Føler mig fanget

Jeg er meget igang med arbejde, huslige pligter osv, så derfor bliver jeg jo også hurtig naturlig træt og har brug for at hvile mig/tage en lille lur nogle gange. 
Det må jeg ikke for min kæreste. Han truer med, at så vil ikke være sammen med mig seksuelt osv fordi han bryder sig ikke om at se mig “dovne” den af og bare ligge. 
Jeg kommer sådan i et dilemma med mig selv, for jeg mener ikke, at han kan tillade sig at bestemme sådan over mig og true om dit og dat. På den anden side så er det altså ikke rart at være så træt og skulle tvinge sig selv vågen hvis man bare virkelig gerne vil og har brug for hvile… så hvis jeg bare gør det er jeg skyld i, at vi bliver uvenner og børnene skal høre på det

Info så har vi været sammen siden 2006 og har 2 børn sammen. Jeg har mange gange overvejet at gå fra ham, men jeg har ikke modet, netværket eller troen på mig selv til at jeg tør tage springet… 

Hvis jeg holder ved mine meninger osv. så bliver han meget sur på mig og det er heller ikke rart. Jeg føler mig derfor fanget nogle gange hvilket han godt ved og han ved også godt, at jeg har overvejet at gå fra ham.

Har han altid været sådan? Det lyder ikke sundt. Og du vil fortryde når du en dag bliver gammel at du lod dig tryne. 

Synes du eventuelt bruge mødrehjælpen til at finde ud af hvad og hvordan du skal gøre og om din kærestes adfærd er direkte psykisk vold. 

Anonym skriver:

Jeg er meget igang med arbejde, huslige pligter osv, så derfor bliver jeg jo også hurtig naturlig træt og har brug for at hvile mig/tage en lille lur nogle gange. 
Det må jeg ikke for min kæreste. Han truer med, at så vil ikke være sammen med mig seksuelt osv fordi han bryder sig ikke om at se mig “dovne” den af og bare ligge. 
Jeg kommer sådan i et dilemma med mig selv, for jeg mener ikke, at han kan tillade sig at bestemme sådan over mig og true om dit og dat. På den anden side så er det altså ikke rart at være så træt og skulle tvinge sig selv vågen hvis man bare virkelig gerne vil og har brug for hvile… så hvis jeg bare gør det er jeg skyld i, at vi bliver uvenner og børnene skal høre på det

Info så har vi været sammen siden 2006 og har 2 børn sammen. Jeg har mange gange overvejet at gå fra ham, men jeg har ikke modet, netværket eller troen på mig selv til at jeg tør tage springet… 

Hvis jeg holder ved mine meninger osv. så bliver han meget sur på mig og det er heller ikke rart. Jeg føler mig derfor fanget nogle gange hvilket han godt ved og han ved også godt, at jeg har overvejet at gå fra ham.

Hvad gør han i hjemmet?

Han skal ikke "true" dig. Det er ikke ok. 

I er nødt til at at have en snak, en alvorlig snak. For du skal ikke føle dig fanget, eller dårlig tilpas i forholdet og dine børn skal ikke se deres mor i den rolle. Så send unger, til bedsteforældrene eller andet så I kan have en god og ordentlig voksen snak. 

Og så må du gøre op med dig selv, om du kan blive i forholdet med ham, og ikke bare overveje det, men tage en beslutning. 

BAE skriver:

Hvad gør han i hjemmet?

Han skal ikke "true" dig. Det er ikke ok. 

I er nødt til at at have en snak, en alvorlig snak. For du skal ikke føle dig fanget, eller dårlig tilpas i forholdet og dine børn skal ikke se deres mor i den rolle. Så send unger, til bedsteforældrene eller andet så I kan have en god og ordentlig voksen snak. 

Og så må du gøre op med dig selv, om du kan blive i forholdet med ham, og ikke bare overveje det, men tage en beslutning. 

