Jaloux på min mands liv.

Jeg skriver anonymt da jeg ikke ønsker at blive genkendt. Jeg er i en stresset situation hvor jeg konstant skal forholde mig til andre end mig selv. Jeg er blevet mor for 2. Gang. Jeg har en på 3 år og en på 2 måneder. Jeg er gift med min mand på 5. År og vi har været sammen i 7 år.

Jeg føler ikke min mand respektere mig fordi han træner meget og de tidspunkter han ikke træner, der arbejder han hjemmefra. Det har jeg ligesom affundet mig med, men hvad jeg ikke kan forstå er at han prioritere at hellere vil til julefrokost/ fodbold osv end at være hjemme med mig, de tidspunkter hvor vi har “os” tid og den store er lagt i seng. Jeg er ked af det behov han har for at skulle være social med andre, men samtidig forstår jeg ham jo godt? Men jeg føler bare lidt at det også er hans nyfødte og det ikke kun er mig der skal være hjemme alene altid. Ja jeg er ret ensom og derfor bliver ja da også i tvivl om det “bare er det” eller om det faktisk ikke er fair hvad han prioritere… 

Anonym skriver:

Jeg skriver anonymt da jeg ikke ønsker at blive genkendt. Jeg er i en stresset situation hvor jeg konstant skal forholde mig til andre end mig selv. Jeg er blevet mor for 2. Gang. Jeg har en på 3 år og en på 2 måneder. Jeg er gift med min mand på 5. År og vi har været sammen i 7 år.

Jeg føler ikke min mand respektere mig fordi han træner meget og de tidspunkter han ikke træner, der arbejder han hjemmefra. Det har jeg ligesom affundet mig med, men hvad jeg ikke kan forstå er at han prioritere at hellere vil til julefrokost/ fodbold osv end at være hjemme med mig, de tidspunkter hvor vi har “os” tid og den store er lagt i seng. Jeg er ked af det behov han har for at skulle være social med andre, men samtidig forstår jeg ham jo godt? Men jeg føler bare lidt at det også er hans nyfødte og det ikke kun er mig der skal være hjemme alene altid. Ja jeg er ret ensom og derfor bliver ja da også i tvivl om det “bare er det” eller om det faktisk ikke er fair hvad han prioritere… 

Er det fordi, du gerne selv vil ud, eller er det fordi, du bare gerne vil have ham hjemme? Ville du gerne selv kunne træne?

Det ville jeg ikke finde mig i, hvis det var min mand. Har du snakket med ham om det? 

Panther skriver:

Er det fordi, du gerne selv vil ud, eller er det fordi, du bare gerne vil have ham hjemme? Ville du gerne selv kunne træne?

Det er fordi jeg gerne vil have ham hjemme og han prioritere tid sammen med mig når han har muligheden. Men det er jo fordi jeg er bundet til hjemmet og mit liv er vendt på hovedet og det er svært at se at han bare fortsætter sit liv som før

Anonymvic skriver:

Det ville jeg ikke finde mig i, hvis det var min mand. Har du snakket med ham om det? 

Ja det har jeg. Han mener ikke han gør noget forkert fordi han jo ikke er så tit ude, men det er fordi han ikke mener hans træning fx tæller med

Det er ikke fair, tal om det, og slå i bordet..

Anonym skriver:

Jeg skriver anonymt da jeg ikke ønsker at blive genkendt. Jeg er i en stresset situation hvor jeg konstant skal forholde mig til andre end mig selv. Jeg er blevet mor for 2. Gang. Jeg har en på 3 år og en på 2 måneder. Jeg er gift med min mand på 5. År og vi har været sammen i 7 år.

Jeg føler ikke min mand respektere mig fordi han træner meget og de tidspunkter han ikke træner, der arbejder han hjemmefra. Det har jeg ligesom affundet mig med, men hvad jeg ikke kan forstå er at han prioritere at hellere vil til julefrokost/ fodbold osv end at være hjemme med mig, de tidspunkter hvor vi har “os” tid og den store er lagt i seng. Jeg er ked af det behov han har for at skulle være social med andre, men samtidig forstår jeg ham jo godt? Men jeg føler bare lidt at det også er hans nyfødte og det ikke kun er mig der skal være hjemme alene altid. Ja jeg er ret ensom og derfor bliver ja da også i tvivl om det “bare er det” eller om det faktisk ikke er fair hvad han prioritere… 

Jeg synes ikke du kan forlange at han skal vælge en julefrokost fra. 
Hvor meget fylder det du kalder træning/ fodbold..? - hvor mange timer?

Du får ikke noget ud af at anklage/ angribe ham “du burde også”. Tag udgangspunkt i dit behov.. at du er ensom. 

Hvad med babysvømning, rytmik, salmesang, mødregruppe. Det er jo meget normalt at du kan føle du står lidt meget med baby… men sådan er det jo for mange på barsel. Hvad kan du selv gøre for din barsel bliver god..? Det ligger vel ikke kun hos din mand?

Jeg havde banket i bordet, det er ligeså meget hans barn, som det er dit. Og derfor må han jo også være hjemme, det kan ikke passe det kun er dig. 

Min kæreste tager hele nætter og halve dage så jeg kan komme ud, få søvn og mig tid.

Du skriver “Men jeg føler bare lidt at det også er hans nyfødte og det ikke kun er mig der skal være hjemme alene altid”. Helt ærlig det er ikke kun LIDT også hans nyfødte baby, det ER også hans nyfødte baby. Om dagen mens han er på arbejde er baby dit “arbejde” men fra det øjeblik han har fri er baby lige så meget hans ansvar som dit. Også hvis du ammer eller hvis baby kun vil være ved mor. For hvis baby kun vil være på dig, jamen så må han gøre alt det andet i hjemmet, og hvis baby godt vil være hos far, jamen så har far vagten når du har behov for det. Sådan har det altid været herhjemme og helt ærlig alt andet synes jeg er udtryk for en mandebaby som ikke er sit ansvar voksent!!!

Så kan man altid snakke sig frem til frihed fra børn og pligter til begge, men det er altså noget man i fællesskab finder frem til, netop fordi man er et fællesskab i en familie. Hvis det du har brug for bare er tid derhjemme, hvor han har ansvaret for børn osv. er det lige så reelt som hans behov for træning. Om du sover lur, læser en bog, sidder og kigger ind i en væg eller hvad der nu giver dig plus på overskudskontoen skal han slet ikke blande sig i.

Men noget helt andet er, at det da er bekymrende at han slet ikke virker til at ønske at tage sin del af ansvaret på andet en hans præmisser (når det passer ham) eller værdsætter tiden med dig. Det ville jeg nok prøve at snakke med ham om, hvis jeg var dig.

Men nej, i min optik er du hverken streng, hormonel eller andet

Anonym skriver:

Det er fordi jeg gerne vil have ham hjemme og han prioritere tid sammen med mig når han har muligheden. Men det er jo fordi jeg er bundet til hjemmet og mit liv er vendt på hovedet og det er svært at se at han bare fortsætter sit liv som før

Hmm, det kommer jo selvfølgelig an på, hvor meget det drejer sig om, men hvis han arbejder almindelig fuldtid hjemmefra (burde jo være en fordel at være hjemmefra), træner et par gange om ugen og er ude en gang eller to om måneden (uden at det er hele natten og meget fuld), så tror jeg ikke, jeg ville synes, det var så galt? Men jeg var også selv ret aktiv under min barsel. Er han aldrig selv alene med børnene?