Min kæreste bruger mig sol husholderske

Hej

Jeg har for lidt over et år siden fundet min kæreste. Jeg mødte hurtigt hans børn og vi havde det godt sammen. Hans eks blev dog meget sur på ham de fik en kæmpe konflikt og familiehunde skulle blande sig da den yngste i forvejen har nogle behov for ekstra støtte i skolen og hun har svært ved ændringer. Vi flyttede sammen et godt stykke fra hvor han boede før, børnene ville gerne flytte op til og og det gjorde de. Moren kom hurtigt efter i omegnens da de havde kunne kommunikere sammen igen i noget tid. Det betyder vi køre 7/7. Jeg er bare kommet til et punkt hvor jeg ikke magter mere. 

Jeg ønsker mig børn selv og min kæreste har hele tiden ytret han gerne ville have flere. Men da de kom op til og og vi kørte 7/7 stoppede den samtale, det var ikke en mulighed da den yngste har behov for meget opmærksomhed. 

Jeg står nu i den situation  jeg står for madpakker, aftensmad og lignende. Rengøring sker ikke i uger de er her, med mindre det er mens de er i skole, for der skal hygges. Hvis jeg ytre jeg ikke lige magter at lave mad for jeg en sur kommentar der hed så er det rugbrød fordi jeg ikke gider. 

Jeg ytre dette for han at jeg føler jeg er en husholderske og han ikke gider mig når de er her og siger jeg har følt dette i flere måneder. Nu kommer han en gang i mellem ud når jeg laver mad eller siger han vil lave det, hvilket er dejligt. Men hvis den yngste datter så bliver sur fordi hun ikke lige for den opmærksomhed hun vil, for jeg at vide det er min skyld. Det skal så siges hun kan gå og hygge, lave lego se film og være glad, det er først når hun skal sove det går galt 

Den ældste var meget lukket for mig. Hun åbnede op efter jeg brugte tid med hende når min kæreste bruge 1 - 1,5 time på at putte, og hun kontakter mig, siger hun er ked af at alle ting der skal hentes med faren er det søsteren der bliver spurgt. Hvis hun spørger sin far om de kan lave mad sammen, kommer søsteren og vil være med og han siger aldrig nej. Det kommentere jeg. Men for nu at vide fordi hun tiltror tingene til mig tager jeg hans barn fra ham. Jeg forstår sorgen i at hans barn ikke stoler på ham men hvorfor vil han ikke forstå jeg prøver at hjælpe, når jeg foreslår at de gør noget, hygger på sofaen mens jeg hygger med den anden, så den store for tid med sin far, siger han selv han kan se hvor meget hun lyser op 

Jeg kan ikke magte den lille, hvis hun råber og skriger fordi hun ikke vil sove bliver den store bange. Men man skal ikke snakke med den lille om hvad der sker dagen efter. Man skal bare lade som om intet er sket? Kan det passe? 

Vi er begyndt at skændes hele tiden, jeg føler mig ikke velkommen de ligger og fylder hele sofaen lavet ikke plads, men det er mig der er voksen så jeg må ikke blive såret. Jeg får at vide jeg ikke kan være ked af jeg det når jeg siger jeg ikke føler mig elsket for det er vigtigst hans børn har den følelse, når vi er 110 på de har den (holdet den yngste nogen gange siger hun ikke gør) til den tid må jeg have følelser. For jeg er voksen og skal gøre plads til dem. Er jeg helt urimelig fordi jeg også vil føle jeg er en del af familien og ønsker mig elsket. Jeg hygger og hjælper med at putte den lille, da hun ikke kan falde i søvn selv (8 år). Den store er lykkelig efter jeg indførte man også gik med hende ind og snakkede lidt så hun ikke skulle gå ind i sengen selv (9 år). 

Er jeg egoistisk, fordi jeg siger jeg også gerne vil være elsket når hans børn er her? At jeg mener mine følelser har noget at skulle have sagt? At jeg er ked af at fordi hans børn er her 7/7, han pludselig ikke vil have børn længere? 

Jeg ka virklig godt forstå, at du har brug for at føle dig elsket og værdsat!!

At han pludselig ik vil ha flere børn, ik hjælper med husholdningen, madpakker osv når HANS børn er hos jer, er jo helt bagvendt. Her er det da netop vigtig at gan viser, at I er sammen om at være sammenbragt familie . Og at han anerkender den kæmpe indsats du gær, for at hans børn føler sig hjem, godt tilpas og værdsat. 

Det lyder jo til at du er gået ind i rollen  som bonusmor med åbent sind, og at du er glad for hans børn.

Syntes det er fuldt ud forståeligt at du har mistet pusten, når du står for alt det praktiske, uden at han overhovedet har nogen forståelse for  at du også har følelser og behov.

Det er "klart" at han syntes ungerne kommet først, men det er en form for misforstået "første prioitering" når han ik regner dig, med ind i familien, på lige fod, som en omsorgsgiver og medopdrager. Vh Stine 

Hvis du ikke føler dig som et ligeværdigt medlem af familien, så vil det langsomt, men sikkert koste dig en masse tårer og selvværd.

