At tage afstand til sit barn pga. frygt

Min relation til vore mindste søn har været utroligt skrøbelig fra hans fødsel. For at gøre en lang historie kort, så han født med et skjult handicap, som resulterede i han ikke kunne spise selv (hverken ammes eller flasker).  Jeg opdagede problemet fra fødslen, men ingen hjalp os eller troede på os når vi bønfaldt for hjælp til ham, (han fik sonde, men med strenge ordre om, at vi helst ikke måtte bruge den, for han skulle "lære" at spise selv). 

Det betød vores søn sultede hvis vi ikke gav det i sonde men ingen lyttede. Efter ti uger fik jeg fat i hjælp til ham via en gruppe på Facebook, der gav os nummeret til en på Riget. 

Ti uger havde vi i helvede før vores søn fik hjælp og da han var halvandet blev han opereret og kan spise normalt. 

I de ti uger sagde alt i mig vi ville miste ham og jeg tog (hvilket jeg er utroligt ked og flov over) afstand til vores søn. Da vi endelig fik hjælp kunne jeg ikke overskue det og tog yderligere afstand. 

Jeg elsker ham så helt ubeskriveligt højt, det må i ikke tage fejl af. Men jeg er så utroligt bange for at miste ham hele tiden. Han er ofte syg også mere end andre børn. 

Lægerne mener han "bare" har et lidt nedsat immunforsvar, da han ikke har polypper og forsvar i munden mod virus. Så han tager alt. 

I forgårs skete så det at vores søn på nu to år gik i feberkramper... Det var voldsomt og kom så pludseligt. De varede 5-6 minutter og undervejs holdt han op med at trække vejret. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv som lige der. 

Da ambulancen kom, tog hans far med ind og var indlagt et døgn med han (det kan åbenbart være man får flere kramper efter et). 

Nu det eneste jeg ser et sygt barn og ingen fornuft trænger ind til mig. Jeg er sikker på han må fejle noget alvorligt og jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke længere være hans mor for jeg kan ikke. 

Jeg er ikke en ro og støtte til ham, jeg er panikken og angsten der fylder lokalet. Min skræk og angst rammer nu også vores to store børn, som i forvejen er bange efter de så deres lillebror krampe på den måde og hentes i ambulance. 

De store børn er pt hos mine forældre, og vores søn hjemme hos far. Men jeg er flygtet i sommerhuset. Tør ikke komme hjem og er så bange for at han bliver syg igen. Ved godt vi nu har Stesolid liggende, men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke passe ham og bare far går på wc græder jeg af panik. 

Det hæsligt. Har sagt til hans far at han må tage al ansvar for vores søn og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ser kun et sygt barn som jeg venter på at miste. 

Vores relation var blevet så god, men det har taget så lang tid at finde hinanden og nu kan jeg ikke holde fast i den. Føj hvor jeg skammer mig og føler mig som verdens dårligste mor. Men jeg vil og kan ikke være sammen med vores søn. Han må jo kunne mærke jeg er bange sammen med ham. 

Hvad gør jeg? 

Har prøvet med hypnose og psykolog dengang han var helt lille, og det hjalp da også en smule. Men tror simpelthen ikke på de kan hjælpe denne gang. 

Undskyld mit opslag men ved ikke hvor jeg skal søge hjælp eller hvad jeg skal gøre. Vil ikke hjem igen. 

Anonym skriver:

Min relation til vore mindste søn har været utroligt skrøbelig fra hans fødsel. For at gøre en lang historie kort, så han født med et skjult handicap, som resulterede i han ikke kunne spise selv (hverken ammes eller flasker).  Jeg opdagede problemet fra fødslen, men ingen hjalp os eller troede på os når vi bønfaldt for hjælp til ham, (han fik sonde, men med strenge ordre om, at vi helst ikke måtte bruge den, for han skulle "lære" at spise selv). 

