En dumdristig beslutning?

shit. Jeg er blevet gravid. Igen. 
vi har en dejlig dreng på 4 år. Og jeg tror hele tiden, vi har tænkt, at hvis vi skulle have endnu en, så skulle det være inden førstebassen blev for gammel. Men første gang vi har sex tæt på ægløsningen er den der bare. To streger. Jeg begyndte at tude. Kunne pludselig slet ikke rumme det. 

Første gang var jeg i tvivl. Men jeg fortryder intet. Vores dreng har seriøst været den nemmeste. Sovet igennem altid. Været glad for vuggestue og børnehave. Været god til at blive passet. Virkelig et drømmescenarie. 

Jeg har simpelthen så svært ved at se hvad der er rigtigt lige nu. Timingen er dårlig. Jeg har ikke noget arbejde og jeg er i begyndelsen af min karriere. På den anden side - timingen er jo altid dårlig. Men jeg har simpelthen nogle dage hvor jeg tænker “selvfølgelig skal vi have en til!” Og andre dage, hvor jeg tænker “fuck, nej!”. Og så er jeg simpelthen så pisse træt. Det gør det måske også svært at overskue. Jeg har aldrig været så meget i tvivl om noget. 

i forvejen er jeg slet ikke særligt børneagtig. Jeg hader at være på legeplads eller at lege med Paw Patrol (det er seriøst fanden, der har skabt det lort). Altså, det er ikke fordi jeg ikke er nærværende. Kan bare meget bedre lide at lave ting, der også stimulerer mig. Fx tegne, læse bøger, lave mad sammen, gå i teater. (Altså alt sammen med mit barn). 

Nå, men altså. Jeg ved jo godt, I ikke kan svare på, hvad der er det rigtige. Men har I nogensinde stået med følelsen af, at I ikke ved, om I bliver en bedre eller en dårligere forældre af at få et barn til? 

Ej, og så i øvrigt sagde min mor i går, at nu kunne vi da godt sælge vores puslebord. Den ramte mig faktisk ret hårdt. Selv min mor tror ikke, jeg skal have flere børn.

Du får lige en virtuel krammer her.

Jeg ville give mig selv ro til at overveje hvad jeg vil, du behøver ikke haste en beslutning igennem.

Det lyder som om der er både for og i mod, og hvis du bliver ked af det når din mor nævner at sælge børnetingene, lyder du ikke helt færdig med at få børn.

Snak med din mand, og giv jer selv en uge til at tænke over det, og snak igen..

Jeg er sikker på at I kan finde en løsning sammen på hvad I skal.. Kram til dig

Ja med nr. 3...

jeg tudbrølede da den var positiv for det var bare ikke det jeg havde tænkt der skulle ske...

jeg har stadig dage hvor jeg tænker at det ville have været bedre ikke at have fået ham.. ikke fordi han ikke er fantastisk og nem men fordi det væltede en del rundt ellers...

det tog mig nok en 3 måneder førend jeg egentlig var 100 på at jeg ville beholde... også selvom det ville blive hårdt på alle kanter...

ældste og mellemste havde hver deres udfordrende fase, ingen af os i arbejde og ingen udsigt til det i den nærmeste fremtid, en lejlighed der føltes for lille bare til os 4...

der er ting jeg ville gøre anderledes hvis jeg kunne tage tilbage da jeg har lært rigtig enormt meget undervejs.. men jeg tror stadig jeg ville vælge at beholde hvis jeg stod i det igen...

Præcis samme historie med vores nr2 her. 

Vi boede i en 2 værelseslejlighed som vi i lang tid havde forsøgt at sælge. Jeg havde et dårligt job ( som senere opsagde mig da de fandt ud af at jeg var gravid) og var slet ikke begyndt på en form for karriere. 
Men børn kommer altid på dårlige tidspunkter haha. 

Det hele løser sig altid. Og ja det er hårdt med to. Mega hårdt. Men det bånd de har sammen er det hele værd. 

Men altså, jeg har skrækslagen da jeg stod med den positive test - alle tanker gik igennem. Men vi havde jo smidt præventionen af en grund. 

Åh tusinde tak for jeres svar. Det er så godt at læse. Shit et dilemma. Tak, fordi I deler de lidt hårde tanker. Bliv endelig ved! Synes virkelig ikke, jeg har nogen i mit netværk at spejle mig i. Alle er så pisse fornuftige hele tiden.

Altså jeg har lige født nr to, og det er så utrolig dårlig timet. Vi har hele tiden snakket om at vi ville have en mere og ikke for mange år imellem, men det var bare ikke lige det bedste tidspunkt.

Jeg var ansat i tidbegrænset vikariat da jeg blev gravid og to uger senere stod min kæreste uden job. Jeg blev ledig i januar og han har først fået job nu. Derudover blev vi jo ramt af energikrisen i efteråret og har virkelig kæmpet med økonomien.

Så det har været mega stress og hårdt.

Derudover synes jeg det har været rigtig svært at vide at man ikke vil kunne have den største i centrum mere og give ham al opmærksomheden. Der har virkelig været meget tvivl og dårlig samvittighed. Men jeg er sikker på at det hele nok skal gå og de vil få så meget glæde af hinanden senere hen

Jeg kan selvfølgelig ikke sige hvad du skal gøre, men ville bare sige at selv om timingen føles elendig og der er en masse tvivl og usikkerhed, så behøver det ikke betyde det er forkert. Tror det er meget naturligt at gå med de tanker du går med. 

Med nummer tre…. Shit en en mavepuster. Mine ældste var på det tidspunkt næsten 4 og 7. Jeg var aldrig helt tryg i graviditeten. Men en abort var utænkelig - jeg ville aldrig ha tilgivet mig selv, fordi jeg ville ha tænkt på den baby jeg ku ha haft, fødselsdage, osv…… 

idag er han 5 og jeg kan jo naturligvis ikke forestille mig alternativet. Hvis du har den mindste lyst, så ville jeg beholde. 
men biting er jo, at det selvfølgelig er en gave med en søskende  

kæmpe kram til dig - det er bare en hård situation man ikke kan komme ud af, uden at skulle tage en kæmpe beslutning. 

ønsker dig det bedste! 

Min nr. 2 blev også en overraskelse! Vi vidste, at vi skulle have nr. 2 før eller siden... bare ikke lige så hurtigt!

Jeg gik igennem graviditeten med virkelig blandede følelser - og ligesom dig, så var jeg glad og glædede mig det ene øjeblik og det næste, kunne jeg slet ikke overskue det. Hvor jeg med min første hver dag havde siddet og læst: "nu er din baby på størrelse med et solsikkefrø", så fyldte det slet ikke lige så meget med nr. 2.

Og ja, da han blev født blev alt vendt op og ned. Indrømmet: det første års tid var drøjt. Storebror var også kun 2 år.

Men nu, hvor de begge går i børnehave, så er lillebror seriøst det bedste "uheld", der nogensinde er sket for mig. Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden ham - han er det bedste lille livsstykke.

Så - ja - det er nok aldrig helt nemt!