Så kort sagt: find en mand, der vil DIG og de børn, du ønsker dig. Livet er for kort til at være andenrangs borger i sit eget hjem.

Du fortjener bedre. 

StineW79 skriver:

Jeg ka virklig godt forstå, at du har brug for at føle dig elsket og værdsat!!

At han pludselig ik vil ha flere børn, ik hjælper med husholdningen, madpakker osv når HANS børn er hos jer, er jo helt bagvendt. Her er det da netop vigtig at gan viser, at I er sammen om at være sammenbragt familie . Og at han anerkender den kæmpe indsats du gær, for at hans børn føler sig hjem, godt tilpas og værdsat. 

Det lyder jo til at du er gået ind i rollen  som bonusmor med åbent sind, og at du er glad for hans børn.

Syntes det er fuldt ud forståeligt at du har mistet pusten, når du står for alt det praktiske, uden at han overhovedet har nogen forståelse for  at du også har følelser og behov.

Det er "klart" at han syntes ungerne kommet først, men det er en form for misforstået "første prioitering" når han ik regner dig, med ind i familien, på lige fod, som en omsorgsgiver og medopdrager. Vh Stine 

Jeg forstår godt at nogle børn har et større behov for opmærksomhed. Hans yngste barn har følt hun ikke var ønsket da han boede deres mor, og derfor har hun behov for mere opmærksomhed. Jeg for bare at vide det kvarter han hjælper mig med maden, er nok til at give råben og skrigen, og jeg ikke burde have behov, jeg kan få tid når den sidste er kommet i seng mellem 20.30 og 21.00 

Jeg forstår godt hun har behov for opmærksomhed, jeg betyder det andre ikke skal have det? 

Anonym skriver:

Jeg forstår godt at nogle børn har et større behov for opmærksomhed. Hans yngste barn har følt hun ikke var ønsket da han boede deres mor, og derfor har hun behov for mere opmærksomhed. Jeg for bare at vide det kvarter han hjælper mig med maden, er nok til at give råben og skrigen, og jeg ikke burde have behov, jeg kan få tid når den sidste er kommet i seng mellem 20.30 og 21.00 

Jeg forstår godt hun har behov for opmærksomhed, jeg betyder det andre ikke skal have det? 

Jeg syntes som sagt, at du virker mega forstående, og som om du vil det bedste for hans børn.

Som en anden også skriver, så fortjener du dine "egne" børn, når børn er noget du ønsker. Vil han ik være med til at danne jeres egen familie, ska du måske overveje jeres forhold. Vh Stine 

Jeg synes du skal se at komme væk, jeg har været i sådan et forhold før og jeg mistede mig selv fuldstændigt i det. 

Lige i den her situation synes jeg faktisk du skal trække kortet der hedder "dine børn, dit ansvar" og lade ham om madpakker, aftensmad og hvad der ellers har med børnene at gøre. Så kan det godt være du stadig hænger på rengøringen i den ene uge, hvis du ikke orker rod, men det lyder som om han har brug for en brat opvågning, hvis det forhold nogensinde skal fungere.

Det er lige sværere med opmærksomheden, så der bliver I nødt til at have en seriøs snak og hvis han ikke vil det, så må du videre. Det er naturligt nok at børnene får fokus når de er der, men det betyder ikke at du bare skal helt ud på sidesporet.

Jeg tænkte også bare LØB da jeg læste dit opslag - selv hvis han ikke havde børn - gider du bruge DIT liv på at have et voksen barn (som han jo er hvis han overlader ALT arbejdet og ansvaret til dig).

Tror du det bliver bedre når I så får et barn sammen? - så skal du både passe dit arbejde, jeres fælles barn, jeres hus samt hans børn (og måske også lige rydde op efter ham også?). Regner du med I får et godt forhold når du er kørt helt i sænk pga arbejdsbyrde? Hvad er din chance for at være lykkelig med de ods?

Find en person der respekterer dig og tager sin del af slæbet førend du får børn med vedkommende.

Anonym skriver:

Hej

Jeg har for lidt over et år siden fundet min kæreste. Jeg mødte hurtigt hans børn og vi havde det godt sammen. Hans eks blev dog meget sur på ham de fik en kæmpe konflikt og familiehunde skulle blande sig da den yngste i forvejen har nogle behov for ekstra støtte i skolen og hun har svært ved ændringer. Vi flyttede sammen et godt stykke fra hvor han boede før, børnene ville gerne flytte op til og og det gjorde de. Moren kom hurtigt efter i omegnens da de havde kunne kommunikere sammen igen i noget tid. Det betyder vi køre 7/7. Jeg er bare kommet til et punkt hvor jeg ikke magter mere. 

Jeg ønsker mig børn selv og min kæreste har hele tiden ytret han gerne ville have flere. Men da de kom op til og og vi kørte 7/7 stoppede den samtale, det var ikke en mulighed da den yngste har behov for meget opmærksomhed. 

