Vuggestue start

Jeg har en søn på snart et år, som startede i vuggestue for snart 2 måneder siden. Han har før det altid været meget glad for alle andre børn og voksne og slet ikke været genert eller bange. Indkøringen startede rigtig godt, men efter lidt sygdom og fravær fra institution er det bare gået helt ned af bakke. Han græder rigtig meget når han er der og vil kun hænge på pædagogernes arme. Vi er meget forvirrede over denne udvikling og har derhjemme en meget nysgerrig og udfordrende dreng som går rundt og leger med alt. Vi har svært ved at tage mere fri fra vores jobs nu hvor vi begge er tilbage og står derfor uvidende over for om vi bør gøre noget anderledes eller om vi bare skal hænge i. Vi føler jo at det er et traume for ham at være så ked af det så meget og oplever nu også at han er begyndt at være meget ked af det hjemme også og vil kun være hos mig og ikke særlig meget hos far. Vi er virkelig slidt op af så meget gråd. Kan vi gøre noget?

Har ingen gode råd. Ville bare sige vi står i akkurat det samme og det er hæsligt

Hejsa - Begge mine græd ca. den første måned i vuggestuen.

hver dag sagde pædagogerne “IDAG har været rigtig fin”… (modsat igår eller hvad? Tænkte jeg altid)

Begges gråd var sådan, at de kom i tanke om mig, græd, og blev trøstet. 
og så gradvist blev der længere imellem gråd-anfaldene og “anfaldene” varede gradvist kortere tid. 

Er der ændringer/afvikling i grådanfaldene derovre? 

Hvad er jeres egen mavefornemmelse med institutionen? 
Hvis nu I selv var babyer der- ville I føle jer trygge? Lugter der dårligt? Hvordan er kemien mellem de voksne osv.? 

Hvis mine havde grædt i to måneder, havde jeg fundet en dagplejer eller prøvet noget andet. 
Enig i, at det må være en traumatisk oplevelse for dem. Men jeg er ikke børnepsykolog, bare en (pylret?) mor.

Ingen af jer er i mine øjne spor pylrede. I hører jo blot at jeres små børn fortæller jer, at de ikke har spor lyst til at være væk fra jer. De skal sådan set nok komme igennem det, hvis I fortsætter. Det gør langt de fleste. Men jeg er ikke sikker på, at det betyder at vi som samfund har fat i den lange ende ved at gøre sådan. Hvis jeg skulle gøre noget om, eller får jeg et barn mere, vil én af os forældre forsøge at tage længere barsel, gå ned i tid eller blive hjemme på skift. Også hvis det koster et par år på karrieren. Jeg ønsker ikke at køre endnu et barn igennem “samfundskontrakten” - og mine har endda taget det enormt pænt. Men det føles forkert for mig alligevel … og det gør det tilsyneladende også for jer … 

Det er så hårdt når de små er så ulykkelige. 

Er der måske nogle bedsteforældre der kan hjælpe med at hente tidligt/passe hele dage? 

Hvis man havde muligheden for det ville jeg nok aftale en ny indkøringsperiode og prøve igen - men det kræver jo både at at man kan få lov på arbejdspladsen og at man har opsparet eller selv vil betale ferien, men jeg tror man kan komme langt ved at være på sidelinjen i institutionen i bare 2 dage. Børn er forskellige og man skal også huske der omkring de 10-12 mdr. Er sådan en periode hvor børnene opdager den store verden, og derfor søger trygheden i kendte voksne.. 

Kram til jer, det lyder mega hårdt! Jeg håber det snart bliver bedre!

Anonym skriver:

Jeg har en søn på snart et år, som startede i vuggestue for snart 2 måneder siden. Han har før det altid været meget glad for alle andre børn og voksne og slet ikke været genert eller bange. Indkøringen startede rigtig godt, men efter lidt sygdom og fravær fra institution er det bare gået helt ned af bakke. Han græder rigtig meget når han er der og vil kun hænge på pædagogernes arme. Vi er meget forvirrede over denne udvikling og har derhjemme en meget nysgerrig og udfordrende dreng som går rundt og leger med alt. Vi har svært ved at tage mere fri fra vores jobs nu hvor vi begge er tilbage og står derfor uvidende over for om vi bør gøre noget anderledes eller om vi bare skal hænge i. Vi føler jo at det er et traume for ham at være så ked af det så meget og oplever nu også at han er begyndt at være meget ked af det hjemme også og vil kun være hos mig og ikke særlig meget hos far. Vi er virkelig slidt op af så meget gråd. Kan vi gøre noget?

Har I spurgt i vuggestuen hvad deres oplevelse er og fået deres råd og vejledning til, om noget skal justeres? 

Begge vores børn har reageret efter 2-3 måneder. Alt er starter godt. Så ramte hverdagen (med korte dage og bedsteforældre, der også hentede tidligt). Faktisk fik de begge brug for at introducere en morgenlur igen. Lige 30 minutter omkring kl. 8. Ellers brændte de helt sammen ved aflevering. Det var deres måde at reagere på forandring. Det tog lige et par måneder. Så var vi i en fin rytme igen. 

Børn er forskellige. Børn reagerer forskelligt. Tal med pædagogerne og få deres råd (og lyt til svaret - også hvis det gør ondt). Og husk at tale institutionen op til barnet. 

Vh.

Jeg arbejder selv i vuggestuen. 
Jeg vil sige, det er ikke unormalt at mange børn reagerer efter et par måneder. Så går det ligesom op for børnene at det er hverdagen og at de måske egentlig hellere ville være hjemme ( hvilket jo kun er naturligt). 

Jeg har masser af børn der stadig græder ved aflevering - men der går vitterligt ikke et minut før de render rundt og leger og smiler og griner med de andre børn - og så er der ingenting resten af dagen. Men det sidste forældrene ser er et ked af det barn. 

Men børn der græder konstant og børn der kun vil hænge på pædagogerne - her ville jeg holde øje med udvikling, for sådanne børn kræver en indsats fra pædagogernes side. 
Ikke at dit barn nødvendigvis stopper med at græde ved aflevering, for nogle børn græder bare helt op i børnehaven, men indenfor et par måneder skal han helst stoppe med at hænge på pædagogerne og du skal høre at han har det bedre og bedre i dagligdagen. 

Med vores dreng gik indkøringen også rigtig godt. Men efter nogle måneder havde vi problemer hver gang vi gik til vuggestuen. Bare vi skulle ned og handle, hvor vi gik samme vej, blev han enormt ked af det og troede vi skulle i vuggestuen. Vi flyttede så, og han skulle i en ny institution, og vi havde aldrig problemer efter han blev indkørt der!

Vi havde altid følelsen af at vi kom med en "problem barn" i den gamle institution, at pædagogerne altid lige skulle trække vejret ekstra dybt. I den nye satte de sig altid ned på gulvet når han kom og han fik lov til at give dem en krammer og få den omsorg han havde behov for. Efter 5 min var alting godt og vi havde aldrig en dag hvor han græd! Han er nu børnehave barn og har stadig brug for at komme ind og kramme pædagogen.

Så her hjalp til at skifte institution, men vi havde nok ikke selv tænkt den tanke hvis vi blev boende.