Fælles barn

Min kæreste har 2 børn, på 8 og 9. Da vi fandt sammen var jeg meget klar i at jeg også ønskede børn, som han var med på, der skulle bare ikke gå for længe grundet hans alder (midt 30). Vi flyttede sammen de kørte 12/2 moren flyttede tættere på og så kører vi 7/7, ideen for ham forsvandt lidt føler jeg og det ved han godt, og siger efter noget tid at en dag kan vi også

Hans ene bare mangter ikke mere flyt, så bolien vi har (der er ingen ekstra værelser selv om jeg nævnte det da vi flyttede fra den gamle til denne lejlighed) er ikke en mulighed til børn, men vi må ikke flytte før den i 2 klasse går ud af folkeskolen 

Jeg tænker bare, er jeg idiot for at tro han taler sandt med det barn? Hvor længe ville i lade et barn have værelse i soveværelset? Jeg aiger maks 2 år og det synes jeg også er længe da der ikke er meget plads hvis der skal være børnesenge og tøj. Og mi kæreste er over 40 til den tid. Er jeg den eneste der føler lidt han bare siger det fordi jeg ønsker det og til den tid for jeg bare en kommentar der hedder jeg er for gammel?  

Han kan jo kun tale ud fra sin situation, og nu er han jo pludselig på med sin børn 7/7 fremfor 12/2 og det ændrer nok på hans overskud i forhold til at bringe flere børn ind i familien.

ingen kan sige og ikke engang ham hvordan han føler om 5-7 år, så det eneste du kan gøre er at enten tage chancen og vente eller tage ansvar og gå fra ham for at finde en mand, som er klar nu. Og kun du ved hvad der det bedste for dig. Uanset er der ingen garantier for at du står med en babyklar mand om 3, 5 eller 7 år.

det kan jo også være i kan flytte om to år eller der sker andre ting.

Det er svært. Men han er jo tydeligvis ikke klar nu. Hvem ved om han bliver det en dag? Det gør han måske ikke engang selv. Så ja, du tager en chance ved at blive. Men så må du gøre op med dig selv om du tør tage den eller om at få et barn betyder mere. 

Man kan dog godt få børn selvom man er over 40. Vi var 40 og 47 år, da vi fik et barn

drabo skriver:

Han kan jo kun tale ud fra sin situation, og nu er han jo pludselig på med sin børn 7/7 fremfor 12/2 og det ændrer nok på hans overskud i forhold til at bringe flere børn ind i familien.

ingen kan sige og ikke engang ham hvordan han føler om 5-7 år, så det eneste du kan gøre er at enten tage chancen og vente eller tage ansvar og gå fra ham for at finde en mand, som er klar nu. Og kun du ved hvad der det bedste for dig. Uanset er der ingen garantier for at du står med en babyklar mand om 3, 5 eller 7 år.

det kan jo også være i kan flytte om to år eller der sker andre ting.

Flytning er ikke mulig fordi det ene barn har det svært i forvejen

Han vidste planen var 7/7 i et par måneder før det skete og der var hans mening ikke ændret. Det skete det øjeblik hvor adressen blev flyttet, som om han har været i tvivl om hans eks skiftede mening 

Jeg synes bare det er mærkeligt han skifter meningen hele tiden 

Sorry nu bliver jeg en smule hård.. Men det lyder til, at du er den samme, som har oprettet de andre debatter med faren, der har fokus på sine nuværende børn og du føler dig glemt og overset.. 

Og er det dig, så har du et ekstremt fokus på at få det her fælles barn og glemme jeres andre problemer.. Du bliver simpelthen nødt til at have dit fokus på jeres forhold og bonusbørn lige nu, og så glemme det der fælles barn lidt.. Og så vær indstillet på, at fællesbarnet måske aldrig bliver en realitet.. 

Far har i hvert fald hverken lyst eller overskud til et barn mere nu, for han har fokus på det vigtigste: nemlig at hans børn lige pt. kan være i alt det her med flytning og samvær.. Og der kan gå lang tid, før han overhovedet har overskud til bare at tænke på et barn mere.. 

Så du skal gøre op med dig selv, om du vil blive eller gå.. Og bliver du, så skal du finde ro i, at der måske aldrig kommer et fællesbarn, og slet ikke nu.. Og du skal heller ikke snakke med ham om det nu, for det orker han ikke 

Sorry nu bliver jeg en smule hård.. Men det lyder til, at du er den samme, som har oprettet de andre debatter med faren, der har fokus på sine nuværende børn og du føler dig glemt og overset.. 

