Fælles bolig når han har børn

Jeg er virkelig på var bund. Jeg er rigtig glad for min kæreste. Vi kan have det skide godt hele ugen. Så kommer hans børn og han bliver sur eller irriteret over at jeg ikke ønsker st gøre ingen alene. Han har dem 7/7 så når de er der, er det som om de skal indhente den tidligere uge. 

Dette betyder jeg laver de fleste ting hjemme. Jeg ønsker ikke bare at blive ignoreret. Lave mad og madpakke, han tager dog til tider opvasken. Men kan det passe de skal indhente tiden? 

Jeg fik skæld ud over at han tænkte den ene måske ikke mente hun fik nok opmærksomhed (ikke noget hun har ytret i følge ham selv) men det var forkert at jeg ville have hjælp i køkkenet. Det er derfor min skyld hun har den følelse

Jeg har forklaret den følelse nok ville komme, ikke pga mig men fordi den anden har ytret til mig hun føler sig overset. Hun bliver set når den anden sovet, og den lille bliver nu til tider irriteret over hun ikke længere bare kan afbryde sin søster, eller før hjælp i det øjeblik hun siger til, hvis han er i gang med noget ved den store

I starten måtte jeg intet ændre i deres liv i forhold til vores fælles hjem. Han vil gerne have det ryddelig og pænt. Men når de er her, kan man efterlade tingene hvor man kom til. (Smide hårbørsten og elastikkerne i stuen, skolebøgerne der hvor man kom til, madkassen på gulvet hvis det er der man tog den ud) det gider jeg ikke og slet ikke fordi det er os der skal rende efter dem og rydde op (for han vil have det ser ordenligt ud) 

Jeg ønsker en hund, og dertil gør han selv. Men bamser og lignende må efterlades hvor man er kommet til, og han mener så når hunden kommer kan de med det samme godt finde ud af at ligge den på plads med det samme, hvor jeg mener øvelse i at gøre tingene nu gør det nemmere til den tid, mest fordi en ene oftest ikke kan huske vad hun har lavet dagen før 

At ligge en hårbørste tog mig 2 måneder at få indført at den ikke bare skal efterlades i sofaen, og han siger han er glad for det nu. Men er det forkert af mig som også bor i dem fælles bolig vi har fundet sammen, kan man godt finde tingene fælles selv om han har børn. 

Og er alt min skyld? Er det normalt at fordi de er 3, så et det ikke ham og mig som voksne der skal finde ud af hvordan vores hjem er, men de 3 da de er børn og intet skal ændres for dem? Den store ytre selv det er rart at få rammer og men ikke bare må gøre som det passer en hele tiden

Jeg er bare ved at give op og synes det er hård, jeg skal sørge for de har det fantastisk hele tiden og de har ekstra hygge tid, men hvad med mine følelser og mine ønsker om et hjem? Er det forkert af mig jeg også vil have noget at skulle have sagt? 

Har du ikke næste lige oprettet en tråd om dette eller er det blot en anden brugers tråd der ligner?

Men nej, det er ikke ok at dine følelser og ønsker for jeres fælles hjem tilsidesættes. Ej heller er det i orden at du skal stå for en stor del sf de praktiske.
Forståeligt nok har de brug for at være sammen når børnene er hos jer, men de er jo ikke kun få dage hver måned du skal leve sådan, men halvdelen af tiden - og derfor skal hjemmet fungere. Og alle må hjælpe til med de huslige pligter og rydde op efter sig selv. 

Og I må sammen skabe/have en fælles forståelse for reglerne i hjemmet, det er jo ikke et hotel børnene er på når de er der.

Snak med din mand, og sige det som du føler det. 
Jeg vil mene at det er helt på sin plads med regler og diciplin når de bor hos jer halvdellen af tiden. 
Hver anden uge er jo tit og lang tid af gangen. Kan godt forstå hvis de lige skal bruge den første dage de lander, på at snakke, kramme if være sammen med far hele tiden. Men ikke alle dagene. Havde været noget andet hvis de kun så far hver anden weekend.
Far skal også passe sine pligter som han plejer, og I skal være en alm. familie når de er der. 
Så synes jeg også, at du skal snakke med faren når børnene er hos mor, og fortæl at du trives bedst på den måde. Det er som du siger jeres fælles hjem, så du har noget at skulle have sagt.

Ulempen ved at snakke med sin mand om problemerne er, at man ikke altid snakker med sin kæreste, men i stedet bliver mødt af børnenes far. Og det kan godt føles som en udfordring. 

Han skal finde en måde at være begge roller samtidig. Altså din kæreste og børnenes far, hvor både børnene og I som voksne kan trives i familien. Det er dog nemmere sagt end gjort.

Han skal rumme, at du formentlig ikke elsker hans børn, som han gør. At du hurtigere bliver irriteret på dem, ser deres rod og i øvrigt ikke glemmer alting, fordi de smiler til dig eller siger de elsker dig. Det gør han ellers selv.

Du skal til gengæld forsøge at rumme, at ja, man indhenter noget tid hver anden uge. For ham bliver rengøring, rod og lignende fuldstændig ligegyldigt, når hans børn er der. Han har formentlig en evig dårlig samvittighed over at børnene er blevet skilsmissebørn, og frygten for ikke at opfylde deres behov på den halve tid er langt mere nærværende end irritation over rod.

Du har et stort behov for at opretholde hverdagen med eller uden børn. Han har et stort behov for at være far på fuldtid på deltid. 

Man kan godt finde veje og måder at få det til at fungere på, og nej, det er bestemt ikke alt sammen din skyld. Men I er nødt til at finde en måde at forstå hinanden, kommunikere og imødekommende hinandens behov. For ellers kan du ligeså godt pakke dine ting med det samme.

Jeg kan anbefale parterapi, det har jeg selv været meget glad for i samme situation. 

Han vil gerne både blæse og have mel i munden og det kommer aldrig til at fungere hvis han holder fast i sine principper. Det lyder som om han gerne vil have en hushjælp til at klare det hårde arbejde når børnene er der, så han stadig er den som beslutter hvordan tingene skal foregå. Du skal selvfølgelig rumme de børn og at de fylder når de er der, men selvfølgelig kan du være med til at opsætte regler. Det er også dit hjem.

Hvor store er børnene? Hvor længe har I været sammen, og hvor længe har han været gået fra mor?