Skilsmisse, bekymret for deres fremtid

Hej med jer

Vi er desværre i den situation at vi skal skilles. I morgen fortæller vi børnene det (to piger på 4 og 5 år) og så flytter jeg i næste uge. Vi var enige om skilsmissen som desværre er det rigtige og selve det vil jeg ikke gå ind i med detaljer. Kan dog nævne at vi ikke er uvenner, vil gøre ALT for et godt samarbejde, sætte børnenes tarv først - og så flytter jeg 2 km væk. Jeg kommer til at ha dem hver 2. weekend og hente 1 gang om ugen i børnehave i hver uge, i første omgang. Og så drøfter vi en 10/4 ordning når de kommer i skole, men igen alle beslutninger tager vi ud fra og tilretter efter hvad vi tænker er bedst for dem.

Der jeg vil hen med indlægget, er at jeg fuldstændig ødelagt af dårlig samvittighed, skam og skyldfølelse overfor mine to elskede piger. Jeg har så ondt af at de skal vokse op som skilsmissebørn og ikke i en kernefamilie med mor og far under samme tag. Jeg har læst så mange dårlige historier, så meget om deres trivsel som vil være dårligere end børn i kernefamiliers, at de altid skal leve med skift og savn af den ene forældre. Det har jeg det fuldstændig forfærdeligt med og sidder og tænker om det nogensinde skal blive godt for mine piger. Om de kommer til at huske tilbage på/have en god og glad barndom, eller om det her kommer til at fylde og overskygge så meget. Det er et helt forfærdeligt ansvar at ha på sine skuldre når jeg satte børn i verden for at de skulle trives og glade - og ikke for at gøre dem ondt.

Jeg vil ikke helt hvor jeg vil hen med det her, måske til dels at få andre øjne på det. Blive betrygget i at livet godt kan blive godt for pigerne? Hører om der virkelig ikke findes gode historier derude? om andre har haft samme følelser? Eventuelle indspark fra jer der har haft en opvækst som "skilsmissebørn" - har den været god alligevel? Og hvis den har hvad gjorde den så god? Eller har jeg ret i mine bange antagelser?

Sender tanker og kram. Tror ikke man kan sige at børn bliver ødelagt på den lange bane  af en skilsmisse så længe forældrene kan finde en god måde at samarbejde på. Til at starte med kan de måske blive påvirket af forandringerne. Men glade forældre er også gode forældre. Håber det hele går godt og at i vil overøse dem med kærlighed og vise dem at I er et team selvom I ikke længere er et par. 

Min søn blev mærket for livet også selvom vi havde et godt samarbejde og tog hensyn til ham. Det er da en kæmpe ufrivillig livsomvæltning og det er børnene der betaler den største pris uanset hvad. men det er da hellere ikke sund for børnene at hører og mærke en dårlig relation i hjemmet 

Børn reagere på forskellige måder lige mange hvad de kommer til og oplever i livet jeg tro det det beste man kan det er at møde det enkel barn ved at sætte sig ind i barnet følelser og oplevelser, og ikke mens vise dem at det er helt okay at tænke og føle som de nu gør.

Mine forældre blev selv skilt da jeg var 6 år og jeg tænker mere det var min mors alkohol misbrug og uvisheden om min mor nu kunne klar at jeg kom hjem fra min far eller min ophold hos min far blev forlænge fordi min mor ikke kunne overskude at jeg   kom hjem som aftale end det var noget med skilsmisse af gøre for da jeg flytte hjem til min far og fik en stabil hverdag så huske jeg det som en tryg barndom derfra.

Min ældste søn blev delebarn da han var 15 mdr. Men han har boet ved mig primært og været ved far hveranden weekend og een hverdag indtil han startede i skole (der var jeg flyttet 15 km væk). Han kan jo ikke huske at det har været anderledes, men han har tidligt lært at tilpasse sig, for det er meget forskelligt hos hans far og hos mig. Hans far har været ret ustabil i perioder Men han har heldigvis et par fantastiske farforældre som har været der og været medvirkende til at samværet har været opretholdt.

Generelt har vi haft et ok samarbejde men jeg har været irriteret ret tit på hans far over at han ikke har prioriteret sin søn hverken i arbejdsvalg eller i “hverdagen”. Men det kan jeg jo ikke ændre.