Det betød vores søn sultede hvis vi ikke gav det i sonde men ingen lyttede. Efter ti uger fik jeg fat i hjælp til ham via en gruppe på Facebook, der gav os nummeret til en på Riget. 

Ti uger havde vi i helvede før vores søn fik hjælp og da han var halvandet blev han opereret og kan spise normalt. 

I de ti uger sagde alt i mig vi ville miste ham og jeg tog (hvilket jeg er utroligt ked og flov over) afstand til vores søn. Da vi endelig fik hjælp kunne jeg ikke overskue det og tog yderligere afstand. 

Jeg elsker ham så helt ubeskriveligt højt, det må i ikke tage fejl af. Men jeg er så utroligt bange for at miste ham hele tiden. Han er ofte syg også mere end andre børn. 

Lægerne mener han "bare" har et lidt nedsat immunforsvar, da han ikke har polypper og forsvar i munden mod virus. Så han tager alt. 

I forgårs skete så det at vores søn på nu to år gik i feberkramper... Det var voldsomt og kom så pludseligt. De varede 5-6 minutter og undervejs holdt han op med at trække vejret. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv som lige der. 

Da ambulancen kom, tog hans far med ind og var indlagt et døgn med han (det kan åbenbart være man får flere kramper efter et). 

Nu det eneste jeg ser et sygt barn og ingen fornuft trænger ind til mig. Jeg er sikker på han må fejle noget alvorligt og jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke længere være hans mor for jeg kan ikke. 

Jeg er ikke en ro og støtte til ham, jeg er panikken og angsten der fylder lokalet. Min skræk og angst rammer nu også vores to store børn, som i forvejen er bange efter de så deres lillebror krampe på den måde og hentes i ambulance. 

De store børn er pt hos mine forældre, og vores søn hjemme hos far. Men jeg er flygtet i sommerhuset. Tør ikke komme hjem og er så bange for at han bliver syg igen. Ved godt vi nu har Stesolid liggende, men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke passe ham og bare far går på wc græder jeg af panik. 

Det hæsligt. Har sagt til hans far at han må tage al ansvar for vores søn og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ser kun et sygt barn som jeg venter på at miste. 

Vores relation var blevet så god, men det har taget så lang tid at finde hinanden og nu kan jeg ikke holde fast i den. Føj hvor jeg skammer mig og føler mig som verdens dårligste mor. Men jeg vil og kan ikke være sammen med vores søn. Han må jo kunne mærke jeg er bange sammen med ham. 

Hvad gør jeg? 

Har prøvet med hypnose og psykolog dengang han var helt lille, og det hjalp da også en smule. Men tror simpelthen ikke på de kan hjælpe denne gang. 

Undskyld mit opslag men ved ikke hvor jeg skal søge hjælp eller hvad jeg skal gøre. Vil ikke hjem igen. 

Først og fremmest kæmpe krammer til dig. Hvor må det være en skrækkelig følelse at rende rundt med  

du har uden tvivl brug for hjælp. En form form for krisepsykolog tror jeg du har brug for. Du bliver nødt til at give psykolog en chance igen selvom du ikke tror det hjælper. Der skylder du dig selv og din familie. 

Ønsker dig alt der bedste 

Kære du

Vigtigst af alt: Det kan blive godt igen og du har ikke endegyldigt fejlet som mor. Men du og din familie har brug for støtte. Du fortjener og har brug for akut hjælp. Ring til forældretelefonen i morgen på 35 55 55 57 og bed dem om hjælp og vejledning. Du kan få det bedre og din familie ligeså, trods alt det urimelige I har oplevet. Hæng på!!

Jeg synes det lyder til at være en ubehandlet efterfødselsreaktion ❤️ synes du skal komme til din læge og snakke med vedkommende og så måske prøve at kontakte din sundhedsplejerske.

god bedring til dig og vid at du er helt normal. 

