Irrationel skruk!

Åh, jeg er sååå skruk!

Det er som om, min krop har glemt alt om kejsersnit, traumatiserende fødsler og bækkenløsning, men kun husker små fødder, der sparker i maven, amning og duften af en nyfødt.
Min hjerne har glemt fødselsdepressioner, søvnløshed og generel udmattelse!

Jeg har to børn i forvejen på snart 4 og 6. Et par dejlige drenge (der meget gerne vil have en lille baby, selvom de ikke aner, hvad det indebærer). Jeg har kun prøvet at få børn meget tæt på hinanden aldersmæssigt og det var meget hårdt - jeg kunne rigtig godt tænke mig at få en baby, hvor de store også kan være med på en helt anden måde.

Jeg har altid drømt om 3-4 børn.

Min bror fik sin første baby i august og jeg er bare fuldstændig vild med hende og selvom jeg jo kan se, hvor hårdt det er for dem, så ønsker jeg mig bare at gøre det hele igen!

Min skrukhed har stået på on/off i halvandet år, men er ved at være rimelig konstant nu og ønsket er faktisk kun blevet større.

Men SÅ kommer fornuften: vi har ikke plads til et 3. barn. Vi bor i forvejen trangt, 4 mennesker i en 3-værelses. Jeg er langtidsledig af forskellige årsager, primært angst, sekundært en høj akademisk uddannelse, der er svær at finde job med.
Jeg FIK jo både bækkenløsning og efterfødselsreaktion med begge drengene. Jeg kørte på dampe, indtil natteroderiet stoppede, og var ikke altid den bedste mor, var tit træt og sur.
Samtidig er jeg ved at være ældre, jeg vil være 37 eller 38, når jeg føder.
Økonomien er heller ikke lige til 3 børn - de kan sagtens få mad, tøj og en brugt cykel. Men som det er nu, har vi ikke engang råd til at den store f.eks. kan gå til ridning.
Kun hvis jeg får et arbejde, kan vi få råd til noget større og give børnene et liv med okay økonomi. Men hvis jeg får en baby og skal på barsel, kommer jeg bare endnu længere væk fra arbejdsmarkedet igen.
(Nå, så venter vi bare, til jeg får et arbejde - men altså, jeg har været ledig i 8 år, så...!)


Min fornuft siger, at jeg skal stoppe nu. Jeg har de to skønneste, sundeste, dejligste børn. Jeg har selv nogenlunde overskud igen.

Men min hjerne siger. BABY BABY BABY BABY BABY!

Hvad skal jeg dog gøre? Det er jo irrationelt.

Jeg synes du skal vente, for som du selv siger der er hverken plads eller økonomi til det

Også kan man have nok så meget kærlighed til sine børn, men kærlighed skaber hverken jobs, overskud, økonomi eller plads. 

Jeg ville ikke sætte et barn i verden der ikke er råd til.

Man ved hvor ødelæggende det er for børn at vokse op " fattig" - hvor der aldrig er råd til fx ridning, en tlf og computer som de andre i klassen har  , ferie og  det " rigtige" tøj - osv.

De børn bliver kun dyrere efterhånden som de bliver ældre .

Så jeg ville bruge energien på at forbedre min jobsøgning. 

Komme i arbejde- og ikke nødvendigvis inden for din branche. Men bare et job for at komme i gang. 

Og så få styr på alt det andet der også er - inden jeg overhovedet overvejer et barn mere.

Heller en god barndom for de 2 du har , end en lo... barndom for 3 .

Ja, jeg er selv vokset op i en søskendeflok på 3, hvor vi var vildt fattige og det påvirker mig stadig som voksen. Det er enormt hårdt.

Så I har jo nok ret.

Årh hvor kan jeg godt følge dig. Har det på samme måde. Jeg er såååå skruk og stod det til mig så gik vi igang med projekt baby nu! 
men økonomien og pladsen er ikke til det. Og heldigvis er min kæreste så fornuftig anlagt st han kan holde min skrukhed i skak selvom hans ønske også er stort. 

Vi er samtidig en sammenbragt familie med hans to børn og mit ene. På 6, 7, og 16 år. 
Men det kan bare ikk lade sig gøre lige nu. Så må bare holde ud og håbe tiderne ændre sig snart

Jeg ser det lidt anderledes.. hvis I kan se at der er god chance for at økonomien bliver bedre i fremtiden og I ville kunne få mere plads og de praktiske ting kan ordne sig, så ville jeg gå i gang inden det er for sent. 

Vi bor også et sted hvor vi ikke har et værelse til lillebror, men vi har nogle brikker at rykke med som kommer til at give en bedre økonomi og mulighed for at flytte i noget større inden for et par år, så vi tør ikke vente. Jeg har også alderen imod mig. Det varer heller ikke længe før vi begynder på en mere Men det er nok godt hvis man kan se en løsning på praktikken og økonomien

Ananas skriver:

Jeg ser det lidt anderledes.. hvis I kan se at der er god chance for at økonomien bliver bedre i fremtiden og I ville kunne få mere plads og de praktiske ting kan ordne sig, så ville jeg gå i gang inden det er for sent. 

Vi bor også et sted hvor vi ikke har et værelse til lillebror, men vi har nogle brikker at rykke med som kommer til at give en bedre økonomi og mulighed for at flytte i noget større inden for et par år, så vi tør ikke vente. Jeg har også alderen imod mig. Det varer heller ikke længe før vi begynder på en mere Men det er nok godt hvis man kan se en løsning på praktikken og økonomien

Men det er vel netop det, som TS skriver, at hun ikke rigtig kan - altså se sig ud af det. Med langtidsledighed og sygdom ligner det jo ikke, at der lige nu er brikker der kan rykkes og skabes overskud med …