Som overskriften lyder er jeg så ked af det..
Undskyld for langt opslag..
Jeg har aldrig brudt mig om børn, ej heller syntes at rollen omkring dem har faldt mig naturligt. Jeg har haft et ønske om børn, men er i tvivl om det er pga “normen”, fordi jeg har været bange for at blive alene eller fordi ens venner har noget, man ikke selv har - tænker nogle kender følelsen.
Vi blev gravide ved en upser, men ikke fordi at vi ikke ville. Jeg har flere gange inden graviditeten tænkt “tænk når man står med en test” jeg har håbet på at dem jeg havde taget var positive, men da jeg så fik en positiv test følte jeg ikke glæde… jeg var spændt, rundtosset osv, men glad, nej.
Jeg tog på en planlagt udlandsrejse og kunne ikke andet end at græde de første par uger, jeg ringede hjem til min kæreste og sagde at jeg bare ville have en abort, at jeg ikke ønskede barnet osv.. dog blev vi enige om, at dette nok bare var grundet hormoner..
Jeg har igennem graviditeten følt en smule glæde, spændthed osv… men sådan fuldstændig Lykke, glæde osv, har jeg ikke mærket. Jeg har derimod mærket stik af fortrydelse… jeg har grædt meget, været ked af det og ikke kunne se mig ud af det
til scanningerne har jeg været glad for at den lille har det godt, men ikke mere end det. Jeg følte ingenting ved vores 3D scanning, da jeg så den lille - det virker helt fjernt og uvirkeligt. Jeg kan slet ikke magte at babyen sparker osv, så jeg bliver mindet om det…
derudover er jeg nu ked af, at jeg har fået MANGE strækmærker - har haft strækmærker hele livet, som ikke har gjort mig noget - men nu, hvor de pludselig er forbundet med noget jeg “fortryder” føler jeg at det er så uretfærdigt… jeg viste dem til mine forældre, hvor min far sagde “ja du er godt nok sprukket på langs og tværs” og jeg ved udemærket at det er fordi at han ikke ved, at det rammer mig - men hold op hvor blev jeg ked af det. Nok mest fordi, at når ingen kommentere det, føler jeg at det er værre i mit hoved.. men når andre også kan se det, bliver det en realitet
og her kommer den “dumme” eller ulogiske del!!! Jeg BØR IKKE!!!! Fortryde eller være ked af det!!! Jeg har en god uddannelse, et godt job, hus, bil, god økonomi. Jeg elsker min kæreste over alt på jorden! Vi har rejst meget og været sammen i snart 5 år. Han er hele min verden. Vi er 25 og 29 år.
Jeg er ikke bange for, om jeg bliver en god mor. Om jeg kan amme, skifte ble, alt det praktiske, at jeg skal sætte mig selv til side for den lille - det skænker jeg ikke en tanke. Jeg lever i forvejen ikke et liv hvor jeg elsker at gå i byen, være ude med venner osv. jeg har tænkt over, at den livsstil jeg har nu, kan jeg sagtens have med et barn.
alle mine bekymringer bunder udelukkende ud i, at jeg ELSKEDE/ELSKER det liv jeg har med min kæreste! Alle de ting vi laver, alt det nærvær vi har, alt den kærlighed, omsorg. Jeg elsker ingen som ham. Og det gør så ondt på mig, at det skal laves om, og at der kommer ændringer i det vi har sammen/måden vi lever på. Når jeg ser hvad jeg skriver, kan jeg godt se at jeg er helt vildt egoistisk, men jeg kan slet ikke være i det. Jeg kan ikke være i, at jeg ingenting føler for mit barn, at jeg er en Tom skal.
Jeg griner og hygger mig med min kæreste, putter med ham, ser film på sofaen osv.. så snart jeg bliver mindet på den lille, er det ligefør at jeg bryder ud i gråd.
Jeg har prøvet at lukke lidt op overfor min kæreste omkring mine tanker, men han supplere med “jeg håber ikke at du har fortrudt”
og hvad skal man lige sige der?…..
Jeg ved ikke hvad formålet med dette opslag var, og jeg er ked af at jeg har det sådan her.. det er så dumt..
Gittes svar
Hej pigen 1212,
Der er ikke nogen bestemt måde, man skal føle på, når man bliver gravid og skal have barn. Det er slet ikke så usædvanligt at få negative følelser, eller at få blandede følelser. Det er mest på film, at der kun er evig lyksalighed og den slags.
Det er således fuldt ud forståeligt, at når du aldrig som sådan har brudt dig om børn eller følt dig tilpas i rollen omkring dem, kan blive i tvivl om du kun har ønsket børn fordi det er normen. Og at du er ked af ændringerne på din krop og frygter om det her nu vil ændre på en negativ måde på det liv og den kærlighed du har med din kæreste.
Du skal nok ind og have nogle samtaler med en psykoterapeut, hvis du vil finde ud af, om der ligger noget dybereliggende begravet i det, end det, som du her beskriver som muligvis hormoner, usikkerhed på at give slip på det gamle liv osv.
Men du skal vide at;
- Det er slet ikke usædvanligt ikke at mærke specielt meget glæde eller lykke under graviditet.
- Mange går rundt og føler sig som en tom skal.
- Mange er bekymret over at skulle give slip på et liv, de elsker og tænker om de kan have det samme nærvær og kærlighed med kæresten, efter barnet er kommet.
- Mange, som ikke lige har oplevet sig selv som en person med stor kærlighed til og 'flair' for børn, er usikre på selv at skulle være forældre og hvilke følelser der så vil komme, når barnet kommer.
- Der er ikke nogle bestemte følelser under en graviditet, som er særligt tilladte eller forbudte.
- Man kan gøre meget for at sikre at kærligheden og nærværet i parforholdet sikres - og måske ligefrem øges - efter at der kommer et barn.
Jeg ved ikke, om der er en særlig grund til, at du tror, at jeres gode samliv måske ender, når barnet kommer? Var det sådan for dine forældre, eller andre, som du har set fik et barn?
Er der noget i din baggrund som gør dig ekstra sårbar overfor det der med at være elsket, føle nærvær osv. og så pludselig miste det?
Når man er gravid er man som regel ekstra 'åben' og 'sårbar' med følelserne tæt under huden. Det kan være en rigtig god periode at gå i terapi, så det vil jeg anbefale dig.
Jeg vil også anbefale dig at tale ærligt med din jordemoder om hvordan du har det. Måske kender hun til en gruppe, du kan tilslutte dig, med folk der, har følelser, der ligner dem, du har. Det kan være super godt at gå i en gruppe og finde ud af, at ens følelser er der også andre, der har.
I det hele taget er det godt at være åben om sådanne følelser i stedet for at gå og spille en rolle, som man tror, man skal udfylde. Alene det at blive åben omkring det kan måske tage noget af brodden i at føle sig som en tom skal, da det er en måde at gøre sig selv levende på, at tale om det. Og følelser har det også med at forandre sig, når man taler om dem.
Det kan også være direkte vigtigt at du får åbnet op og talt om disse ting nu, da det kan forebygge, at du får gravet dig ned i et 'loop' af negative tanker, som har det med at vokse sig større, hvis det er noget, man tror man skal bære alene og gå med selv. Se det som en udfordring, du kan komme igennem, ved at åbne op omkring det.
Håber det gav lidt.
Mvh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk
