Det her bliver langt, bær over med mig.
Jeg har to skønne børn på 8 år, en pige og en dreng. De går i 1. klasse, og er meget fagligt dygtige begge to, særligt min søn.
Sagen er den at min søn i børnehaveklassen blev ramt af voldsom mistrivsel i skolen til punktet hvor de mente han skulle have støtte på fuld tid. De gik på dette tidspunkt på en privatskole, der ikke havde mulighed for at hjælpe med hverken det ene eller det andet. Jeg fik et gigantisk chok! Blev informeret alt for sent og så ingenting derhjemme. Det var vitterlig første gang han nogensinde havde haft det skidt, har aldrig hørt det før hverken i børnehave eller SFO. Efter en del undersøgelser og kiggen skolen nærmere i sømmene kunne jeg konstatere, at der var andre end min søn der led samme skæbne, da de var alt alt for kritiske. Flere trak deres børn ud, de var blevet "nervevrag" af at være der i følge forældrene. Det kunne jeg så efterfølgende også se på min søn, han begyndte at lide af kraftig næseblod, tissede i sengen og fik ukontrollable grådture ud af det blå, særligt når vi skulle lave skolearbejde. Jeg sygemeldte ham pr. omgående og fik ham til psykolog og WISC-testet ud af egen lomme. Konklusionen blev, at han var stresset, og dette blev bakket op af egen læge. Efter en periode hjemme kom han sig, og jeg fandt en rigtig god skole, der turde tage imod ham med de udfordringer der nu engang fulgte med. Der var jo lidt "krav" fra min side; jeg havde brug for tæt dialog og information så snart han begyndte at ændre adfærd, og der skulle være en rolig indkøringsperiode i samarbejde med egen læge og psykolog, så jeg kunne tilrettelægge længden af hans dag, sørge for faste rammer og have mulighed for at holde ham hjemme efter behov hvis han begyndte at få det skidt igen. Skolen lå desværre en time væk, men det betyder jo ikke så meget når det handler om børnenes trivsel ovenpå sådan en omgang
det var også med tanke på at den lå i en kommune, der havde bedre ressourcer til at hjælpe ham såfremt han alligevel fik brug for støtte, end vores bopælskommune.
Det gik over alt forventning på den nye skole, og efter 14 dages indkøring fungerede han helt på niveau med alle de andre, både socialt og fagligt. Han var fuldstændig tryg og der var absolut ingen udfald overhovedet. Men han var nu træt og slidt af køreturen, og ville gerne tilbage til en skole i området så han selv kunne få lov at tage bussen fx, og spille fodbold med sine venner. Det var egentlig planen at vi ville flytte op til den nye skole, men da han skulle være hjemme mistede jeg mit job og min mand smadrede sin ryg i en ulykke på arbejdet kort efter, og økonomien led gevaldigt overlast. Så det var jo kun fedt at det gik så godt at han nu kan gå i en helt almindelig folkeskole uden særlige hensyn tættere på. (Jeg havde ikke ret til tabt arbejdsfortjeneste fordi han ikke havde en diagnose, han havde det ikke "skidt nok"
)
Jeg ringede derfor til kommunen for at få et overblik over, hvor der evt. var en lille 1. klasse med få elever. Det viser sig, at det bedste bud faktisk er den skole, der ligger lige 5 minutter fra os! Lykken ville ingen ende tage, og begge børn var SÅ glade for at komme "hjem". Nu kommer der så et "men"... den nye klasse/skole er simpelthen elendig. Der er konstant slåskamp mellem de andre drenge, og ikke bare sådan lidt hygge-kamp, men med dødstrusler og knytnæver.. i 1. klasse! Der er minimum to af dem, der har diagnoser, hvilket er helt okay, men der er simpelthen ikke ressourcer til at håndtere dem. Min søn har været jagtet med koste, fået ødelagt sine tegninger, blevet overhældt med vand, fået stjålet sine ting, været svinet til, slået, skubbet til osv osv, altid af de samme drenge. Han er meget sensitiv ovenpå denne omgang, og er typen der griber ind og prøver at hjælpe når andre bliver drillet, og han bliver ked af det og lukker sig inde når han kommer hjem. Jeg har talt med både forældre, klasselærer (som er absolut ligeså frustreret som jeg er og mener jeg skal se at få ham ud fordi de ikke kan få hjælp til de voldsomme drenge, og de er lede ved ham og hinanden) og ledelsen, der siger at de ikke har flere ressourcer at sætte på. De kom også kede af det hjem en dag fordi nogen af de andre børn havde fundet et dødt rådyr og var begyndt at putte pinde op i numsen på det og sparke det i hovedet. De har fået kastet pinde med ild i efter sig, og flere gange har jeg set børnehaveklassebørn på mooncars alene på parkeringspladsen mellem bilerne.
Det er en ekstrem adfærd af små børn synes jeg, og sådan var det slet slet ikke på de to andre skoler. Ingen voksne opdager noget, det er os forældre der kommer til dem, for alle børnene har ens historier. Det er ofte heller ikke muligt at gennemføre undervisningen på grund af slåskampe og konflikter, og der er ingen udsigt til bedring (lærernes egne ord). De har kun én vikar, der kan håndtere klassen, de andre vikarer må simpelthen ikke have dem.
Er det her normalt? Er det også sådan på jeres børns skoler?? Jeg ville jo være så ked af at skulle rykke dem IGEN, men de skal jo heller ikke være i et miljø der gør dem kede af det på den her måde, for de opfører sig absolut ikke sådan. Åh hjælp mig med et godt råd
jeg er virkelig grædefærdig. Min datter ville ikke afleveres i dag, fik tårer i øjnene, og det er svært at trøste hende når der står to drenge ved siden af og tæver hinanden, sådan rigtig alvorligt, med knytnæver og hårde spark i skridtet
og nej, det er ikke muligt at sætte en voksen på om morgenen åbenbart, så vi er flere forældre, der må stå der til klokken ringer og læren kommer, for at passe på vores børn.