Jeg er 25 år og fik ifm. mit første barn en svær efterfødselsdepression/reaktion. I løbet af dét forløb, viste det sig at jeg har haft en barndom præget af alkoholmisbrugende forældre, vold og psykisk vold.
Jeg er sygemeldt på 4. år og har pt. depression, angst, PTSD og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse og er pt. i ressourceforløb hos kommunen, hvor jeg er i praktik 6 timer om ugen.
Min terapeut anbefaler at jeg ikke skal øges i tid, især ikke imens jeg går i behandling for mine psykiske problemer, som fylder meget i hverdagen og om natten. Alle læger og fagpersoner har, fra start, sagt at det nok skal blive bedre og at jeg jo stadig er ung - og med to "små" børn, hvorfor det kan være svært at bedømme, hvad mine "muligheder" er om fek.s. 5 år.
Selv tror jeg ikke på bedring. Jeg har gået i 5, snart 6, forskellige behandlingsforløb med forskellige behandlere samt prøvet mange forskellige antidepressiva, som ikke har haft en imponerende effekt. Det er nærmest kun blevet værre og selv begynder jeg at opgive håbet om nogensinde at få det godt igen. Derfor overvejer jeg at søge erstatning for evt. tabt arbejdsfortjeneste, varigt psykisk mén eller lign.
Jeg har en identitetskrise-lignende tilstand lige nu, hvor jeg hverken tror på bedring eller fremtid, hvorfor jeg prøver at skabe et ståsted for mig selv. Eller en afklaring af en art.
Men har nogen af jer erfaring med lignende? Hvordan startede I? Hvad blev der lagt vægt på? Hvor lang tid tog det?
På forhånd tak.
Anmeld
Citér