Hemmelig kæreste - har en dansk kvinde en chance?

Hej alle herinde. Jeg er helt ny, og håber, at nogen vil tage sig tid til at dele eventuelle erfaringer (eller blot holdninger) med mig på emnet. Jeg selv er fuldstændig i vildrede, og fornemmer der er mange søstersolidariske kvinder herinde, der forhåbentligt har hørt om lignede situationer som min, eller selv har oplevet lignende.

Sagen er den, at jeg for godt og vel et år siden fandt sammen med en muslimsk mand. Vi er kærester, begge i starten af 20'erne, og er flere gange om ugen hjemme hos mig. I og med han er muslim, ved jeg, at der ligger i kortene at man ikke har en "kæreste". Det er netop dét, der leder til min bekymring. Hans forældre ved ikke, at jeg eksisterer.

Vi har et godt forhold ellers, og i hverdagen fornemmer man ikke de store hverken religiøse eller kulturelle forskelle mellem os, selvom de sommetider - som nu, under Ramadanen - kommer til syne. Hans venner har jeg mødt, og flere af disse har også danske kærester. I nogle af disse par, ved de muslimske svigerforældre, at den danske kæreste eksisterer, og accepterer det ydermere. Jeg fornemmer, at han flere gange selv har tydeliggjort overfor mig, at disse par har kendt hinanden i mange år. Det kan jo også sagtens være, men der er nu alligevel en liiiille djævel på min skulder, der spekulerer over om det kan være en underforstået måde at udtrykke overfor mig, at et eventuelt møde med hans forældre ikke er på trapperne.

Min bekymring går egentligt på, hvor lang tid det er passende, før jeg begynder at "forlange" at blive introduceret. Nu ved jeg jo netop hvorfor det ikke sker, tænker jeg, så derfor prøver jeg at tage et religiøst hensyn ved ikke at bringe det op. Han har gentagende gange mødt mine forældre, og er ikke blevet skræmt væk af den seriøsitet det har symboliseret i forholdet - dejligt

Han er praktiserende muslim og går op i islam, men i den forstand, at han jo alligevel begår nogle store synder, eksempelvis ved at være sammen med mig, uden at være gift med mig. Han er ikke min første kæreste, og det kan gøre mig nervøs når eksempelvis mine veninder ytre bekymring for, at det fortællingen om den unge muslimske mand, der får lov at løbe hornene af sig, inden han giftes med en muslimsk pige, der passer bedre ind i familiens traditioner. Hele emnet kan gøre mig en smule trist og desuden frustreret, da jeg i bund og grund er bange for at være pladsvarmer indtil "en mere passende" pige kommer.

Derudover er han vedholden i sit udtryk for, hvor meget han elsker mig. Han gør meget for mig, men der er alligevel noget i mig, der tænker om vores forhold har gode odds for fremtiden. Hans forældre er ikke født i Danmark, men moderen kom hertil da hun var helt lille, og er derfor meget integreret - det tænker jeg, kan spille ind til min fordel, i og med de jo også efterlever meget dansk kultur i hverdagen. Der er dog en del familie tilbage i landsbyen.

Når der eksempelvis er bryllupper i hans vennekreds, er jeg naturligvis heller ikke inviteret - ydermere er alle brudene (og selve bryllupperne, for den sags skyld) meget traditionelle og med alle de traditioner, der nu engang hører kulturen til. Udelukkende muslimske kvinder, og på de videoerne med alle de gæster der altid deltalger, har det endnu ikke lykkedes mig at spotte én, der ser ligeså vestlig ud, som jeg selv. Dermed fødes bekymringen om, hvor naivt det mon er at tænke, at man så skulle være undtagelsen. Jeg håber i forstår mig.

Mit egentlige håb herinde er, om der mon er nogen, der har ligene erfaringer. Jeg selv og mine veninder har aldrig været i lignenede situation før. Jeg er klar over, at måtte snakke med ham - jeg vil bare gerne samle så meget viden jeg kan på egen hånd. Jeg vil super gerne høre input udefra, da jeg er bekymret for min egen naivitet ved at tænke, at jeg skulle blive "undtagelsen", og at jeg skulle blive introduceret som hans partner - en dansk, kristen og vestligt-opdraget pige. 

Jeg håber meget på nogen input i forhold til hemmelige danske kærester - har de nogensinde en reel chance? Tak

Jeg er desværre ikke alt for optimistisk når jeg læser dit indlæg. Hvis I har kendt hinanden et år og hans forældre ikke ved du eksisterer, så kan jeg godt tvivle på det kommer til at ske. Jeg har kendt et par kvinder der har haft muslimske kærester, den ene der var de sammen i fire år, men han var lovet væk til en muslimsk kvinde og det endte med at den danske kvinde gik fra ham fordi han ikke ville gå imod sin familie. Hende hvor den muslimske familie kendte til hende, der blev det bare accepteret fordi det ikke blev betragtet som et seriøst forhold der skulle ende med bryllup.

