Stemmer i hovedet

Anonym skriver:

Tak for ikke at få mig til at føre som en idiot. 

Faren siger at han vil bebrejde mig resten af livet hvis han går videre og der ikke er noget. Men jeg vil bare gerne have hun kan få så velfungerende et liv som muligt

 

Han siger hvis vi siger de og de siger det ikke er noget, hun så en dag slår en ned i byen, så vil de de tilbage på at hun en gang har sagt det.

Jeg mener ikke en arbejdsgiver går tilbage i en sundhedsjournal ser nå hun har en gang saht hun hører stemmer men lægerne siger der ikke er noget, så hende ansætter jeg ikke. 

Men for han blander jeg mig i for meget nu med hende, fordi kommunen ikke mener hendes 10 årige storesøster er et problem. Hende på 8 kommer tidligt i seng fordi hun har behov for meget søvn, så derfor skal hun styre tv og have alt opmærksomhed til hun sover ( han skal sidde ved hende til hun sover) så før den time hun skal bruge på at falde i søvn og sove før han kan gå har hun 2 - 2,5 time plus en time til spisning sammen. 

Men jeg mener ikke det er sundt for en der lige er fyldt 10at lærer hun kun kan bruges når hendes søster ikke længere er der. Eller er jeg den eneste der tænker hun for et had og ønske om ikke at være her hvis det fortsætter når hun er ældre

Når hun er voldelig så ofte, mener jeg heller ikke, at man bare kan se tiden an. Uanset om det er stemmer eller noget andet, så tyder vold så ofte fra en 8-årig på, at der er noget galt. Det virker dog til at skolen er opmærksom på hende, så de gør noget, men jeg ville som forælder også selv reagere.

Hvis man går videre, og det viser sig, at der ikke er noget, så er det da en god ting. Det giver da ikke noget stempel, at man som 8 årig har været undersøgt og især ikke, hvis undersøgelsen konkluderer, at der ikke er noget.

Hvis han er bange for stempler, så skulle han måske overveje, at andre forældre til børnene i klassen og dem som volden går ud over, formentlig allerede stempler jeres familie. Selv om de ikke burde gøre det, vil jeg gætte på, at der allerede er snak i krogene om, at der må være noget galt i jeres familie og, at hun måske oplever vold derhjemme. Det kan jeg i hvert fald se, at de sker på vores skole, hvor der er 2 drenge, der laver noget ballade og det er slet ikke så slemt, som det du beskriver. 

I forhold til et kommende arbejde vil det også være bedre at reagere nu. Arbejdsgiver har ikke adgang til medarbejdernes og ansøgeres sundhedsdata, så denne vil aldrig finde ud af, at hun som 8 årig har hørt stemmer medmindre hun selv vil dele det. Jeg sidder bl.a. med databeskyttelse i mit job, så jeg ved, at vi ikke må bede om sundhedsoplysninger på vores medarbejdere og ansøgere. 

Det vil være langt værre for hendes muligheder for at få arbejde, hvis volden ikke stoppes, da det kan ende med en plet på straffeattesten, når hun når den kriminelle lavalder, og arbejdsgiver må gerne bede om se ansøgeres straffeattest. 

Jeg forstår dig godt. Og jeg synes du er en dejlig bonusmor der tænker på og bekymrer dig om dit bonusbarn. Bliv ved med det, trods modstanden. 

Det kan være sårbart for forældre at indse, hvis ens barn har problemer. Og nogle har det med at blive ved med at skubbe problemerne væk, i håb om at de ændrer sig. 

Der mangler lidt mere information: 

1. Har I/forældrene talt med lærerne? 
2. Hvordan er barnet på hjemmefronten?

3. Hvor længe har forældrene været skilt? 
4. Den støttelærer der er kommet på klasse , er det udelukkende pga. dit bonusbarn? 

5. Hvordan fungerer barnet ellers socialt? Venner, familie osv? 

Det er vigtigt at få hjælp tidligt, hvis der er et reelt problem. Men det er også vigtigt at være varsom for ikke at gøre pigen “bange” og måske sætte nogle unødige tanker og følelser i værk hos hende.
Men det er helt sikkert vigtigt at I samarbejder og er opmærksomme og selvfølgelig griber ind, hvis det begynder at gå voldsomt i den forkerte retning. 

