Hvordan holder jeg ved det er slut.

Jeg har været kærester med ham i 2 år vi flyttede sammen i november.

Jeg har 2 børn på hhv 7 år og 9 år som kun er ved deres far hver anden weekend.

Han har 2 børn på hhv 9år og 12år den 12årig ser vi ikke rigtig den 9årig køre vi 7×7 med hvilket er min fortjeneste og ved han nok mister det når jeg flytter.

Han har nogle psykiske problemer nået angst i behandling og tyr desværre til alkohol hvilket ofte forvære det inden mig drak Han hver dag. Nu er/var han stoppet helt men er igen begyndt at falde i(når vi ikke har børn ) og han bliver ubehalig og ligeglad kan give episoden fra igår.

Jeg er blevet syg med feber smerter i kroppen og kaster op. Han vælger at køre ud til en ven kl 14 siger han ikke vil drikke ringer til ham kl 20 da jeg gerne vil til lægen og han har min bil han ligger på svare ikke på mine beskeder og kommer pisse fuld hjem kl 21.40 han har ikke sport ind til mig en eneste gang tros jeg lå og græd i smerter da han kørte. Siger han skal lade mig være da han kommer hjem han råber jeg går ud og kaster op igen igen hvor han står på den anden side af døren og kalder mig en hypokonder og jeg kun kaster op fordi jeg føler mig presset og så den samme smøre om jeg bare ikke kan tåle jeg ikke kan styre ham. (Han har slået mig op af væggen i fuldskab 1 gang så er ikke tryk ved ham)

Det siger han hver gang og undskylder så efter et par dage men jeg gider ikke samle ham op igen denne her gang  han viser jo han er ligeglad med mig når jeg kaster op og er syg. Men forventer jeg konstant tager med ham til lægen og er der for ham og jeg gider ikke mere ! 

Det der holder mig tilbage er børnene min bonus elsker mig og mine børn elsker ham de er meget glade for ham han drikker jo ikke når de er der og det kommer til at ødelægge dem at skulle flytte fra det hele igen. Jeg hader det her min ældre datter har det svært i forvejen og min yngste trives enlig og har fået taget lidt på.

Men jeg orker ikke flere af de her tilbagefald han har gang i. Altid at skulle være bange for at få en fuld kæreste hjem der er dum at høre på altid at have ondt i maven.

Hvordan griber jeg det her an hjælp. Jeg elsker ham jo men må passe på mig selv nu 

Hvis du er bange for ham skal du gå. Hvis han er på vej ud af den vej igen så bliver det kun værre.  

held og lykke med det hele. 

Det er også rigtig fint at dine børn er glade for ham, men de er ikke store nok til at forstå hvor uhyggeligt det er med sådan en mand i huset. Der er sikkert en grund til at han mister sin 7/7 når du går, og det bør han absolut også efter min mening. Du skal omdefinere, hvad der kommer til at "ødelægge dem" - for det bliver ham, der gør det på den lange bane. At I flytter igen kan give en reaktion ja, men det kan rettes op.

Jeg tror ikke på det dér ikke bliver gradvist værre, og du skal absolut være møg bange for ham. Han tåler slet ikke alkohol, om der så er børn til stede eller ej. Det er da fint nok at han ikke drikker når de er der for at beskytte dem, men det samme burde han gøre for dig. Han ved udmærket godt hvordan han bliver når han er fuld. Der er ingen undskyldninger.

Du skal absolut væk efter min mening, du kan formentlig desværre ikke redde hans børn, men du bliver nødt til at redde dig selv og dine egne. Vi må håbe hans børn har en god mor der kan træde til, ellers må du lave en underretning. Efter min mening er det enten behandling og nul tolerance for alkohol i alle mængder og af alle typer, ellers er du væk med dine børn.

Beklager hvis mit svar er hårdt, det er ment som et kærligt spark

Anonym skriver:

Det er også rigtig fint at dine børn er glade for ham, men de er ikke store nok til at forstå hvor uhyggeligt det er med sådan en mand i huset. Der er sikkert en grund til at han mister sin 7/7 når du går, og det bør han absolut også efter min mening. Du skal omdefinere, hvad der kommer til at "ødelægge dem" - for det bliver ham, der gør det på den lange bane. At I flytter igen kan give en reaktion ja, men det kan rettes op.

Jeg tror ikke på det dér ikke bliver gradvist værre, og du skal absolut være møg bange for ham. Han tåler slet ikke alkohol, om der så er børn til stede eller ej. Det er da fint nok at han ikke drikker når de er der for at beskytte dem, men det samme burde han gøre for dig. Han ved udmærket godt hvordan han bliver når han er fuld. Der er ingen undskyldninger.