Men når det er sagt, så er det jo ikke til at vide medmindre du spørger ham. Det er skræmmende, men tror det vil være det bedste at høre ham hvad han tænker der er af fremtid for jer to. Og om han har tænkt du skal møde has familie Det synes jeg ikke er urimeligt efter et år. 

Jeg har ikke selv været i forhold med en muslimsk mand. 
men jeg har veninder der har været og historierne er meget forskellige. 
1 er blevet gift, fået 2 børn og skilt igen (ikke skilt pga religionen) 

1 anden blev ikke accepteret på trods af at hun konverterede til islam og de blev gift og fik 3 børn sammen. De er idag skilt og hun lider af ptsd pga det hårde forhold. 

1 anden blev heller ikke accepteret og kæresten blev stukket ned af et familiemedlem da det blev opdaget. 

Og så kender jeg en der er 100% accepteret, gift og fået børn sammen og været sammen siden teenageårene og kører på +15 år nu. 

men synes det er vigtigt at understrege at uanset hvor meget man researcher så kan man aldrig vide hvordan udfaldet er. Det kan kun din kæreste svare på. Og skrækhistorier findes jo både indenfor religionen og udenfor religionen. 

Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at du spilder din tid. Hans familie vil højt sandsynligt aldrig acceptere dig, medmindre du er villig til at konvertere.

Ærligt så er sandsynligheden meget meget lille. I mange muslimske kulturer er danske kvinder set som urene kvinder og derfor ikke nogen man gifter sig med. 

Jeg kender et par, som har været sammen i 15 år tror jeg, de har to piger og er lykkelige sammen. Ikke konverteret.

Kender også en, som har et forhold bag sig på 12 år ca, to drengebørn og alt er godt der. Ikke konverteret.

Kender sikkert flere, da det meste af min omgangskreds er muslimsk, men der er selvfølgelig flest muslimer, som er sammen med muslimer- det er en kende nemmere, med samme religion, hvis man er praktiserende

Jeg har dog selv været med til flere brylluper. Så at der ikke kommer f.eks. danskere med til disse brylluper, kan jeg ikke genkende >


Hvad der lige netop "foregår" med dit forhold, kan vi kun gisne om. Men hvis han ER din kæreste, så kan jeg ikke se noget problem i, at du spørger lidt ind til det. F.eks. om han tror I har nogen fremtid sammen, hvad han selv tror, hans familie vil synes om dig, og hvis den er negativ: hvad han så laver sammen med dig, eller om der skal lægges en "plan" for at bløde svigerfamilien lidt op. Det kunne være den helt rigtige tilgang til at præsentere dig. Og hvad den rette tilgang er med netop hans forældre og familie, det må han forhåbentlig ud fra sin kulturelle viden samt kenskab til egen familie kunne svare på. 

Jeg håber, det lykkes i sidste ende

En anden ting er, at det er meget fint at overveje om man har de samme værdier og det samme syn på fx børneopdragelse. Nu er du kun 20, så det ligger sikkert nok nogle år ud i fremtiden. Men hvis børn og ægteskab er noget du drømmer om, så er det meget godt at tage stilling til. Det kan nemlig være udfordrende at være sammen med en der en anden kultur end én selv. 

Jeg havde en muslimsk kæreste da jeg var yngre. Det er efterhånden en del år siden. Han krævede jeg konverterede til islam, hvilket jeg gjorde fordi jeg også selv gerne ville. På den baggrund blev jeg introduceret for familien. Det holdt ikke længe, vores kultur var for forskellig og manden var psykisk ustabil (nu er jeg ikke muslim længere)

Det er tit nogle helt andre normer og værdier de har. Overvej børneopdragelse, det kan være en udfordring hvis man ser det forskelligt. 

jeg vil sige - uanset om han var muslim, jødisk eller ateist - at blive ‘gemt’ og skjult for sin kærestes familie i så langtid, der larmer mine alarmklokker. Muligvis har din mavefornemmelse fat i noget her. 
har du siddet ned og taget en snak med ham? Fortalt ham hvad det gør ved dig? Hvor længe vil han vente? Jeg tænker ikke de bliver mere accepterende af der går 1 år eller 3 år. Skal du konvertere til islam? Osv osv.. 

rødt flag.

Håber du stadig læser med

Jeg får lyst til at dele min historie med dig.

Jeg gift med en mand, hvis familie ikke kommer fra dk. De er ikke muslimer, men heller ikke kristne, og kulturen er meget anerledes. Familien kom hertil, da min mand var baby, så han har aldrig kendt andet, men familien dyrker stadig deres egen kultur og er en del af det minoritetssamfund, der er i landet.

Vi har været sammen i 15 år - siden vi var 21 og 22 år.

Jeg kan virkelig genkende dine tanker, for jeg blev heller ikke introduceret for min mands familie, før vi havde besluttet os for at blive gift - efter 5 års hemmeligt kæresteri heraf 3 år som langdistancekærester.

