Hjælp - forelsket i kollega

Jeg har virkelig brug for luft. Jeg må nok erkende, at jeg er forelsket i min gifte kollega. Er også selv i et forhold, og vi har begge børn. Jeg VED godt rationelt, at jeg bare skal lade ham være - ikke opsøge, ikke skrive, mm. men noget i mig har så svært ved det.

Vi ses ikke meget på kontoret, så jeg savner ham tit. Men det giver jo ingen mening. Jeg elsker min mand og det der med, at så må man kigge på, hvorfor man har følelser for en anden... jeg har det skønt med min mand og i vores liv. Kollegaen er bare så sød og charmerende. 

Der skal ikke ske noget mellem os. Det tænker jeg heller ikke, at han vil.

Har I et godt råd? Hjælp! For jeg ved det jo godt!

Ja da, gå med dine følelser inden i, gransk dig selv og dit parforhold - hvad mangler der? Forelsket kan man jo altid blive, og det bliver heeeelt sikkert ikke sidste gang, men græsset er ikke grønnere i et nyt forhold. Måske inden for (nogle) områder, men den nye vil også have fejl, og måske nogle, som er endnu slemmere, og så er det svært at løbe hjem i din trygge, trods alt velkendte hule (din partner). For ikke at snakke om kombinationen af en selv (dig) og den nye, hvilke gnidninger I ikke kan komme ud i, i en hverdag .

Så, her er noget arbejde med DIG selv, virkelig vigtigt og grundlæggende. 

Og så selvfølgelig, lad´ manden fuldstændig være. Han er i et forhold, og det skal du ikke pille ved.

Jeg føler med dig, men inden længe er de her følelser væk igen

Anonym skriver:

Jeg har virkelig brug for luft. Jeg må nok erkende, at jeg er forelsket i min gifte kollega. Er også selv i et forhold, og vi har begge børn. Jeg VED godt rationelt, at jeg bare skal lade ham være - ikke opsøge, ikke skrive, mm. men noget i mig har så svært ved det.

Vi ses ikke meget på kontoret, så jeg savner ham tit. Men det giver jo ingen mening. Jeg elsker min mand og det der med, at så må man kigge på, hvorfor man har følelser for en anden... jeg har det skønt med min mand og i vores liv. Kollegaen er bare så sød og charmerende. 

Der skal ikke ske noget mellem os. Det tænker jeg heller ikke, at han vil.

Har I et godt råd? Hjælp! For jeg ved det jo godt!

Jeg er helt enig med dig i, at der ikke behøver mangle noget eller være noget galt med ens partner og parforhold, fordi man tiltrækkes af en anden. Vi er biologisk programmeret til at tiltrækkes af og forelske os i nogen, og den mekanisme stopper jo ikke endegyldigt, når man er i et forhold, hvor dejlig ens partner end er. Det, du værdsætter og elsker ved din mand udelukker jo ikke, at du også kan tiltrækkes af noget helt andet, måske endda det stik “modsatte”. Ligesom jeg elsker at bo i Danmark, årstidernes skiften, naturen - og samtidig er draget af min brors liv i Californien, varmen, den storslåede natur dér. 

Det er først og fremmest en viljeshandling at være tro ved sin partner og beslutte sig for, at det er ham, man lever sit liv med - men den beslutning kan jo ikke kontrollere hormoner, fysisk tiltrækning, drømme og impulser. Så det, du oplever, er helt normalt og naturligt - og ja, møgbesværligt og på én gang dejligt og smertefuldt. 

Heldigvis damper forelskelser af igen over tid. Især, når man ikke “fodrer” dem ved at handle på dem. Så det bedste råd er egentlig at lade tiden arbejde for dig. Din kollega holder nok ikke op med at være sød og charmerende, men på et tidspunkt vil det ikke påvirke dig på samme måde. 
Og så nyd din mand - bestem dig for at se intenst på ham hver dag og registrere/tænke højt, hvad der gør ham så dejlig. Dyrk en masse sex med ham. Rør ved ham, hold ham i hånden, kryb tæt ind til ham. Mæt dig selv med ham i det omfang, du kan. 

Tror set er meget normalt at blive “forelsket” af en anden, også selvom man er i et godt parforhold. Tiltrækning af andre er naturligt (nogen vil nok mene det er forkert, men tror altså mange har det sådan), og det kan være lidt spændende at blive draget af en anden fordi det er nyt. Det er nok mere fantasien en realiteten der er på spil.

Har også prøvet de her “forelskelser” og tiltrækninger, men det har det med at dampe af. 

Tak for jeres gode svar. 