Det er blevet bedre jo ældre vores søn er blevet. Han er 16 1/2 år nu. Vi holdt konfirmation sammen fuldstændigt uden problemer, men har altid holdt fødselsdag for ham hver for sig. 

Han sagde for et par år siden han slet ikke kunne forestille sig at hans far og jeg var sammen eller havde boet sammen …

Han er en meget empatisk, “easygoing” ung mand som egentlig er rigtigt god til at “udytte” forskellene på hans to familier. Og i dag er han hos mig i hverdagene og bestemmer egentlig meget selv mht weekenderne.

Det blev lidt langt men bottom Line: det skal nok gå! Dine er jo lidt større end min var og forstår mere og bliver nok også mere ked af det end han gjorde (han forstod det jo slet ikke) men det bliver godt igen!

Det eneste du skal have skrevet dig bare øret er at reaktion fra ungernes side kan komme sent. En fra min søns klasse reagere først efter 1.år. Der gik det ligesom op for ham. Og der havde de en 7 7 ordning som jeg husker det. 

Noget andet er at børn idag kan finde støtte i hinanden da de nok ikke er de eneste i klassen. 

Jeg har ikke tal på de gange vi ikke er blevet spurgt henkastet hvornår vi skulle skilles hvem der fik huset og bilen. Da mange fra klassen er blevet det. 

Tak for de foreløbige svar. Det er rigtig rart og brugbart med råd, synspunkter og historier. 

Tager hjertens gerne imod flere input og historier fra både dem der har haft en barndom med skilte forældre, og jer der har “delebørn”. 

Hvordan finder man frem til at det er det rigtige at blive skilt.  Går selv med tankerne men kan ikke bære at vores lille dreng ikke skal have os sammen som familie. Det fungerer ikke herhjemme og  Det gør så ondt. Og det er så ulykkeligt at der er ikke er noget “os” mere.

Jeg hæfter mig ved at det lyder til I er indstillet på et godt samarbejde, du og far. Og det er det allervigtigste i min bog for at det nok skal blive godt.

Mine forældre blev skilt da jeg var 8 år. Jeg kan huske min mor græd og jeg gemte mig på mit værelse med mine søskende når de skændtes. De snakkede enormt dårligt sammen og om hinanden, der var altid dårlig/underlig stemning når vi blev hentet/afleveret hos den anden, de var uenige om ferier. 

Jeg var meget påvirket af skilsmissen i mange år, og da jeg kom i gymnasiet gik jeg til psykolog fordi det fyldte så meget.

Først efter flere år kunne de tale ordentligt sammen igen. I dag er jeg i 30erne og de er begge gift igen. Jeg kan sagtens invitere dem begge med partner til fødselsdag osv. og de hygger sig allesammen, vi har endda holdt jul sammen alle for første gang nu her efter min mand og jeg har fået børn. Det er først efter jeg selv er blevet voksen at skilsmissen er landet et ok sted inden i mig.

Jeg tror sagtens skilsmisser kan fungere uden at børn tager skade. Det allervigtigste er at I viser børnene I stadig har tillid til hinanden og holder af hinanden og aldrig lader der være dårlig stemning, det kan børn mærke. Kommunikér og tal aldrig dårligt om hinanden overfor børnene. Så skal det hele nok gå.

Mine forældre blev skilt da jeg var 8. Det der betød noget for mig var, at min mor (og os tre piger) flyttede lidt længere ned af vejen fra hvor min far boede. 

Vi kunne derfor løbe mellem husene som vi ville, og selv om mine forældre helt sikkert ikke var de bedste venner, så var det aldrig tydeligt for mig. De kom stadig hos hinanden. Min far kom og spiste, vi holde fødselsdage sammen og der gik et par år, før vi fejrede to juleaftener. 

Det er så vigtigt, at I kan tale sammen, og at I taler ordentligt om hinanden. At I stadig kan være i hinandens selskab, og at børnene føler sig trygge ved at tale om den anden forælder.

jeg havde nogle gange en følelse af, at det var synd for min far, fordi han så os så lidt, men hvis han var hjemme, så løb vi bare over til ham og var det er par timer. Jeg tror, man skal passe på med at lade det være for opdelt i starten og høre på, hvad barnet synes. Måske vil de gerne være mest hos mor, måske både hos mor og far, måske vil de gerne over til far et par timer en hverdag osv. Tal med hinanden, så skal det nok gå.