Jeg har været ærlig fra start om jeg ønskede et barn mere, han har været ærlig om han ikke troede han skulle have børn, men at det bestemt ikke var udelukket. Bare ikke nu.
Ja og så stod jeg altså med en positiv test i mandags. Jeg er gravid. Den stakkels unge mand var i lettere chok og jeg var selv hylet helt ud af den.
For hvad gør vi dog nu? Vælger vi at beholde baby, til trods for nyt forhold, midt i uddannelse, stram økonomi mv. Men med et ønske om at få baby på et tidspunkt ud i fremtiden.
Eller vælger vi barnet fra, selvom vi faktisk HAR økonomien, muligheden og kærlighed nok til en lille ny.
Etisk føler vi begge det er det klogeste at beholde, men der er virkelig også en enorm nervøsitet over det. Ikke over kærligheden eller økonomien, men bare nervøsitet ala lettere panik.
Vi har heldigvis noget tid til at tænke, men planen var faktisk en samtale med lægen mht abort idag, men han har lige skrevet til mig, at han ikke er klar til vi fjerner det.
Jeg tror vi ender med at 3 bliver til 4 til december, men hvor er det hele da lidt noget rod.
Trængte vist bare til at komme ud med mine tanker, for er ikke klar til at inddrage familie og venner endnu.