Hvis du virkelig er seriøst bekymret, så er det her ikke det rigtige sted, ring til psykiatrien og bede om vejledning, hvis du frygter en diagnose, og hvad du kan gøre som pårørende, som ikke er forældre til barnet.

Men ha' også i baghovedet, at børn også siger og gør ting for at få opmærksomhed, selvom opmærksomheden er negativ.

Anonym skriver:

Hvis du virkelig er seriøst bekymret, så er det her ikke det rigtige sted, ring til psykiatrien og bede om vejledning, hvis du frygter en diagnose, og hvad du kan gøre som pårørende, som ikke er forældre til barnet.

Men ha' også i baghovedet, at børn også siger og gør ting for at få opmærksomhed, selvom opmærksomheden er negativ.

Nope - et barn på 8 fortæller altså ikke om stemmer i hovedet for af då opmærksomhed. De ka lyve .. men set er altså ikke normalt at lyve om stemmer. Og det er koblet med vold, hun ikke kan huske.

Jeg har selv skizofreni og jeg synes, uden at male fanden på væggen, at I skal gøre noget. Jeg ville selv ønske, at jeg havde fået hjælp som barn. Desværre var jeg, i modsætning til din datter, indadvendt. Især når din datters adfærd går ud over andre, synes jeg i høj grad, at der skal støtte på banen. 

Jeg prøver at snakke med ham om at arbejdsgiver ikke kan se det, og det jo er for at hjælpe hende med at stoppe det

Hun fungere okay her hjemme men har behov for meget opmærksomhed, irriteret på andre hvis hendes far hygger med søsteren 

Hun er først begyndt på vold her for nyligt, i andet end småting jeg ikke selv tænkte mere over men nu slå Hun uden grund, og det er først efter det er kommet skolen siger de sætter lærer mere ind 

Hendes mor vil vente i en 3 måneder hvis piger ikke siger det ofte vil hun ikke stemple hende for hun er socialrådgiver og mener det vil stemple hende gor livet 

Faren råber ad mig mener jeg siger det fordi jeg vil af med hende. Jeg ønsker virkelig bare hun for en lys fremtid og kan klare sig selv og da hendes sagsbehandler i kommunen mener man ikke må sige hun er forkert. Er dette det samme. Han mener heller ikke sagsbehandleren skal vide at hun hører stemmer 

Jeg ved ikke hvad der er det rigtige i det her tilfælde men jeg kan godt huske din tidligere tråd omkring at du synes den yngste fylder for meget og at faren lader det ske. Der tænkte jeg over at jeg synes det lød som om du var meget negativt indstillet overfor den yngste… Du skal i hvert fald bare være helt sikker inderst inde på at du ikke ubevidst går rundt med en modstand overfor hende som kunne påvirke hvad du tænker i den her situation. Hvis hun hører stemmer er det jo helt tydeligt at hun har det virkelig svært og derfor har hun måske især brug for ekstra omsorg for faren. Ikke at den ældste skal glemmes selvfølgelig. 

Nu siger du at faren råber af dig. måske skal du trække dig helt ud af den her problemstilling og lade forældrene gøre hvad de synes er bedst for pigen. Han skal selvfølgelig ikke råbe men det må være et udtryk for at han føler du overskrider nogle grænser. Lige i en situation som den du beskriver ville jeg altså også gerne at det var mig som forælder, sammen med den anden forælder, der traf de beslutninger der skulle tages og jeg ville føle mig meget presset hvis jeg følte, at du satte mit barns fremtid på spil ved at handle uden om de beslutninger. Men kan godt forstå at det må være en svær situation for dig (jer alle egentlig) at stå i. 

Jeg ved ikke hvad der er det rigtige i det her tilfælde men jeg kan godt huske din tidligere tråd omkring at du synes den yngste fylder for meget og at faren lader det ske. Der tænkte jeg over at jeg synes det lød som om du var meget negativt indstillet overfor den yngste… Du skal i hvert fald bare være helt sikker inderst inde på at du ikke ubevidst går rundt med en modstand overfor hende som kunne påvirke hvad du tænker i den her situation. Hvis hun hører stemmer er det jo helt tydeligt at hun har det virkelig svært og derfor har hun måske især brug for ekstra omsorg for faren. Ikke at den ældste skal glemmes selvfølgelig. 