StortOgSmåt skriver:

Kære du

Vigtigst af alt: Det kan blive godt igen og du har ikke endegyldigt fejlet som mor. Men du og din familie har brug for støtte. Du fortjener og har brug for akut hjælp. Ring til forældretelefonen i morgen på 35 55 55 57 og bed dem om hjælp og vejledning. Du kan få det bedre og din familie ligeså, trods alt det urimelige I har oplevet. Hæng på!!

Er det annonymt ? Hvad skal jeg sige til dem og hvordan kan de hjælpe. Har så meget mistillid til vores system efter vores start med ham og måske lidt op grænsen til paranoid kan jeg mærke når jeg skriver nu. 

Anonym skriver:

Er det annonymt ? Hvad skal jeg sige til dem og hvordan kan de hjælpe. Har så meget mistillid til vores system efter vores start med ham og måske lidt op grænsen til paranoid kan jeg mærke når jeg skriver nu. 

Ja, du ringer og er helt anonym. Det eneste du skal er at fortælle hvordan du har det og hvad du går igennem. Det er første vigtige skridt, og det er helt ufarligt og uden konsekvenser. De vil lytte til dig og guide dig videre. 

Jeg lider af panikangst og jeg synes det lyder som om det godt kunne være noget du også har. Sammen med noget efterreaktion på jeres meget ubehagelige start med jeres yngste. 
Den måde du reagerer på nu ved at trække dig helt kan jeg også genkende fra mig selv. Vores barn var ikke syg men fødslen var traumatisk for mig og jeg fik en efterfødselsreaktion og udviklede så panikangst. Jeg troede heller ikke at jeg kunne være sammen med mine børn og jeg var meget bange for at give dem ar af min egen angst. Jeg var helt fastlåst. Det hjalp mig at snakke med en psykolog uden om det offentlige for som dig har jeg heller ikke tiltro til “systemet” og i øvrigt var der alt for lang ventetid. Jeg vil altså råde dig til at finde en psykolog på mandag og komme igang med et forløb så du kan få det bedre. Den terapiform der har hjulpet mig er metakognitiv terapi og jeg har det meget bedre nu end da det var værst. Det har været/er en mega hård kamp men det bliver lidt lettere hele tiden. Jeg mærker stadig angsten og kommer til at handle uhensigtsmæssigt nogle gange men jeg har en helt anden kontrol og ro igen. 
Det er jo ikke sikkert at vores situationer kan sammenlignes men jeg vil uanset råde dig til at tage fat i en psykolog hurtigt så det ikke bliver endnu værre. 

Kunne ikke lige gå forbi din tråd uden at sende et kram med på vejen. Du er IKKE en dårlig mor! Du er i forsvar og dit nervesystem prøver at skåne dig ved at tage afstand, fordi det er bedre/nemmere end potentielt at tage afsked med din søn. Vores nervesystem prøver på bedst muligvis at beskytte sig for farer og det kan fryse, flygte eller kæmpe. Man bestemmer ikke selv hvad respons man får, og din respons er flugt. Det er okay! Du er okay! Og du er en god mor alligevel/stadigvæk. Det du har oplevet er så voldsomt for dig, at du bliver overbelastet og for at du ikke går fuldstændig i stykker, forsøger din krop at beskytte dig -ved at søge væk

Du er en god mor bare fordi du indser det og erkender det. Og du har det sådan her FORDI du elsker dit barn afstandne handler ikke om at du ikke vil ham, men om at du er dybt rædselsslagen for at miste ham. Og rædslen kan blive så omfattende at man går i ren overlevelsestilstand. Du gør det helt rigtige ved at sætte ord på over for din mand så han kan hjælpe til der hvor du ikke længere har ressourcerne Du skal huske også at søge orofessionel hjælp

En psykolog er ikke bare en psykolog. Du skal have fat i en krisepsykolog eller en traumeterapeut. Jeg har selv prøvet det sidste og sikke en omvæltning jeg oplevede i mit sind! For mig var psykoedukation, kognitiv terapi og traumeterapi i en blanding lige hvad der gav mening. Så skynd dig at få fat på hjælp. For din egens kyld og din families skyld

StortOgSmåt skriver:

Ja, du ringer og er helt anonym. Det eneste du skal er at fortælle hvordan du har det og hvad du går igennem. Det er første vigtige skridt, og det er helt ufarligt og uden konsekvenser. De vil lytte til dig og guide dig videre. 

