Jeg er syg, og min mand er sur

Åh hvor er jeg ked af det. 

Jeg er blevet ramt af omgangssyge. Jeg har feber, kaster op i stride strømme med mindre jeg ligger bomstille og ikke rører mig ud af flækken. Jeg er svimmel, har hovedpine pga væskemangel og kan ikke holde noget i mig. Det startede i nat, jeg har intet spist, drukket en smule, der er kommet op igen. 

Jeg har selvfølgelig mega dårlig samvittighed over at være blevet slået hjem i ludo, og jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe til med vores tre børn, men lige præcis med det her lort er det fandme svært, når man skal kaste op hvert andet sekund. Så hellere en god gang feber og forkølelse, som man kan holde nede med panodil og næsespray. 

Nå, men sagen er, at min mand er i pisse dårligt humør. Hans overskud er generelt mangelfuldt for tiden. Han trænger til et pusterum, det er tydeligt for enhver, men det vil han overhovedet ikke erkende og han vil ikke tage imod hjælp. 

Så det er selvfølgelig ubelejligt, at jeg nu er syg. Han bebrejder ikke direkte mig. Sender mig i soveværelset og siger, han nok skal håndtere tingene. Men han sukker, stønner, skælder ud på børnene, ingen smil, hvis noget legetøj står i vejen får det lige et spark. Så er hans undskyldning, at vores femårige har været hidsig i dag. Men det er bare så tydeligt (og det siger jeg selvfølgelig ikke til min mand, når han er i det mood), at vores søn reagerer på min mands humør og manglende evne til at håndtere ham på en empatisk, tålmodig måde. 

Vi har tre unger, den yngste er tumling. Og det er så pisse unfair, at det skal være sådan her. Der er ingen omsorg i min retning ud over at lukke mig inde i soveværelset. Jeg forventer selvfølgelig ikke, at han varter mig op. Men hvad med et par kærlige ord af omsorg? Eller bare lade være med at vrisse af mig, skælde ud, jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er syg. 

Igen, jeg forventer ikke han er happy happy happy, men det giver bare en mørk sky over hjemmet, når han er ren skæld ud, surhed og man føler man skal gå på æggeskaller. 

Hvis han da så bare ville erkende det, men det er alle andres skyld.. Jeg havde i forvejen mavepine af sygdommen, men nu har jeg så også følelsesmæssig mavepine pga hans manglende lunte

Lige en tilføjelse, at jeg bidrager alligevel. Jeg har taget vores femårige ind j soveværelset og hygge med en film, så han ikke skal "deale med hans hysteriske humør" (som I øvrigt er helt fint og godt her sammen med mig). Og jeg har derudover tilbudt at vi finder ud af, hvad jeg så kan bidrage med under de her omstændigheder, men det adviser han fuldstændig.. 

Jeg tænker det lyder mest som om det er hans generelle korte lunte der er et problem. Fordi han mangler et pusterum. Det synes jeg i skal tale alvorligt om, når du er rask igen og i ikke har 3 unger om benene. 

at han er i dårligt humør idag er vel i og for sig ok. Han har forståelse for din sygdom ellers havde han ikke sendt dig under dynen. Hans lunte er kort. Tja. Vi kan jo alle have en off dag. Jeg tænker ikke det er dagen idag der er det egentlige problem, spm skrevet ovenfor. Men måske mere at det faktisk er blevet reglen med det dårlige humør og manglende omsorg, fremfor undtagelsen? 

Lyder som den mandebaby jeg har herhjemme når han må gøre en ekstra indsats de få gange jeg er så syg at jeg ikke er til nogen nytte. Sker max 1 gang om året.

Havde omgangssyge for et par uger siden og hold kæft en gang lorteattitude jeg måtte lægge øre til. Og da jeg blev rask føltes det nærmest som jeg stod i gæld til ham. Holder ud fordi barnet er lille og ikke magter andet lige pt.

i øvrigt, så er det Sjovt at rigtig mange kvinder kan passe de ting de plejer der hjemme  til trods for sygdom. 

Lyder som et vedvarende problem. Han har lidt han skal arbejde med. Måske i skal snakke om det når du er rask - tænker ikke du vil leve på den her måde for evigt, det er da ikke holdbart at have en mand som er sur og vrisser fordi han er overbelastet og ikke engang kan vise omsorg når hans kone/kæreste er syg. Det er da absolut minimum at forvente.