Tæmme angst/holde angsten i skak

Jeg får periodevis angst/katastrofetanker. Det har været sådan altid og gennem mange år og mange terapiforløb er jeg blevet god til at håndtere det

Lige nu er jeg bare i en periode hvor jeg nogle gange om dagen (2-10) bliver ramt af dødsangst på mine børns vegne. Det er bittesmå ting som hvis jeg serverer tomat for den yngste (skåret alderspassende ud i både) så får jeg et splitsekund billede i mit hoved af at det sidder fast i halsen og h*n bliver kvalt. Til trods for at jeg ved jeg serverer mad som barnet godt kan spise og jeg er uddannet i førstehjælp til børn (en del af mit arbejde)

Eller nu til aften når jeg putter den store, som er syg, bliver jeg ramt af "hvad nu hvis feberen tager livet af barnet i nat mens jeg sover og ikke kan gøre noget"

Det er bare små sekunder. Jeg genkender mine tanker som irrationel angst, jeg anerkender deres tilstedeværelse og vælger ikke at fodre angsten mere ved at tænke mere over det og ved at undlade at handle på dem (fjerne maden/mose den, sidde og våge hele natten over den syge) jeg trækker vejret dybt, mærker jordforbindelsen og fortsætter mit liv. Men hvor er det hårdt at gøre aktivt. Og hvor ville jeg ønske nogle gange at de tanker bare ikke kom, men jeg kan jo ikke bestemme om de kommer, det sker bare. Og når jeg så lykkedes med ikke at agere på tankerne -og det gør jeg 99% af tiden, er jeg både glad og stolt, men bliver også ramt af "men tænk nu hvis det er bare lige denne gang du ikke handler.. og det lige er denne gang dine børn dør. Så vil du hade dig selv for evigt"

Og dét nager mig, og jeg prøver at slippe den. Men det er svært lige nu. Og jeg har da overvejet om jeg skulle handle bare en lille smule. F.eks. genopfriskede jeg mit genoplivningkursus da vi startede på fast føde. Men det har jo stadig ikke stoppet tankerne. Og det ved jeg godt det ikke gør. Så jeg føler jeg navigerer i et gætvæk af "hvordan vil normale mennesker tackle det her"

Det er ikke til at se på mig hvad jeg tænker, og jeg agerer ikke anderledes over for børnene end jeg plejer. Jeg synes bare det er hårdt. Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her. Måske høre om andre med angst kan genkende at det er en evig process at arbejde med? At det er normalt der er gode og dårlige perioder? Det ved jeg det er, og baseret på hvor længe det har stået på, må det snart vende igen. Men lige nu synes jeg godt nok det er træls

Jeg lider også af angst - ikke samme type som dig. Men jeg kan genkende alt du beskriver. Ligeså snart man føler man har styr på at holde ro på katastrofe tankerne, kan noget andet overtage. Jeg ved faktisk ikke om jeg har nogle gode råd…. Jeg har accepteret jeg har det sådan og prøver at snakke om det med dem, som forstår og kan sætte sig ind i det.

Jeg kender det også godt. Jeg har ellers lange perioder, hvor angst og bekymring ikke fylder, men så kan der ske et eller andet, som prikker til min angst, og hvis jeg så fx er lidt stresset eller sover lidt dårligt i en periode - så kan tankerne overtage, og det er så hårdt at blive ramt igen, når man lige synes, det gik så godt…

Jeg prøver at sige til mig selv, at sindet regulerer sig selv, og at det nok skal gå godt igen. Og øver mig i at bruge strategierne. Det hjælper lidt for mig at indføre bekymringstid - altså sige: Det vil jeg tænke på kl 16:30, og så udskyde bekymringerne. Men min angst er også anderledes end din, så ved ikke om det kan give nogen mening for dig.

Som regel - så kommer der pludselig en dag, hvor jeg ser klart igen. Og det prøver jeg at huske, når det går skidt. Det er blevet bedre før, og det bliver det også igen.

Det er så rart at vide man ikke er alene Det er bare besværligt at leve med angst altså.

Jeg har haft en god dag i dag, kun en enkelt episode. Det hjælper på humøret. Jeg kan genkende det med at når jeg bliver ekstra presset/stresset så blusser det op. Og jeg kan faktisk se nu hvad det er der har udløst denne dårlige periode -selvom jeg ikke kan gøre noget ved episoden, plejer bevidstheden alene at reducere angsten, så tusind tak for den vinkel

Jeg har det som dig. Men har egentlig aldrig tænkt på det som angst. Blot mig som overtænker. Men ganske ofte kommer de tanker som fx bare nu ikke hun dør af det og bare ligger i hendes seng død.. eller bare hun nu ikke falder og brækker halsen og vi bliver ringet op.. kan godt se at tankerne virker voldsomme når man skriver dem ned. Men det påvirker ikke min hverdag. Gør som dig, trækker vejret og navigerer i det, korrigerer min tankegang og kommer videre. Nogle få gange har jeg måtte handle på det. Stået op og tjekket vejrtrækning. Ringet en ekstra gang. Forsikret mig om at hun kender reglerne osv. 

hvis du føler det tager overhånd var det måske en ide at snakke med en læge eller psykolog om det? Hvis det er angst kan det jo godt udvikle sig og lige pludselig fylde meget. 