Det er meget svært at forstå her i vores vestlige kultur, at man ikke møder familien, før man nærmest er forlovet, men det er MEGET almindeligt i indvandrekredse - også selvom det er to fra samme kultur/religion. Traditionelt set har det været forældrene som valgte, men i dag vil mange unge (forståeligt nok) gerne selv vælge og kende den, de skal giftes med først. Så er de kærester i hemmelighed, indtil de er sikre på hinanden. Dette er der dog stadig lidt tabu omkring.

Det var rigtig svært for mig som dansker at være i. Jeg vidste ikke, om der var en fremtid i forholdet. Skulle jeg knytte mig tættere til ham eller holde en vis distance for ikke at blive såret. Af samme grund følte jeg mig ofte usikker og led også lidt af jalousi, fordi jeg simpelthen var i tvivl om, hvad han følte for mig, og hvor seriøs han var i forholdet. Vi kunne ikke holde i hånd på gaden. Vi kunne ikke tage ud og rejse sammen. Kysse offentligt. Poste på de sociale medier. Flytte sammen osv. Alt det, der var normalt for et par på vores alder, og som jeg så mine veninder gøre med deres kærester.

Jeg tænkte ligesom dig, om jeg bare var bænkevarmer, inden han fandt sig en kone fra den samme kultur som ham selv.

På et tidspunkt blev det for meget. Her var der gået 5 år. Jeg pressede på, og vi endte faktisk med at gå fra hinanden kortvarigt. Efter en måned kunne vi dog ikke undvære hinanden mere og fandt sammen igen. Han besluttede sig i den forbindelse for at fortælle sin mor om mig, og kort efter friede han til mig. Det var et kæmpe sats for ham. Hans mor tog dog godt imod nyheden. Det gjorde hans far dog ikke! Der var kæmpe ballade, og han nægtede at acceptere mig.

Vi holdt fast og begyndte at planlægge bryllup uden deres hjælp. Fem dage inden brylluppet ombestemte faderen sig. Han ville ikke gå glip af sin søns bryllup. Det var super surrealistisk for mig. At gå fra at være afskyet (af faren) til at være fuldt accepteret på en dag. De deltog i bryllupsceremonien, hvor jeg mødte hans familie for første gang. Kæmpe pres, men selvfølgelig også en lettelse - ikke mindst for min mand, som faktisk havde valgt mig over sin familie. Jeg var lettet over ikke at skulle have rollen som hende, han havde valgt alt fra for. Sikke et pres at skulle leve op til!

Siden da har jeg været fuld ud accepteret i familien. Vi har fået fire dejlige børn, som de elsker helt vildt og hele tiden vil være sammen med.

Her kunne man så sige “og de levede lykkeligt til deres dages ende.” Men sådan er ægteskab og familieliv ikke - særligt ikke i en tværkulturel familie. At få en hverdag med fire børn, arbejde osv. til at gå op er en kæmpe udfordring hertil skal så tillægges vores kulturelle forskelligheder, som vi pga. vores lidt atypiske start ikke fandt ud af, før vi stod i det.

Hvis jeg skal give dig et godt råd, så er det simpelthen at få gang i dialogen med din kæreste. Få stillet de der forbudte spørgsmål. Har vi overhovedet en fremtid? Vil din familie overhovedet acceptere en dansker? Skal jeg så konvertere? Hvordan er dit syn på børneopdragelse? Omskæring af drengebørn (dette ville være en dealbreaker for mig)? Hvor skal I bo? Skal hans forældre flytte ind ved jer, når de bliver ældre? Hvilken rolle skal de spille? Hvor tit skal de besøge jer? Skal børnene være tosprogede? osv.

Selve det at han holder dig hemmeligt er ikke så underligt i mine øjne, men sørg for at få snakket om det løbende. Og pas på dig selv. Kan du være i den rolle? Kan du leve med at gå glip af de oplevelser dine jævnaldrende får med deres kærester? Er du klar til at det hele bliver meget seriøst meget hurtigt, hvis I skal være rigtig sammen?

Åh, der er så meget, jeg gerne ville skrive, men så bliver det vist for langt.

Skriv endeligt privat, hvis du har brug for det

Kære dig

Jeg er selv muslim. Min bror er gift med en dansk kristen kvinde, og de har barn sammen. Hans kone har aldrig været en hemmelig overfor familien/os. Min bror er dog ikke i 20’erne, men 30’erne. Med det du skriver tænker jeg ikke det er helt forkert det du føler.. Jeg tror ikke han ønsker noget seriøst. Hvertfald ikke på nuværende tidspunkt..

Jeg har før set ung muslimsk dreng(han var nok 15 år) da han mødte en dansk pige på hans alder. De var dog kærester i 10 år før de blev gift. Og de er stadig sammen idag. Hun var/har aldrig været en hemmelighed overfor hans familie.