Eksperthjælp: Udmattet i fertilitetsbehandling

Gitte Sander

Jeg skammer mig sådan over mine følelser og væmmes ved mig selv og min situation, men jeg har mistet lysten til at få børn.

Jeg var til ægoplægning i går og sådan som jeg har haft det de sidste par mdr. håber jeg IKKE på en positiv test eller at de andre forsøg i vores pakke lykkedes.

Al den smerte, sorg, angst, nervøsitet og frustration har gjort at jeg ikke længere ønsker børn.
Jeg har lyst til at droppe fertilitetsbehandlingen helt, men min mand er fyldt med spænding og håb for et barn, så tør ikke sige det til ham og ødelægge hans store drøm. Så i hemmelig krydser jeg fingre for at det ikke lykkedes.

Kort om vores forløb:
Fra jeg var gammel nok til at forstå, at få børn ikke er en kvinde’s pligt (det troede jeg da jeg var 3-5 år), men et personligt valg, har jeg altid sagt, at jeg ikke ville have børn. Der var bare intet ved det, som sagde mig noget. Oppe igennem årene har jeg haft perioder hvor jeg fandt gravide kvinder og fødsler frastødende og jeg kunne ikke se det kønne i et nyfødt barn som forældrene ellers kunne se. Når jeg var ude og gå ture bemærkede jeg altid hvordan mødre som skubbede rundt med barnevogn/klapvogne altid så trætte, triste og grå ud, og jeg tænkte altid ‘Godt det ikke er mig’.

Men da jeg rundede mine 30’er, købte hus og blev gift, tænkte jeg at det var et naturligt skridt at få børn og jeg kunne mærke på min mand, at han virkelig gerne snart ville have børn. Samt hans familie pressede endnu mere på at de ønskede at vi tilføjede børn til familien. I deres øjne er den eneste vej til et lykkeligt liv at få børn, og da jeg blev 26 år gav de mig graviditetsvitaminer i fødselsdagsgave.
Jeg forsøgte en gang at tage en alvorlig snak med dem om, at jeg følte de kun behandlede mig som en rugemaskine og om min mand og jeg skulle have børn eller ej var en privatsag. Det førte bare til at de stoppede med at tale til mig, når vi var i samme rum.

Men da min mand og jeg endelig forsøgte, blev vi gravide efter 3 mdr. og vi var faktisk lykkelige i den lille uge det varede.
Derefter endte det med at i 9 dage forsøgte jeg at overbevise lægevagten og mit lokale sygehuset om at noget var helt galt, for jeg havde smerter og blødninger som tog til. Men gynækologen på sygehuset troede ikke på at jeg var gravid, for der var intet at se på scanningen og mente at jeg havde taget alle fem positive graviditetstester forkert og det bare var min menstruation som gav smerter og blødninger. Det ramte mig hårdt hvordan han kunne finde på at sige det til en 33 årig kvinde, som havde mere end 20 års erfaring med menstruation. Måske hvis jeg havde været 15-16 år, var det okay af gynækologen at tvivle på mine ord.

På dag 9 var smerterne så ulidelige, så jeg røg akut med ambulance til et større sygehus. En blodprøve kunne hurtig fortælle at jeg var gravid, men graviditeten sad udenfor livmoderen og jeg blev opereret øjeblikkeligt, hvor de fjernede den ene æggeleder og en stor cyste i modsatte side.
De efterfølgende 3 mdr. røg jeg ind og ud af sygehuset pga. smerter og komplikationer.

Vi startede dog op med at forsøge at blive gravide, selvom min krop ikke føltes fysisk klar, men jeg følte at jeg bare gerne ville videre og håbede en ny graviditet ville skubbe sorgen over den mistede graviditet væk, samt chokket over hvordan mit lokale sygehuset behandlede mig og nedprioriterede min graviditet udenfor livmoderen.

