Hvordan føles jeres ‘babyproces’?

Hej herinde 

Dette er mit første opslag og jeg kunne godt bruge lidt af jeres erfaring.

Jeg har en datter på seks år, som jeg fik med min eksmand jeg var sammen med i næsten 7 år. Dengang vi blev enige om at starte projekt baby var selve processen meget romantisk og spændende. 

Dog gik det ikke med os og i dag har jeg været sammen med min kæreste i to år. Han er meget klar til at få børn, men jeg føler mig lidt påpasselig. Jeg har tænkt meget over hvorfor og det er der mange grunde til - men en jeg har tænkt meget over er at for ham er denne proces også meget “praktisk”. Det virker meget planlagt for ham og den romantik jeg oplevede som yngre tror jeg ikke vi ville opleve når vores babyproces kommer en dag.

Jeg ved godt der er forskel på hvor længe man har forsøgt at få et barn, men hvordan er processen, for jer der prøver, som par? Er den spændende, romantisk - eller er det fordi man ikke er så hormonel og ung at det føles mere praktisk? 

Håber i forstår spørgsmålet ��

Det er blevet praktisk. Jeg synes at når man bruger (og mener det) at “det sker når det sker” er det på lyst. Nu er det praktisk, da vi har prøvet i et år og kører på ægløsningsteste, da vi vil være sikre på at vi rammer

Anonymvic skriver:

Det er blevet praktisk. Jeg synes at når man bruger (og mener det) at “det sker når det sker” er det på lyst. Nu er det praktisk, da vi har prøvet i et år og kører på ægløsningsteste, da vi vil være sikre på at vi rammer

Første barn var på den romantiske måde. Det var det ikke med nr 2 og nr 3. Altså, selvfølgelig sjovt og spændende. Men med meget mere praktik henover fordi vi gerne ville have et bestemt antal år mellem dem og et ønske om termin i en bestemt årstid  

Det var romantisk og spændende i starten, vi brugte 24 cyklusser på at lave vores barn. Tilsidst hang det mig langt ud af halsen og blev mere et projekt og en pligt at have sex

Vi havde en lang og sej kamp med flere tab bag os, vi blev henvist til fertilitetsbehandling og de fandt ikke ud af hvorfor vi havde så svært ved at få et barn. 3 uger inden vi skulle starte første behandling blev jeg gravid og den hang ved vi var 25 da vi gik igang, vi snakker om en lillebror/søster nu og jeg synes ikke der er romantisk overhovedet fordi jeg er bange for at vi skal igennem det hele igen. 

Her kan det vidst ikke blive mere praktisk og klinisk. 
Vi er i fertilitetsbehandling (men man skal selvfølgelig også hjælpe processen på vej hjemme).

Vi har en datter og 4 uønskede aborter med os. Min kæreste har ofte sagt at det godt nok ikke var sådan han troede det skulle være at lave børn 

Vi husker at snakke om det. Og minder hinanden om at lige meget hvor uromantisk det er, så er det stadig et kærlighedsbarn Som i den grad er ønsket. Og det er jo det vigtigste