Nu siger du at faren råber af dig. måske skal du trække dig helt ud af den her problemstilling og lade forældrene gøre hvad de synes er bedst for pigen. Han skal selvfølgelig ikke råbe men det må være et udtryk for at han føler du overskrider nogle grænser. Lige i en situation som den du beskriver ville jeg altså også gerne at det var mig som forælder, sammen med den anden forælder, der traf de beslutninger der skulle tages og jeg ville føle mig meget presset hvis jeg følte, at du satte mit barns fremtid på spil ved at handle uden om de beslutninger. Men kan godt forstå at det må være en svær situation for dig (jer alle egentlig) at stå i. 

Fuldstændig enig! 

Back off engang De er forældrene, moderen er tilmed socialrådgiver, hun ved særligt rigtig meget om, hvornår man bør bekymres, hvad der skal gøres og hvorfor. Hun er uddannet i psykologi og børnepsykologi. At hun har den baggrund får mig kun til at være mere sikker i min sag. Du skal simpelthen lade de respektive forældre tage sig af dette. Du har tydligevis givet din mening til kende, det er også rigtigt at gøre, det bør du som en omsorgsfuld bonusforælder, og nu skal du ikke gøre meget mere, end du plejer  

Derudover bekymrer ovenstående svar mig lidt, for jeg husker nemlig også den tråd. Og hvis du er afsender på den tråd, så skal du give plads til denne her lille pige, hun har brug for sin far og ekstra omsorg. Jeg kender til stribevis af "bonus"mødre, som netop har været enormt jaloux på deres bonusbørn, særligt pigebørn, og det er skrækkeligt. Håber ikke det gør sig gældende, men det kunne lyde sådan i den gamle tråd, som her omtales.

Vh en socialrådgiver!

Fuldstændig enig! 

Back off engang De er forældrene, moderen er tilmed socialrådgiver, hun ved særligt rigtig meget om, hvornår man bør bekymres, hvad der skal gøres og hvorfor. Hun er uddannet i psykologi og børnepsykologi. At hun har den baggrund får mig kun til at være mere sikker i min sag. Du skal simpelthen lade de respektive forældre tage sig af dette. Du har tydligevis givet din mening til kende, det er også rigtigt at gøre, det bør du som en omsorgsfuld bonusforælder, og nu skal du ikke gøre meget mere, end du plejer  

 

Derudover bekymrer ovenstående svar mig lidt, for jeg husker nemlig også den tråd. Og hvis du er afsender på den tråd, så skal du give plads til denne her lille pige, hun har brug for sin far og ekstra omsorg. Jeg kender til stribevis af "bonus"mødre, som netop har været enormt jaloux på deres bonusbørn, særligt pigebørn, og det er skrækkeligt. Håber ikke det gør sig gældende, men det kunne lyde sådan i den gamle tråd, som her omtales.

Vh en socialrådgiver!

Medicin tager 6 år ca. Uddannelsen til psykiater tager seks år efter endt lægeuddannelse. Sammenlagt 12 års uddannelse på universitetsniveau +.
Alt ære og respekt for socialrådgivere men de ved altså ikke nok omkring psykiatriske problematikker til at kunne rådgive ved stemmer man hører. Det er en mellemlang uddannelse på 3 1/2 år.
Hvis du går til egen praktiserende læge og fortæller om stemmer sendes du meget hurtigt videre til en speciallæge i psykiatri…. Han/ hun vil ikke røre ved psykiatriske problemer. Og det skal en socialrådgiver altså heller ikke. 

Er selv psykolog (5års uddannelse kun om psyken og problematikker og normalitet i den forbindelse) - jeg ville heller ikke røre ved det men sende videre. 

Jeg synes det er rigtig fint du er bekymret og siger din mening! Og jeg ville blive ved med at presse på far, så hun kan blive undersøgt. Som en anden skriver jo tidligere jo bedre. Og hvis det viser sig, at der ingenting er - er det jo så fint. En arbejdsgiver vil da ALDRIG nogensinde se en sundhedsjournal, har da aldrig hørt lignende  

Man kan ikke modtage for meget hjælp, og det lyder som, at hun ikke er helt okay. Uanset hvad det så end er. Held og Lykke  og du lyder som en go bonusmor.