Efter et års forsøg på naturlig graviditet, kæmpede vi derefter med at få en henvisning til offentlig fertilitetsklinik. I 3 mdr. arbejdede min mands læge meget imod os ved ikke at udfylde henvisningen korrekt og efterfølgende ville han ikke sørge for min mand fik lavet sæd- og blodprøve, som fertilitetsklinikken på sygehuset ellers havde sagt min mand skulle have lavet inden henvisning.
Vi fik endelig henvisning, men vi skal først til en indledende samtale en gang efter sommerferien.
Vi tog derfor fat i en privatklinik, som satte os igang ugen efter. Klinikken har været søde ved os, og jeg er egentlig glad for vi valgte privatklinik i stedet for det offentlige.

Men jeg er udmattet nu af både negative følelser, bivirkninger fra behandlingerne og de smerter og komplikationer jeg stadig har efter min graviditet udenfor livmoderen.
Jeg husker ikke hvornår jeg sidst følte mig glad og tanken om at få et barn er ikke længere opmuntrende, men skræmmer mig. ??
Jeg er begyndt at få tanker om, at skulle det ske, at jeg blev gravid og gennemførte graviditeten, vil jeg gå fra min mand og lade ham få den fuldeforældremyndighed. Jeg orker ikke at skulle være mor, for jeg ser ingen glæde i det, og det ville være bedre for barnet kun at have sin far end at bo sammen med sin mor, som er ulykkelig og ikke ønsker at være dér.

Jeg har forsøgt at snakke med et par veninder om det, men de siger bare at det bliver spændende og dejligt at få et barn og de er glade på vores vegne. Det giver mig bare mere dårlig samvittighed over at jeg ikke har en eneste positiv følelse og tanke i kroppen, når jeg tænker på graviditet og familieforøgelse.

Jeg luftede den anden dag over for min mand, at hvis vi ikke når at blive gravide på den pakke vi har købt på klinikken, så ønsker jeg ikke at fortsætte, for jeg kan ikke klare det fysisk og mentalt. Jeg kunne mærke hans skuffelse, men han sagde bare ‘lad os nu se til den tid’. Det svar gjorde mig lidt sur og ked af det, fordi det er som om han ikke tager det seriøst, hvor hårdt det tager på min krop.
Han har ellers selv nævnt, at han kan mærke på mig at jeg ikke har været glad længe, og det ærger ham. Men han tror det nok skal ændre sig, når jeg først bliver gravid eller holder barnet i mine arme.

Jeg er så ulykkelig og ved ikke hvad jeg skal gøre. Den sidste omgang IVF-behandling har været frygtelig. Når jeg skulle stikke mig med hormonerne rystede jeg i hele kroppen og kunne næsten ikke stikke nålen i mig - sikkert pga. kroppens egen modstand. Ægudtagning og ægoplægning har også været forfærdelige, fordi min krop reagerede kraftigt med at ryste og jeg græd helt vildt. Min mand og sygeplejersken prøvede begge gange at trøste mig med, at jeg skulle fokusere på, at det er vejen til at få et barn - men sådan som jeg har det nu er barnet uønsket, så den tanke hjalp slet ikke.

Samtidig prøver jeg at bide det i mig, hvordan jeg har det og lade som om jeg er glad, for alle fortæller mig at det er godt at komme igang med fertilitetsbehandling, at det bliver spændende og vi bliver så lykkelige når vi får et barn.

Jeg frygter at blive gravid. Både fordi jeg virkelig ikke har lyst til at bære en graviditet og gennemgå en fødsel, men også fordi jeg er bange for at jeg ikke kan holde af barnet, når jeg allerede er så fyldt med afsky og angst.

Hvis det stod til mig ønsker jeg mit gamle liv tilbage, hvor jeg havde friheden til at kunne gøre alle de ting som gav mig livsglæde. Jeg savner at kunne spise og drikke som jeg vil. Tage på spontane koncertture. Jeg savner at træne hårdt, få pulsen op, rejse, vandreture, sejllads og fridykning som er de ting der gør mig lykkelig og glad. Jeg savner at kunne arbejde på fuldtids i mit fysiskkrævende arbejde igen. Men det hele er jeg frarådet, først i forbindelse med heling efter operation og nu i forbindelse med fertilitetsbehandling og evt. kommende graviditeter.

Er det muligt for mig at blive lykkelig omkring noget jeg afskyr så meget? Har folk ret i at negative følelser forsvinder når først barnet er her?