Okay det prøver jeg. Tak 

Anonym skriver:

Min relation til vore mindste søn har været utroligt skrøbelig fra hans fødsel. For at gøre en lang historie kort, så han født med et skjult handicap, som resulterede i han ikke kunne spise selv (hverken ammes eller flasker).  Jeg opdagede problemet fra fødslen, men ingen hjalp os eller troede på os når vi bønfaldt for hjælp til ham, (han fik sonde, men med strenge ordre om, at vi helst ikke måtte bruge den, for han skulle "lære" at spise selv). 

Det betød vores søn sultede hvis vi ikke gav det i sonde men ingen lyttede. Efter ti uger fik jeg fat i hjælp til ham via en gruppe på Facebook, der gav os nummeret til en på Riget. 

Ti uger havde vi i helvede før vores søn fik hjælp og da han var halvandet blev han opereret og kan spise normalt. 

I de ti uger sagde alt i mig vi ville miste ham og jeg tog (hvilket jeg er utroligt ked og flov over) afstand til vores søn. Da vi endelig fik hjælp kunne jeg ikke overskue det og tog yderligere afstand. 

Jeg elsker ham så helt ubeskriveligt højt, det må i ikke tage fejl af. Men jeg er så utroligt bange for at miste ham hele tiden. Han er ofte syg også mere end andre børn. 

Lægerne mener han "bare" har et lidt nedsat immunforsvar, da han ikke har polypper og forsvar i munden mod virus. Så han tager alt. 

I forgårs skete så det at vores søn på nu to år gik i feberkramper... Det var voldsomt og kom så pludseligt. De varede 5-6 minutter og undervejs holdt han op med at trække vejret. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv som lige der. 

Da ambulancen kom, tog hans far med ind og var indlagt et døgn med han (det kan åbenbart være man får flere kramper efter et). 

Nu det eneste jeg ser et sygt barn og ingen fornuft trænger ind til mig. Jeg er sikker på han må fejle noget alvorligt og jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke længere være hans mor for jeg kan ikke. 

Jeg er ikke en ro og støtte til ham, jeg er panikken og angsten der fylder lokalet. Min skræk og angst rammer nu også vores to store børn, som i forvejen er bange efter de så deres lillebror krampe på den måde og hentes i ambulance. 

De store børn er pt hos mine forældre, og vores søn hjemme hos far. Men jeg er flygtet i sommerhuset. Tør ikke komme hjem og er så bange for at han bliver syg igen. Ved godt vi nu har Stesolid liggende, men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke passe ham og bare far går på wc græder jeg af panik. 

Det hæsligt. Har sagt til hans far at han må tage al ansvar for vores søn og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ser kun et sygt barn som jeg venter på at miste. 

Vores relation var blevet så god, men det har taget så lang tid at finde hinanden og nu kan jeg ikke holde fast i den. Føj hvor jeg skammer mig og føler mig som verdens dårligste mor. Men jeg vil og kan ikke være sammen med vores søn. Han må jo kunne mærke jeg er bange sammen med ham. 

Hvad gør jeg? 

Har prøvet med hypnose og psykolog dengang han var helt lille, og det hjalp da også en smule. Men tror simpelthen ikke på de kan hjælpe denne gang. 

Undskyld mit opslag men ved ikke hvor jeg skal søge hjælp eller hvad jeg skal gøre. Vil ikke hjem igen. 

Jeg synes du skal henvende dig på psykiatrisk akutmodtagelse.

Stakkels jer!