Jeg står nu i den situation  jeg står for madpakker, aftensmad og lignende. Rengøring sker ikke i uger de er her, med mindre det er mens de er i skole, for der skal hygges. Hvis jeg ytre jeg ikke lige magter at lave mad for jeg en sur kommentar der hed så er det rugbrød fordi jeg ikke gider. 

Jeg ytre dette for han at jeg føler jeg er en husholderske og han ikke gider mig når de er her og siger jeg har følt dette i flere måneder. Nu kommer han en gang i mellem ud når jeg laver mad eller siger han vil lave det, hvilket er dejligt. Men hvis den yngste datter så bliver sur fordi hun ikke lige for den opmærksomhed hun vil, for jeg at vide det er min skyld. Det skal så siges hun kan gå og hygge, lave lego se film og være glad, det er først når hun skal sove det går galt 

Den ældste var meget lukket for mig. Hun åbnede op efter jeg brugte tid med hende når min kæreste bruge 1 - 1,5 time på at putte, og hun kontakter mig, siger hun er ked af at alle ting der skal hentes med faren er det søsteren der bliver spurgt. Hvis hun spørger sin far om de kan lave mad sammen, kommer søsteren og vil være med og han siger aldrig nej. Det kommentere jeg. Men for nu at vide fordi hun tiltror tingene til mig tager jeg hans barn fra ham. Jeg forstår sorgen i at hans barn ikke stoler på ham men hvorfor vil han ikke forstå jeg prøver at hjælpe, når jeg foreslår at de gør noget, hygger på sofaen mens jeg hygger med den anden, så den store for tid med sin far, siger han selv han kan se hvor meget hun lyser op 

Jeg kan ikke magte den lille, hvis hun råber og skriger fordi hun ikke vil sove bliver den store bange. Men man skal ikke snakke med den lille om hvad der sker dagen efter. Man skal bare lade som om intet er sket? Kan det passe? 

Vi er begyndt at skændes hele tiden, jeg føler mig ikke velkommen de ligger og fylder hele sofaen lavet ikke plads, men det er mig der er voksen så jeg må ikke blive såret. Jeg får at vide jeg ikke kan være ked af jeg det når jeg siger jeg ikke føler mig elsket for det er vigtigst hans børn har den følelse, når vi er 110 på de har den (holdet den yngste nogen gange siger hun ikke gør) til den tid må jeg have følelser. For jeg er voksen og skal gøre plads til dem. Er jeg helt urimelig fordi jeg også vil føle jeg er en del af familien og ønsker mig elsket. Jeg hygger og hjælper med at putte den lille, da hun ikke kan falde i søvn selv (8 år). Den store er lykkelig efter jeg indførte man også gik med hende ind og snakkede lidt så hun ikke skulle gå ind i sengen selv (9 år). 

Er jeg egoistisk, fordi jeg siger jeg også gerne vil være elsket når hans børn er her? At jeg mener mine følelser har noget at skulle have sagt? At jeg er ked af at fordi hans børn er her 7/7, han pludselig ikke vil have børn længere? 

Jeg tror, din kæreste er en god og dedikeret far, som har alt sit fokus på at være der for sine børn og styrke særligt den yngstes trivsel. Og jeg kan læse, at du er en meget engageret og kærlig bonusmor, som i den grad tager omsorgen for og relationen til børnene alvorligt. Respekt for jer begge!

Jeg tror bare ikke, at din kæreste har overskud og fokus til også at være en god kæreste og prioritere jeres forhold og dig. Det kan godt være, han ønsker det, og at han er glad for dig, men groft sagt virker det til, at der ikke er plads (og overskud og engagement) til en kæreste i hans liv. 

Jeg tager egentlig hatten af for, at han ikke vil have et barn/børn med dig, men i stedet prioriterer de børn, han allerede har, og som  har brug for ham. Det er ansvarligt af ham. Men han er nødt til at spille med åbne kort - både over for dig og sig selv: Han kan ikke opfylde dine drømme. 

Du skriver ingen steder noget positivt om jeres forhold. Det er sigende. Hvad får dig egentlig til at blive hos ham? 

Jeg tror, du er nødt til at gå fra ham - I er simpelthen to vidt forskellige steder i livet. Hans fokus er - og skal være - på lige nu og her og de børn, han har - og dit er, udover her og nu, på parforholdet og fremtiden med “dine egne” børn. Men jeg tror ikke, han kan give dig det, du ønsker. Ikke af ond vilje, men på grund af hans livsomstændigheder. 

What the .. det der lyder så usundt! Lyt til dig selv, dine følelser og din krop, det skriger jo at det ikke er godt for dig. Aldrig i mit liv om jeg ville være mor for en voksen mand og hans egne børn.

der findes så mange søde mænd derude - både med og uden børn som kan finde ud af at værdsætte dig og behandle dig ordentligt og ligeværdigt. Hvorfor byde dig selv det her? Han er en voksen mand, han vil højst sandsynligt ikke ændre sig. Løb..