Kæreste med stress :(

Min kæreste er meget stresset. Det har han været længe. Han føler altid, han har travlt og han brokker sig rigtig meget over det. Han påtager sig alt for mange opgaver, fordi han udover sit fuldtidsarbejde (som han hader) også har et ekstra konsulentarbejde, som han håber på sigt kan blive hans drømmejob.
Jeg kan godt se, at han er presset og har for meget om ørerne.
For at hjælpe ham sørger jeg for stort set alt husligt - jeg køber ind, laver mad og planlægger alt det, der nu skal gøres. Jeg henter og bringer de fleste dage.
Han har dårligt helbred og går altid alt for sent i seng, så han sover 5-6 timer hver nat.

Jeg har mange gange "advaret" ham om, at han må stoppe op. Jeg har selv prøvet at hjælpe ham (har selv været gået ned med stress, så jeg kender det), har foreslået ham hjælp udefra (han har været til læge, men ikke gjort så meget mere) - og han kører bare på.

Jeg er ved at være nået et punkt, hvor jeg ikke orker ham mere. Han er ikke behagelig at være sammen med og han virker så afmægtig og hjælpeløs, men er alligevel ikke i stand til at tage imod hjælp. Han gør ikke selv noget for at løse det, men er fra barnsben vant til, at mor løser alt og på en måde virker det som om, han bare venter på, at nogen løser det for ham - at jeg f.eks. tager styringen og får styr på hans liv for ham. Men jeg har hjulpet ham så meget jeg kan, jeg kan jo ikke styre hele hans dag, når jeg også har min egen og børnenes - og når jeg er kæreste med en voksen mand, så forventer jeg faktisk også, at han kan agere voksent! Og ikke som en 16-årig, der har for mange lektier for, som har brug for at mor og far får hjulpet ham med at komme igennem dem.

Jeg er faktisk ved at være nået et punkt, hvor jeg ikke kan holde det ud længere - men problemet er, at han er så stresset, at jeg ikke kan få en konstruktiv samtale med ham. Jeg kan næsten intet sige, uden han går til angreb.
Jeg har lyst til at vække ham op og sige, at jeg skrider, hvis det ikke snart stopper - men kan man tillade sig det?
Jeg har antydet det før, men hver gang siger han, at det bare lige er denne uge, denne måned osv, der er ekstra presset. Han skal bare lige have dette og dette projekt ud, så er det godt bagefter. Men sådan har det nu været i årevis....

Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke leve i det med min egen mentale sundhed i behold - og være en god mor for 2 søde små børn, mens jeg samtidig føler, jeg skal være en koordinator/mor for ham!!!

Det ku ha været mig der skrev det opslag. Aner ikke hvad jeg skal stille op. Signede lissom ikke op til at blive et serviceorgan der skal få tingene til at spille fordi min mand er så stresset at han er tæt på at blive alvorligt syg af stress. Jeg er SÅ træt af at høre sætningen: “skal baaare lige over det her projekt, så er der ro på igen”. Ja lige indtil næste projekt starter.

Kan ikke give dig svar eller gode råd, men håber der er andre der kan byde ind med nogle gode tips. 

Anonym skriver:

Min kæreste er meget stresset. Det har han været længe. Han føler altid, han har travlt og han brokker sig rigtig meget over det. Han påtager sig alt for mange opgaver, fordi han udover sit fuldtidsarbejde (som han hader) også har et ekstra konsulentarbejde, som han håber på sigt kan blive hans drømmejob.
Jeg kan godt se, at han er presset og har for meget om ørerne.
For at hjælpe ham sørger jeg for stort set alt husligt - jeg køber ind, laver mad og planlægger alt det, der nu skal gøres. Jeg henter og bringer de fleste dage.
Han har dårligt helbred og går altid alt for sent i seng, så han sover 5-6 timer hver nat.

Jeg har mange gange "advaret" ham om, at han må stoppe op. Jeg har selv prøvet at hjælpe ham (har selv været gået ned med stress, så jeg kender det), har foreslået ham hjælp udefra (han har været til læge, men ikke gjort så meget mere) - og han kører bare på.

Jeg er ved at være nået et punkt, hvor jeg ikke orker ham mere. Han er ikke behagelig at være sammen med og han virker så afmægtig og hjælpeløs, men er alligevel ikke i stand til at tage imod hjælp. Han gør ikke selv noget for at løse det, men er fra barnsben vant til, at mor løser alt og på en måde virker det som om, han bare venter på, at nogen løser det for ham - at jeg f.eks. tager styringen og får styr på hans liv for ham. Men jeg har hjulpet ham så meget jeg kan, jeg kan jo ikke styre hele hans dag, når jeg også har min egen og børnenes - og når jeg er kæreste med en voksen mand, så forventer jeg faktisk også, at han kan agere voksent! Og ikke som en 16-årig, der har for mange lektier for, som har brug for at mor og far får hjulpet ham med at komme igennem dem.