Du skal absolut væk efter min mening, du kan formentlig desværre ikke redde hans børn, men du bliver nødt til at redde dig selv og dine egne. Vi må håbe hans børn har en god mor der kan træde til, ellers må du lave en underretning. Efter min mening er det enten behandling og nul tolerance for alkohol i alle mængder og af alle typer, ellers er du væk med dine børn.

Beklager hvis mit svar er hårdt, det er ment som et kærligt spark

Har selv givet ham det ultimatum og så stoppede han helt med at drikke i flere måneder så faldt han i efter en enkelt øl for nogle måneder siden. Han sagde undskyldte bag efter og sagde han ikke ville drikke mere da han jo godt kunne mærke han blev ligeglad med alt og sådan ønskede han ikke at være. 

Den her uge har han bare øget tirsdag 1 øl onsdag 2 øl lørdag 4 øl igår ekstremt mange og ja det sker jo igen og igen det værste er næsten at han havde min bil og ignorere mine opkald selv om han vise jeg lå syg alt skal altid handle om ham konstant.

Ved det bliver svært at gå men der er så mange der har sagt mange gange at jeg skal gå nu venter jeg på der dukker en bolig op i byen og så flytter jeg vil ikke rykke børnene før der er en fast base til dem  

Så må han samle sig selv op ved han går ned på det og bliver sikkert også indlagt på p 

Anonym skriver:

Har selv givet ham det ultimatum og så stoppede han helt med at drikke i flere måneder så faldt han i efter en enkelt øl for nogle måneder siden. Han sagde undskyldte bag efter og sagde han ikke ville drikke mere da han jo godt kunne mærke han blev ligeglad med alt og sådan ønskede han ikke at være. 

Den her uge har han bare øget tirsdag 1 øl onsdag 2 øl lørdag 4 øl igår ekstremt mange og ja det sker jo igen og igen det værste er næsten at han havde min bil og ignorere mine opkald selv om han vise jeg lå syg alt skal altid handle om ham konstant.

Ved det bliver svært at gå men der er så mange der har sagt mange gange at jeg skal gå nu venter jeg på der dukker en bolig op i byen og så flytter jeg vil ikke rykke børnene før der er en fast base til dem  

Så må han samle sig selv op ved han går ned på det og bliver sikkert også indlagt på p 

Rigtig godt gået, og en super idé at vente på en fast base han skal tydeligvis have noget hjælp. 

Jeg er sikker på du kommer til at føle en stor lettelse når det hele er på plads. Håber han holder sig ædru indtil du er væk så du ikke skal igennem en tur mere.

Anonym skriver:

Rigtig godt gået, og en super idé at vente på en fast base han skal tydeligvis have noget hjælp. 

Jeg er sikker på du kommer til at føle en stor lettelse når det hele er på plads. Håber han holder sig ædru indtil du er væk så du ikke skal igennem en tur mere.

Mange tak det håber jeg at jeg får følelsen at lettelse på et tidspunkt. For lige nu gør det bare ondt. Men det er ikke insbetydene med det ikke er det rigtige har jo sagt jeg ville gå fra ham 10+ gange så venner og familie tror ikke på det mere og det kan jeg godt forstå  det er bare nemt at give efter når man jo elsker ham og ved hvor galt det kommer til at gå når jeg først siger stop. Vi har slet ikke snakket sammen idag overhovedet  

Man skal altid prøve at se det udefra. Hvis dine børn en dag kom og sagde de var i er usundt forhold eller hvis en ven veninde er, hvad ville du så råde dem til? Det er hjerteskærende hvad du affinder dig med uanset om børnene er glade for ham. Men tænk på at de vokser op og ser og lærer at det er sådan kærlighed skal være. 

Minime2018 skriver:

Man skal altid prøve at se det udefra. Hvis dine børn en dag kom og sagde de var i er usundt forhold eller hvis en ven veninde er, hvad ville du så råde dem til? Det er hjerteskærende hvad du affinder dig med uanset om børnene er glade for ham. Men tænk på at de vokser op og ser og lærer at det er sådan kærlighed skal være. 

Ja det er selvfølgelig rigtig nok det er bare svært når man selv står i det.

Han mener stadig det er mig der skabte mig og han bruger undskyldningen at han bare havde brug for luft han gad ikke høre mere på sygdom (det var jo ikke ham det handlede om )  og det gør det okay at ignorere mine opkald og drikke sig fuld igen. Han kan ikke forstå at jeg ikke vil mere og truer med at fortælle mine unger hvorfor jeg sover et andet sted. 

Håber der snart dukker en bolig op