Jeg tænker, at både kollegaen og jeg kan mærke kemien. Når vi endelig spiser frokost sammen, taler sammen på kontoret, mm. så har jeg lyst til at det bliver ved. Han sætter sig også altid ved siden af mig, hvis han kan komme til det.

Men det er jo en uskyldig kontorflirt - som I også påpeger, så er jeg enig i, at det er en del af livet og egentlig ret naturligt. Det har jeg også prøvet før.

Men denne gang er jeg bare helt solgt. Kan simpelthen ikke styre det, og det går åbenbart ikke bare væk. Nu har jeg haft det sådan her i et halvt år, og det bliver ikke mindre.

Jeg tænker på ham fra jeg vågner op og til jeg går i seng. Så mit problem er helt klart primært følelsesmæssigt. Det kan jeg godt se, at I har ret i. 

Jeg er dog bange for, om jeg i en svag stund kommer til at "gå over en grænse". En del af mig håber det, en anden del er bange for at blive afvist og den sidste del ved godt, at det jo ville være helt forkert. Jeg elsker jo at være sammen med min mand.

Men jeg kan jo ikke helt undgå ham, vi arbejder jo sammen..

Tak for jeres gode svar. 

Jeg tænker, at både kollegaen og jeg kan mærke kemien. Når vi endelig spiser frokost sammen, taler sammen på kontoret, mm. så har jeg lyst til at det bliver ved. Han sætter sig også altid ved siden af mig, hvis han kan komme til det.

Men det er jo en uskyldig kontorflirt - som I også påpeger, så er jeg enig i, at det er en del af livet og egentlig ret naturligt. Det har jeg også prøvet før.

Men denne gang er jeg bare helt solgt. Kan simpelthen ikke styre det, og det går åbenbart ikke bare væk. Nu har jeg haft det sådan her i et halvt år, og det bliver ikke mindre.

Jeg tænker på ham fra jeg vågner op og til jeg går i seng. Så mit problem er helt klart primært følelsesmæssigt. Det kan jeg godt se, at I har ret i. 

Jeg er dog bange for, om jeg i en svag stund kommer til at "gå over en grænse". En del af mig håber det, en anden del er bange for at blive afvist og den sidste del ved godt, at det jo ville være helt forkert. Jeg elsker jo at være sammen med min mand.

Men jeg kan jo ikke helt undgå ham, vi arbejder jo sammen..

Har du ikke skrevet om den her situation flere gange?

Hvis du virkelig synes, han er værd at miste din familie over, så go for it. Det lyder som om, at du allerede har besluttet dig for, at hvis han vil mere, så er du frisk på det

Ja, det lyder sgu ikke rigtig til at du lytter til (gode) råd. Du leder kun efter det, du gerne vil høre, og det kommer du ikke til at høre af et godt hjerte eller af fornuft, men af tvang. Så her kommer det = spring da ud i det og dum dig af h til. Fortryd det, mist alt det gode, du havde og glem alt om, at blive taget tilbage. Hvorfor vente?

Fordi han sætter sig ved siden af dig til frokost og i snakker godt sammen betyder det jo ikke han har samme følelser for dig. Man kan godt synes en af det andet køn er flink og er en man har lyst til at spise frokost, uden at ville i seng med vedkommende eller indgå et forhold.

Men hvad mon du egentlig vil have ud af den her tråd? Hvilket råd søger du? 

Anonym skriver:

Har du ikke skrevet om den her situation flere gange?

Hvis du virkelig synes, han er værd at miste din familie over, så go for it. Det lyder som om, at du allerede har besluttet dig for, at hvis han vil mere, så er du frisk på det

Det skriver hun da overhovedet ikke, at hun har besluttet sig for. Hun beskriver sine følelser, også de “forbudte”, og hun ved tydeligvis udmærket, at hun ikke skal gå videre - men det fjerner jo ikke de stærke følelser. 
Det er en svær situation at stå i. Der er ikke nogen hurtig kur. Hvorfor provokerer det dig og andre, at hun beskriver det? 

Anonym skriver:

Ja, det lyder sgu ikke rigtig til at du lytter til (gode) råd. Du leder kun efter det, du gerne vil høre, og det kommer du ikke til at høre af et godt hjerte eller af fornuft, men af tvang. Så her kommer det = spring da ud i det og dum dig af h til. Fortryd det, mist alt det gode, du havde og glem alt om, at blive taget tilbage. Hvorfor vente?

Hvilke gode råd? Der er jo ikke andre bud, end at tiden formentlig vil dæmpe følelserne. Og indtil da står hun midt i en stormende forelskelse og fysisk lyst, som hun ved, hun ikke skal handle på - og det er da både opslidende og svært. Hvorfor må hun ikke beskrive den kamp mellem følelser og fornuft og moral?