 

Han gør nærmest intet herhjemme…. 
Han går total i forsvar når jeg konfronterer ham, så jeg har “tabt den kamp” på forhånd  Han vil bare ikke lytte til hvad jeg har at sige. 
Jeg skal bare lære at blive mere stærk mentalt og ikke lade sex være noget hvor jeg føler mig bekræftet, elsket osv. for det ender altid med at jeg kommer “krybende” til ham og siger undskyld. Og det gør jeg, da jeg ikke kan holde ud at blive afvist og ikke mærke kærlighed fra ham. Jeg bliver total depri når han sådan “straffer” mig  og det ved han også godt.

Minime2018 skriver:

Har han altid været sådan? Det lyder ikke sundt. Og du vil fortryde når du en dag bliver gammel at du lod dig tryne. 

Synes du eventuelt bruge mødrehjælpen til at finde ud af hvad og hvordan du skal gøre og om din kærestes adfærd er direkte psykisk vold. 

Nej, sådan har han ikke altid været...

Anonym skriver:

Han gør nærmest intet herhjemme…. 
Han går total i forsvar når jeg konfronterer ham, så jeg har “tabt den kamp” på forhånd  Han vil bare ikke lytte til hvad jeg har at sige. 
Jeg skal bare lære at blive mere stærk mentalt og ikke lade sex være noget hvor jeg føler mig bekræftet, elsket osv. for det ender altid med at jeg kommer “krybende” til ham og siger undskyld. Og det gør jeg, da jeg ikke kan holde ud at blive afvist og ikke mærke kærlighed fra ham. Jeg bliver total depri når han sådan “straffer” mig  og det ved han også godt.

Han kører dig psykisk ned og behandler dig som en hjemmegående husmor. Vil du leve sådan resten af dit liv? At du skal gøre dig fortjent hans "kærlighed"?

Hvis din søster eller veninde fortalte dig om sin mand, der var på den måde, hvad ville du råde hende til?

BAE skriver:

Han kører dig psykisk ned og behandler dig som en hjemmegående husmor. Vil du leve sådan resten af dit liv? At du skal gøre dig fortjent hans "kærlighed"?

 

Hvis din søster eller veninde fortalte dig om sin mand, der var på den måde, hvad ville du råde hende til?

 

 

Han forventer ikke, at jeg gør diverse ting herhjemme…Det er noget jeg gør, men hvis jeg ikke gør det, så bliver det ikke gjort. 

Anonym skriver:

Han forventer ikke, at jeg gør diverse ting herhjemme…Det er noget jeg gør, men hvis jeg ikke gør det, så bliver det ikke gjort. 

 

Men så behandler han jo stadigvæk som husmor. At det er DIT job og ikke et fælles, når man er en familie. Og kalde dig doven, når du ikke gør det. Han gør det, fordi han kan. 

Anonym skriver:

Han forventer ikke, at jeg gør diverse ting herhjemme…Det er noget jeg gør, men hvis jeg ikke gør det, så bliver det ikke gjort. 

 

Du fortjener bedre.

Prøv engang at forestille dig, at dit barn om 20 år kommer hjem og fortæller, at hun/han lever i et forhold som det du gør. At hun lader sine grænser overskrides. At hun udsættes for trusler. At sex bruges som et våben mod hende. At hendes partner ikke deltager i hjemmet. At partneren udøver det som formentlig godt kan karakteriseres som psykisk vold mod hendes og at hendes børn, dine børnebørn, vokser op med skænderier og utryghed i hjemmet. Med en mor som undertrykkes. Hvordan ville du så råde hende og hjælpe hende? Synes du, at det var det liv hun skulle leve?

For lige nu viser du og din mand jeres børn, at det er sådan man er en familie. At det er sådan et parforhold skal være og at deres mor ikke er mere værd end at far kan gøre hvad der passer ham.

Søg hjælp. Allerede i dag. Mødrehjælpen er et godt sted at starte.