SDD skriver:

Jeg har det som dig. Men har egentlig aldrig tænkt på det som angst. Blot mig som overtænker. Men ganske ofte kommer de tanker som fx bare nu ikke hun dør af det og bare ligger i hendes seng død.. eller bare hun nu ikke falder og brækker halsen og vi bliver ringet op.. kan godt se at tankerne virker voldsomme når man skriver dem ned. Men det påvirker ikke min hverdag. Gør som dig, trækker vejret og navigerer i det, korrigerer min tankegang og kommer videre. Nogle få gange har jeg måtte handle på det. Stået op og tjekket vejrtrækning. Ringet en ekstra gang. Forsikret mig om at hun kender reglerne osv. 

hvis du føler det tager overhånd var det måske en ide at snakke med en læge eller psykolog om det? Hvis det er angst kan det jo godt udvikle sig og lige pludselig fylde meget. 

Det er ikke som sådan fordi jeg føler det tager overhånd. Det er bare det der med at det konstant er der og man skal arbejde aktivt med det for at det ikke blusser op, hele tiden. Jeg kan ikke forhindre tankerne i at dukke op. Og det er netop fordi jeg er velbehandlet og har en kæmpe værktøjskasse fra mange år i terapi, at det ikke udvikler sig mere. For det har bestemt været invaliderende på mange planer. Nu er det mest bare træls. Jeg gad godt at det kunne forsvinde så jeg aldrig skulle forholde mig til det 

Anonym skriver:

Det er ikke som sådan fordi jeg føler det tager overhånd. Det er bare det der med at det konstant er der og man skal arbejde aktivt med det for at det ikke blusser op, hele tiden. Jeg kan ikke forhindre tankerne i at dukke op. Og det er netop fordi jeg er velbehandlet og har en kæmpe værktøjskasse fra mange år i terapi, at det ikke udvikler sig mere. For det har bestemt været invaliderende på mange planer. Nu er det mest bare træls. Jeg gad godt at det kunne forsvinde så jeg aldrig skulle forholde mig til det 

Sådan har jeg det også. Jeg har rigtig svært ved at acceptere at det er et livsvilkår for mig selvom jeg har lært at håndtere min angst langt bedre end før og har det ok, gør det ting jeg vil osv. Det er en sorg at give slip på ønsket om at alt var som før, men det bliver bedre og bedre ganske langsomt. Udadtil virker det til at jeg har det fint, men alting føles anderledes og det har krævet store anstrengelser og hårdt arbejde at nå hertil og jeg er indimellem bare så udmattet. Men man er bare nødt til at fortsætte. Du er ikke alene

Jeg prøver på ingen måde at underminere din oplevelse. Min pointe med det næste er, at rigtig mange mødre vil kunne nikke genkendende til de pludselige tankebilleder, du får. Det er mest almindeligt i ugerne efter en fødsel, og det er et naturligt indbygget alarmberedskab. Vi får glimt af katastrofer for at afværge dem. Ret vildt.

Men når man så sætter fast, ja, så er det jo angst. Jeg har brugt næsten en livstid på at holde min angst i skak. Det går okay, men der er dage, hvor det får sat sig fast. Den spirende angst forsvinder aldrig. For mig er den et livsvilkår: resultatet af at have mistet for mange mennesker som lille. En psykiater sagde engang til mig, at det måske var urealistisk at forvente, at det nogensinde kunne forsvinde helt - men i stedet glæde mig over de dage, hvor det nærmest intet fylder. Det prøver jeg på.

Angst er noget lort

Tak fordi i deler Det letter rigtig meget. Jeg kender ikke andre med angst, og jeg er vokset op med at jeg nok bare var et overfølsomt, hysterisk og overtænkende barn. Så der er ikke rigtig noget forståelse at hente. Jeg kan bestemt genkende det med at det er værre i ugerne omkring fødsel. Der er det stukket helt af for mig, og jeg har i alle graviditeter gået ved psykolog for ikke at falde ned i et stort sort hul af angst. Men det er efterhånden et år siden det var rigtig skidt og jeg har haft en lang periode helt uden anfald og uden katastrofetankerne, og ja så er de bare begyndt at piple lidt frem igen. Det er bare hårdt. Jeg må væbne mig med tålmodighed og nyde det gode vejr, for selvfølgelig vender det igen. Det går op og ned og har gjort det i mere end 20 år. Jeg tror bare jeg blev ramt at det der med at det nok aldrig forsvinder 100% men at jeg altid skal forholde mig til det med mellemrum.