Og er det dig, så har du et ekstremt fokus på at få det her fælles barn og glemme jeres andre problemer.. Du bliver simpelthen nødt til at have dit fokus på jeres forhold og bonusbørn lige nu, og så glemme det der fælles barn lidt.. Og så vær indstillet på, at fællesbarnet måske aldrig bliver en realitet.. 

Far har i hvert fald hverken lyst eller overskud til et barn mere nu, for han har fokus på det vigtigste: nemlig at hans børn lige pt. kan være i alt det her med flytning og samvær.. Og der kan gå lang tid, før han overhovedet har overskud til bare at tænke på et barn mere.. 

Så du skal gøre op med dig selv, om du vil blive eller gå.. Og bliver du, så skal du finde ro i, at der måske aldrig kommer et fællesbarn, og slet ikke nu.. Og du skal heller ikke snakke med ham om det nu, for det orker han ikke 

Jeg vil gerne stemme i og var ved at skrive nogenlunde det samme … et fælles barn lyder som et virkelig, virkelig urealistisk og uigennemtænkt skridt for jer de kommende mange år, på baggrund af de mange ting som lige nu er ret giftige hos jer. Du beskriver alle steder hvordan I har det ekstremt svært som sammenbragt familie, hvordan hans børn ikke trives, at I er uenige om jeres bolig, om arbejdsfordelingen mellem jer, at I har virkelig usund kommunikation, ikke kan rejse på ferier sammen, end ikke kan lave aftensmad uden at alt går i hårdknude. Han taler grimt, behandler dig dårligt … det lyder rigtig godt gammeldags usundt for jer alle sammen - og det lyder direkte uansvarligt at tænke flere børn ind i alt det rod.

Måske skulle du hellere gå nogle lange ture og gennemtænke, om dette er det liv du ønsker at leve og hvorfor du finder dig i den nuværende situation? 

Tre tråde i rap, jeg ser alle alarmklokker ringe! Synes det ville være synd for jer alle at få et barn. Med de problemer i har nu tror jeg det kan gå helt galt. Skynd dig at finde en anden mand der vil det samme som dig.  

Han elsker tanken om flere børn, men nej. Jeg tvivler på, at det i praksis bliver noget, han gerne vil udføre. Omvendt tror jeg også, at du vil mistrives endnu mere, fordi du pludselig mærker kærligheden til dit eget barn og at faren stadig bruger energi og tid på de andre børn. Også når du oplever jeres barn har brug for far, eller du er træt og udkørt efter hårde nætter. 

Jeg synes du skal finde dig en mand uden børn, for det lyder slet ikke til at du regner hans børn for noget

Det er klart han sætter hans børn først, det er meget normalt man gør det og det virker ikke helt til at du vil acceptere det. 

Har lige genlæst nogle af dine debatter, og kan ikke lade være med at tænke, at du nok skal afslutte det forhold, for du er slet ikke interesseret i dem på den rigtige måde, lyder det til.. 

Prøv at læse dine debatter igennem.. Alle debatter omhandler, at du bebrejder og skyder skylden på den mindste.. Og alle debatter bærer præg af, at du ikke får opfyldt dine ønsker/behov eller at du vil lave noget om.. 

Og så kan jeg jo ikke lade være med at tænke på, om den mindste (som i forvejen har det hårdt med skilsmisse, flytning og nyt samvær) også kan mærke, at bonusmor har noget imod hende.. For det er ud fra dine debatter ret tydeligt, at du har noget imod hende, og at du mener, at hun er skyld i alt.. 

Når man får en familie med børn, så er det børnene og deres behov og mange af deres vaner, der kommer i første række, og så eftet et stykke tid så kan man lave en lille smule om.. Og det virker ærlig talt til, at du har svært ved at behovsudsætte og lade dem komme først.. 

Derudover har jeg svært ved at finde noget positivt omkring dem i nogle af dine debatter.. Der er vist kun 1, hvor du omtaler dem positivt.. Ellers er der ingen søde og kærlige ord omkring dem - kun at de afholder dig fra at få fælles hjem, fælles barn, flytte, få hund, rejse på din måde osv. 

Så for mig lyder det til, at du er sammen med dine kæreste, fordi du godt kan lide trygheden ved at have en kæreste, og han er din chance for at få dine drømme om barn osv. opfyldt.. Så synes hellere, at du skulle slå op og finde en, der ikke har børn og som vil det samme som dig