Ensomhed efter at være blevet mor

Jeg kæmper virkelig med at føle mig ensom efter at være blevet mor. Før Corona havde jeg mange venner og et rigt social liv, men under Corona faldt mange fra. Hvilket  egentligt var okay. Indtil jeg blev mor Efter jeg er blevet mor, har jeg selv valgt at sorterer nogle flere fra, jeg ikke ønskede tæt på mit barn. Nu står jeg så tilbage med tre veninder, alle langt væk fra hvor jeg bor og alle uden børn. Og er virkelig begyndt at skamme jeg mig over mit manglende netværk

Jeg prøver aktivt at opsøge nye relationer i mit område. Går til legestuer, sociale events og på biblioteket. Men føler de fleste i deres 30'er har styr på deres netværk, og det er noget svære at skabe relationer end i mine 20'er hvor alle virkede åbne på en anden måde. 

Jeg ved ikke hvad jeg ville med dette opslag. Måske bare lige dele det med nogle andre der har oplevet det og faktisk fundet nogle ? 

Jeg har det ligesom dig, så du er ikke alene

Jeg har det også sådan. Og jeg meldte mig også til diverse ting. 
Jeg er meget udadvendt, er god til tale med andre mennesker og møde nye mennesker. Men jeg kommer ikke skridtet videre med dybere venskaber fordi det føles som om langt de fleste har et veletableret socialt liv og ikke lige mangler en ven mere. 

Men jeg savner også virkelig veninder. 

Jeg har det ligesom dig.

Jeg har boet i byen her i 10 år, men har ikke fået venner. De sidste 6 år har jeg været mor, hvilket giver nogle fordele i forhold til det sociale - men ingen venskaber, åbenbart.

Jeg har heller ikke været isoleret, men har været i både mødregrupper, yoga, forældrebestyrelser osv. i håbet om, at jeg kunne få nye venner. Jeg har helt klart udset mig flere mødre, som jeg godt kunne tænke mig at være veninder med, og som jeg også snakker godt med, når lejligheden byder sig - men hvordan bliver man rigtige venner? Hvordan får man lavet en aftale uden børn?

I min by er der faktisk mange tilflyttere med børn, fordi byen er så børnevenlig, at mange flytter hertil, når de skal stifte familie. Jeg kan endda fornemme på flere af dem, vi snakker med, at de er lige så ensomme som min kæreste og jeg - alligevel er det så svært at danne nye venskaber!

Samtidig er man jo ramt af konstant travlhed, fordi med to fuldtidsjobs og 2-3 børn, egne familier osv., ja så er der ikke meget tid til andet.

Det var nemmere, da man var yngre, hva'? Var det mon fordi man bare drak en masse øl og festede sammen?
Nu mødes man jo kun til pæne børnearrangementer, hvor man står og skal fremstå som en god mor og det gør en ret hæmmet socialt - så er man jo mest af alt bare en "mor" og ikke hende personen bag.

Hvor er jeg glad for, at jeg ikke er alene. Det der med, at møde en masse nye mennesker.. og hvordan bliver det så dybere? Hvordan kommer man videre fra: Ej hvor er det hyggeligt du også er her.. til.. skal vi drikke kaffe på en cafe?

Jeg er så bange for at de siger nej.

Sådan har jeg det også!

Mine børn er efterhånden store, den yngste næsten 15 år, men der er bare gået mange år med små børn, deres skoler, aktiviteter og gevorligheder, at jeg bare ligesom blev mere og mere, kun mor og hustru.

Jeg har for nyligt taget en aktiv beslutning, at jeg VIL finde mine egne veninder, manden dyrker sport 2-4 gange om ugen, og har en del venner derigennem, imens jeg bare mest af alt har hygget mig hjemme i hulen (hjemmet), men nu kan jeg mærke, at jeg efterhånden har det både fysiske og psykiske overskud til, at ville noget, bare for mig.

Så indtil videre har jeg spurgt en kollega, om hun ikke kunne tænke sig at drikke en kop kaffe efter arbejdstid - og selvom det var svært at få spurgt, for tænk hvis hun sagde nej - så gjorde jeg det alligevel. Og hun sagde ja

Dernæst har jeg besluttet at se en veninde mere end før, og hende skal jeg også snart drikke kaffe med

Næste skridt, er at spørge en anden kollega, om vi ikke skal prøve at spille banko sammen (det er så hyggeligt), så må jeg se om hun siger ja.

Det er meget grænseoverskridende, sådan at spørge, for man sætter jo sig selv i en lidt følsom situation, men jeg har simpelthen besluttet mig for, at hvor intet vover, intet vinder..

Mom skriver:

Sådan har jeg det også!

Mine børn er efterhånden store, den yngste næsten 15 år, men der er bare gået mange år med små børn, deres skoler, aktiviteter og gevorligheder, at jeg bare ligesom blev mere og mere, kun mor og hustru.

Jeg har for nyligt taget en aktiv beslutning, at jeg VIL finde mine egne veninder, manden dyrker sport 2-4 gange om ugen, og har en del venner derigennem, imens jeg bare mest af alt har hygget mig hjemme i hulen (hjemmet), men nu kan jeg mærke, at jeg efterhånden har det både fysiske og psykiske overskud til, at ville noget, bare for mig.

Så indtil videre har jeg spurgt en kollega, om hun ikke kunne tænke sig at drikke en kop kaffe efter arbejdstid - og selvom det var svært at få spurgt, for tænk hvis hun sagde nej - så gjorde jeg det alligevel. Og hun sagde ja

Dernæst har jeg besluttet at se en veninde mere end før, og hende skal jeg også snart drikke kaffe med

Næste skridt, er at spørge en anden kollega, om vi ikke skal prøve at spille banko sammen (det er så hyggeligt), så må jeg se om hun siger ja.

Det er meget grænseoverskridende, sådan at spørge, for man sætter jo sig selv i en lidt følsom situation, men jeg har simpelthen besluttet mig for, at hvor intet vover, intet vinder..

Jeg tror jeg vil lade mig inspirere af dig. Gode råd