Hvor sover jeres børn når de er små forkølet

Far må da sove i midten så. Han sparker vel ikke.

mine børn sover inde ved sig selv når de er syge - den yngste er 8. Tror heller ikke det er godt at sove for tæt når man har feber…

Da de var mindre har de sover i sengen men for det meste er een af os så gået ind i stuen - den der sov med barnet fik som regel ikke meget søvn og så kunne man bytte om morgenen så den også fik lidt søvn ��

“for hyggens skyld” synes jeg de er for store når der ikke er plads! Jeg sover nogle gange med min datter på 8 når min mand sover på hotel men ikke nå han er der - hun er nemlig og en “sparker”

Da min søn var 13 og havde en forfærdelig omgang mave onde/opkast sov han på en madras vel siden af min seng. 
Jeg ville kunne høre ham hvis der er noget galt, og så skal han mærke trygheden i at jeg er tæt på. 
Hvad med at foreslå din kæreste at ungerne sover på madras ved siden af sengen?

Anonym skriver:

Hos os må børnene altid komme ind til os, hvis de vågner om natten. Og hvis de er syge, sover de i vores seng hele natten, hvis de har lyst.

Jeg sover dårligt med et barn imellem os, især hvis det er sygt og ligger uroligt. Så jeg går ind og sover et andet sted. Det er jo mig, der har problemet - de andre sover fint. Så selvfølgelig er det mig, der skal gå. Det generer mig ikke. Jeg er bare glad for at kunne få lov at sove.

Du og din kæreste må jo få en snak om, hvordan I begge har det i den her situation. Jeg kan godt forstå, at du kan synes det er træls at børnene kommer ind, hvis det betyder, du ikke kan sove. Omvendt kan det være, at hvis de ikke må komme ind, kan de ikke sove. Hvis behov vejer så tungest? 

I må forsøge at snakke jer frem til en god løsning. Du skal selvfølgelig også høres, du bor der jo også. Men børnene bor der jo også. Og hvis din mand elsker at sove med sine unger skal det jo også tages med i betragtning. Jeg forstår ikke helt, om du bliver  skubbet ud mens de sover - altså ikke med vilje, eller om det er bevidst - sådan ‘smut med dig-agtigt’. Det sidste synes jeg er vildt strengt.
Men jeg tænker, at I må kunne finde en løsning, hvor alle kan få sovet.

De sover fint på deres værelse og kommernind hvis fx mareridt og nogen gange selv ytre de hellere bare vil fælles ind i seng og få dynen lukning sig, de kan begge sove godt i senge og sove igen hvis de vågner for tideligt 

Når de sover alle 3 og han sover i midten går den lille også bare tilbage til sin seng fordi han og den store fylder for meget og skubber den lille ud, hun fylder dog også meget selv hvis hun sover med mig i sengen i stedet for den store for min kæreste og den store laver ikke plads til andre døjeg rykker mig automatisk så de også for sovet og gør det også o søvne

Vores sover tæt på os når de har feber /opkast. 
Enten i sengen eller på madras. Men vi foretrækker at kunne høje ekstra øje med dem når de er syge og derudover har de selv et stort behov for os voksne når de er syge. 

Her er børnene 1, 3, 5 og 6 år.

Ingen kommer ind bare hvis de er småforkølet.

Den lille sover i samme rum som os og kommer over i sengen, når jeg bliver træt af at gå frem og tilbage for at give sut. Hende på 3 år kommer for det meste ind sidst på natten og ligger sig i midten, ikke altid jeg opdager det før næste morgen

De to store på 5 og 6 år, kommer aldrig ind, heller ikke når de er syge, det er de lidt for store til

Småforkølet - puttes de i egen seng, men ender oftest i vores seng i løbet af natten.

Mere end bare småforkølet, kommer meget an på deres tilstand. Hvis de er meget skidt kommer de med i vores seng.

De har i øvrigt altid lov til at komme i vores seng i løbet af natten syge eller raske.

Jeg synes det lyder som om det reelle problem er mangel på plads i sengen. Kunne det ikke løses ved at udvide sengen, eller evt have en madras på gulvet som børnene kan sove på når de kommer ind?

Jeg sover sammen med begge mine børn på 3 og 8 år, hver nat. Vi har 270 cm seng fordi jeg ikke vil gå ned på pladsen. Den store har også en seng på eget værelse, men lige nu er den ikke i brug fordi hun har behov for at have mig tæt på.

Jeg synes ikke du er urimelig at du gerne vil sove i egen seng. I må snakke om hvordan det kan lade sig gøre, så alle er glade og tilfredse. 

Vores børn vil ofte gerne puttes i vores seng, men hvis de vil blive sovende i vores soveværelse, er det på en madras, og det er helt fint. Hvis de kommer ind om natten, må den lille på 3 sove i midten, men han sover også meget roligt. Den store på 7 må sove på en madras, da han er for stor til at ligge i midten. 

Hvis de er syge, bliver de puttet i deres egne senge, men kommer ind hvis de har brug for det. Vi har værelser lige op ad hinanden, så kan sagtens høre hvis der er noget galt. 

Jeg forstår ikke helt hvad du skriver med at se tv om morgenen. Altså kommer de ind i jeres soveværelse og tænder for fjernsynet? Det ville jeg godt nok også synes var træls. Kan de ikke bare selv stå op og se fjernsyn i stuen i stedet? 

Baby17 skriver:

Ærligt ik, så lyder du sgu lidt træls.. Er du jaloux på din kærestes børn, som er 8 og 10 år og sommetider kan have brug for lidt ekstra tryghed fra sin forælder(far formoder jeg)? 

Hvis du ikke bryder dig om at sove med dem, så tag din dyne med ind i en af deres senge eller sofaen en enkel nat, hvis det er noget som sker en gang i mellem tænker jeg at både du og dit parforhold overlever. 

Jeg synes egentligt det er fint at din partner ser sine børns behov(helt reelle og ikke unfair eller krævende behov) og imødekommer dem frem for en kærestes. Han lyder som en keeper.

JJeg går ikke ud fra at du selv har børn. 

 

Jeg får til gengæld en virkelig træls fornemmelse af dit svar. Hvor er det venlige? Det konstruktive? Den ikke-dømmende stemme?

Man må gerne finde det rigtige svært at blive 'smidt ud' af sit eget soveværelse, som for de fleste er forbundet med en privat sfære, hvor man kan være sig selv. Den sfære bliver udfordret kraftigt, når man deler hjem med andres børn, som kan ikke har samme nære relation til, som forældrene. Selvom man holder meget af dem.

Det havde måske været nemmere for trådstarter at rumme børnenes behov, hvis hun generelt følte sig hørt og forstået og et ligeværdigt medlem af familien.

Jeg har ingen forestillinger om, at min søn som 10-årig skal sove i min seng, ej heller ved sygdom. Men folk er forskellige.