Gittes svar

Hej MBP123,

Dit brev gør et stort indtryk på mig, det er let at leve sig ind i hvor meget smerte, sorg, angst, nervøsitet og frustration, du må gå rundt med, ud fra det, som du beskriver.

Jeg savner næsten ord for hvordan det må føles for dig at have været igennem alt det. Der er virkelig ikke noget at sige til, at du er udmattet og har svært ved at se hvordan alle disse negative følelser skulle transformere sig ved at der kommer et barn. På en måde synes jeg jo, at det er som om at der næsten er blevet udøvet vold og overgreb på din krop og dit parforhold, og at det nærmer sig, at du har været ude for oplevelser, der må have en næsten traumatisk effekt på dig.

Min erfaring er ikke at sådanne oplevelser bare "forsvinder" eller overskygges fuldstændigt af at der kommer et barn. Det er oplevelser der bliver dybt forankret, både mentalt, men også i kroppen. Så selvom rigtig meget selvfølgelig kan vende sig fuldstændigt ved en vellykket graviditet og at man får et barn, er det min erfaring, at oplevelserne sidder dybt i en kvinde som dig - og også i parforholdet.

Jeg har mødt mange par, som længe efter havde store 'eftervirkninger' efter forløb, der lignede det, du beskriver. Oplevelserne kan lagre sig som kontakt- og tillidsbrud i parforholdet, hvis man ikke nøje får sikret sig den gode tillidsbaserede kontakt hele vejen igennem. Og de kropslige oplevelser kan i høj grad sætte sig i seksualiteten og hele berørings-feltet partnerne imellem.

Så for jer som par vil jeg anbefale at I går i parterapi nu, simpelthen for at sikre at I 'har hinanden med' og er i balance i jeres parforhold, samt at I sammen kan bearbejde de oplevelser, I har haft indtil nu undervejs.

Og for dig ville jeg klart overveje at gå i terapi hos en, der er vant til at arbejde med kvinder, som har sådanne oplevelser. Min tanke var også om EMDR-terapi kunne gøre noget specifikt for dig.

Det er ikke fordi at jeg tænker, at dine negative tanker vil bare blive ved med at være der og at intet kan ændre sig. Det tror jeg godt at det kan. Jeg er bare ikke sikker på, at det nødvendigvis ændrer sig af sig selv eller for eksempel hvis du bliver vellykket gravid. Det ville jeg ikke løbe an på, hvis jeg var jer. Jeg ville tage det lidt mere alvorligt og gå i terapi individuelt og som par indtil jeg følte, at oplevelserne var landet et bedre sted end de er nu.

Du kan jo også overveje om du lige nu er så opfyldt af negative tanker og perspektiver på hele dette projekt, at det farver hele din vurderingsevne over situationen, eller om du reelt går og overskrider dine egne og din krops grænser for at opfylde din mands behov. Det er en helt individuel sag, hvor langt man er villig til at gå på det punkt, og det er kun dig, der kan svare på, hvor grænsen går. Fordi det er kun dig, der ved, hvor den ligger for dig.

Hvis du ser dig selv lidt udefra. Er du så en kvinde, der har haft nogle frygtelig dårlige oplevelser på baggrund af en indstilling, der var negativ fra starten, men som gerne vil have det barn? Eller er du en kvinde, der vitterligt aldrig rigtig har ønsket det barn, men som har svært ved at sætte grænsen og tro på dig selv og beskytte dig selv og din egen krop? Er der noget, du frygter? Er du fx bange for at miste din mand, hvis du siger stop? Er du bange for ikke at få et barn, du selv har født? Hvis du ser dig selv som på en film, og du står om tyve år og kigger tilbage, hvad ønsker du så at se på den film?

Jeg forestiller mig, at rigtig mange kvinder i fertilitetsbehandling sidder med følelser, der ligner dem, du har nu. Er det muligt at opsøge kontakt med dem i nogle grupper eller lignende? Kunne du spørge på fertilitetsklinikken om det? Og måske samtidigt spørge om de har nogle psykologer eller psykoterapeuter de henviser til, med særligt erfaring på dette felt. Sig til dem, at dette er ved at sende dig ud på et psykisk meget dybt hav og at du har behov for at få dig selv og dit parforhold mentalt med.

Mvh.

Gitte