Jeg er faktisk ved at være nået et punkt, hvor jeg ikke kan holde det ud længere - men problemet er, at han er så stresset, at jeg ikke kan få en konstruktiv samtale med ham. Jeg kan næsten intet sige, uden han går til angreb.
Jeg har lyst til at vække ham op og sige, at jeg skrider, hvis det ikke snart stopper - men kan man tillade sig det?
Jeg har antydet det før, men hver gang siger han, at det bare lige er denne uge, denne måned osv, der er ekstra presset. Han skal bare lige have dette og dette projekt ud, så er det godt bagefter. Men sådan har det nu været i årevis....

Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke leve i det med min egen mentale sundhed i behold - og være en god mor for 2 søde små børn, mens jeg samtidig føler, jeg skal være en koordinator/mor for ham!!!

Der er desværre ingen gode råd..

stress er forfærdeligt...

når man er fanget i spiralen med det så kan man virkelig ikke se en vej ud medmindre der er 30.000 neonlys og kun en retning at gå..

det der hjalp mig ud var at min mand havde brug for min hjælp.. at han lige ud sagde at han ikke kunne klare det uden mig og det satte gang i nogle reaktioner inden i der gjorde at jeg fik hevet mig selv op og begyndte at kigge på hvad der foregik...

så måske er det ikke at bebrejde ham, men sige lige ud: "skat jeg mangler dig, jeg savner dig, hjælp mig at hjælpe dig"

jeg håber det kan hjælpe selvom der ikke er særlig meget råd i det..

Det er ikke dit ansvar at redde ham. Du gør et kæmpe stykke arbejde, men han virker ikke til at  have lyst til at hjælpe sig selv. Du kan ikke gøre mere, det er ude af din kontrol så længe han ikke selv er motiveret for hjælp.

Jeg ville skynde mig ud af det forhold, fordi lige nu er du ved at miste dig selv. Det virker til du har prøvet alt og når du ikke engang kan kommunikere med manden om det.. så er det svært. Spørg dig selv om du vil leve sådan her resten af livet? Fordi det bliver ikke bedre før han selv ønsker det og får sagt fra. Det er hans egen proces og skal komme fra ham selv.

Du er ikke hans mor, du har kun ansvar for dig selv og hvor længe du vil byde dig selv det her? 

Ærgerligt at høre, at I andre også har prøvet det.

Jeg vil prøve den vinkel med, at jeg er bekymret for ham i stedet for at true ham med at skride.

Problemet er så ofte, at så bliver han ked af det og afmægtig og går i gang med at remse sine problemer op og forventer, at vi i fællesskab finder en løsning. Men jeg er træt af at forsøge og løse hans problemer, som han selv roder sig ud i ved at påtage sig for meget arbejde........

Anonym skriver:

Ærgerligt at høre, at I andre også har prøvet det.

Jeg vil prøve den vinkel med, at jeg er bekymret for ham i stedet for at true ham med at skride.

Problemet er så ofte, at så bliver han ked af det og afmægtig og går i gang med at remse sine problemer op og forventer, at vi i fællesskab finder en løsning. Men jeg er træt af at forsøge og løse hans problemer, som han selv roder sig ud i ved at påtage sig for meget arbejde........

Da min mand for år tilbage havde stress, nåede jeg til en punkt, hvor jeg sagde "enten tager du til lægen i morgen, eller også vil jeg skilles, for jeg vil ikke være vidne til at du arbejder dig selv ihjel".

Først troede han, at jeg ikke mente det, og prøvede at tale mig til "ro", men da jeg næste morgen forlangte at han ringede til lægen og fik en akut tid, fandt han ud af, at jeg mente det. 

Så han kom til lægen, som tog hans blodtryk, og derefter sagde til ham, at der var så højt, og han havde stress og hvis han ikke tog det alvorligt med det samme, ja så var han faktisk i risiko for at dø, og om han mente at han kunne være det bekendt overfor sin familie.

Manden blev sygemeldt, fik nyt job, er ikke stresset mere (det her er 15 år siden), og vi er forsat sammen

Men jeg mente det jeg sagde dengang, for jeg havde også prøvet at hjælpe med at tage mere og mere over, ved at yde mere og mere omsorg, ved at se igennem fingre med dårligt humør, dårlig søvn osv., men jeg nåede altså til et punkt, hvor jeg bare så et skib synke uden at kunne gøre noget, for han tog det bare ikke alvorligt. Så jeg endte simpelthen med at true med skilsmisse og mene det, for jeg var så ulykkelig over, at se det menneske jeg elsker så højt, have det så skidt.

Så nogle gange, skal man sætte hårdt mod hårdt, men man skal mene det.

Pøj pøj..