Aflivning af døv hund

Vi er i tvivl, om det er tid til at sige farvel.

Vores hund er 12 år, ret døv efterhånden, har en smule gigt (som ikke begrænser ham) og er desperat for mad. Han har en del knuder, men de er alle tjekkede og der er ikke kræft.

Men ellers er han rask. Han sover en del, men springer fint op i sofa, vil gerne lege og snakke.

Men der er kommet nogle adfærdsændringer, som er svære at leve med efterhånden og jeg aner ikke, hvor jeg skal starte med at rette op på det.

Pga. døvhed bliver han meget voldsom, når vi får gæster. Særligt nogle, han ikke ser hver dag. Han gør meget og er påtrængende. Hopper op og bliver ved længe. Vi er nødt til at skubbe ham væk, råbe eller nogle gange binde ham fast på forhånd, fordi det bliver for voldsomt for mange og vi kan ikke få kontakt til ham.

Herudover er han blevet meget mad-desperat. Han får rigeligt. Vi har forsøgt med andet fodder og snakket mængde med dyrelægen og øget den. Men han hopper op på køkkenbordet med poterne, tager mad ud af hænderne på særligt børn og også os, han jagter folk med mad i hænderne rundt i huset og klynker/rømmer sig og stopper ikke, hvis der står mad fremme på bordet (inkl. når vi spiser aftensmad).

Begge dele er adfærd, der er kommet og vi laver næsten ikke andet end at skælde meget højlydt ud (fordi han er døv) og skubbe ham væk.

Vi går lange ture (jeg er på barsel), leger som vi plejer. Gemmer godbidder i huset og fodrer i græsplænen, men lige lidt hjælper det. Vi har snakket med dyrelægen om mundkurv til gåturene, fordi han spiser dyrelort, mudder, sand og grus, jord - alt hvad han kan få ned i maven.

Vi er i tvivl, om mad-desperation og døvhed er så meget til gene at han ikke længere har et godt liv Vores børn lærer i hvertfald pt. at en hund skal råbes af og skubbes væk mange gange på en dag. Selvom vi også er kærlige, klapper ham klør ham på maven og nyder at vores børn og hunden elsker hinanden meget. Han er så god ved dem ellers.

Men jeg havde en veninde, der direkte sagde, at hun var bange for ham, da hun kom ind i dag. Og til en nylig familiefest måtte vi binde ham, fordi børnene var utrygge ved, at han patruljerede under deres spisestole. Det resulterede i, at han stod og hyperventilerede indtil han blev sluppet og kunne rense gulvet for de grummer, de havde tabt og som ikke kunne fejes op og væk.

Altså det med maden kunne jo godt tyde på, at han fejler noget, siden han ikke bliver mæt.. Måske noget orm? For en hund spiser normalt ikke lort, grus osv.. Så er der noget galt, som gør, at han ikke bliver mæt.. 

Men det andet gør dog, at jeg godt kunne foreslå, at han burde aflives.. Han har levet et fint og langt liv, og så lad ham komme herfra med værdighed

Det er mega hårdt at tage en tung beslutning, men når man har dyr, kommer det tidspunkt jo før eller siden. 

Hvis I er i tvivl, tænker jeg at det er ved at være tid. Husk, han lider ikke når han er aflivet. Til gengæld risikerer i, at den sidste tid bliver forbundet med dårlige minder, der måske ødelægger minderne efter de mange gode år I har haft sammen.

Og det er jo heller ikke hensigtsmæssigt at gæster er bange for ham og at det meste af tiden nu er fyldt med konflikter.

Jeg har selv måtte aflive et dyr her i efteråret, efter 16 år. Det er mega hårdt og jeg blev ved med at trække det. Men dyrlægen var rigtig sød (og ærlig) og sagde at hvis jeg ville holde det værdigt, så var det nu. Og da beslutningen blev taget kunne jeg godt mærke at det var det rigtige

Jeg måtte for mange år siden aflive en kat, der var både frisk og rask, men hvis adfærd havde ændret sig til det ulidelige. Jeg var mega ked af det, og var meget i tvivl, men en kollega sagde (noget i retning af): kæledyr skal jo være til glæde - ikke det modsatte - og det gav bare så god mening i vores situation. Så selv om jeg græd som pisket, var det den rette beslutning at få hende aflivet.

Jeg tænker at for både hunden, jer og jeres gæster er det den bedste løsning.

BabyIgen2022 skriver:

Vi er i tvivl, om det er tid til at sige farvel.

Vores hund er 12 år, ret døv efterhånden, har en smule gigt (som ikke begrænser ham) og er desperat for mad. Han har en del knuder, men de er alle tjekkede og der er ikke kræft.

Men ellers er han rask. Han sover en del, men springer fint op i sofa, vil gerne lege og snakke.

Men der er kommet nogle adfærdsændringer, som er svære at leve med efterhånden og jeg aner ikke, hvor jeg skal starte med at rette op på det.

Pga. døvhed bliver han meget voldsom, når vi får gæster. Særligt nogle, han ikke ser hver dag. Han gør meget og er påtrængende. Hopper op og bliver ved længe. Vi er nødt til at skubbe ham væk, råbe eller nogle gange binde ham fast på forhånd, fordi det bliver for voldsomt for mange og vi kan ikke få kontakt til ham.

Herudover er han blevet meget mad-desperat. Han får rigeligt. Vi har forsøgt med andet fodder og snakket mængde med dyrelægen og øget den. Men han hopper op på køkkenbordet med poterne, tager mad ud af hænderne på særligt børn og også os, han jagter folk med mad i hænderne rundt i huset og klynker/rømmer sig og stopper ikke, hvis der står mad fremme på bordet (inkl. når vi spiser aftensmad).

Begge dele er adfærd, der er kommet og vi laver næsten ikke andet end at skælde meget højlydt ud (fordi han er døv) og skubbe ham væk.

Vi går lange ture (jeg er på barsel), leger som vi plejer. Gemmer godbidder i huset og fodrer i græsplænen, men lige lidt hjælper det. Vi har snakket med dyrelægen om mundkurv til gåturene, fordi han spiser dyrelort, mudder, sand og grus, jord - alt hvad han kan få ned i maven.

Vi er i tvivl, om mad-desperation og døvhed er så meget til gene at han ikke længere har et godt liv Vores børn lærer i hvertfald pt. at en hund skal råbes af og skubbes væk mange gange på en dag. Selvom vi også er kærlige, klapper ham klør ham på maven og nyder at vores børn og hunden elsker hinanden meget. Han er så god ved dem ellers.

Men jeg havde en veninde, der direkte sagde, at hun var bange for ham, da hun kom ind i dag. Og til en nylig familiefest måtte vi binde ham, fordi børnene var utrygge ved, at han patruljerede under deres spisestole. Det resulterede i, at han stod og hyperventilerede indtil han blev sluppet og kunne rense gulvet for de grummer, de havde tabt og som ikke kunne fejes op og væk.

Min svigermors gamle hund havde samme adfærd og samme alder.

Dyrlægen konstaterede at han havde noget der mindede om demens.

Han var umættelig, fordi han "glemte" at han var blevet fodret.

Han opførte sig tosset, når der kom gæster, fordi han ikke kunne genkende dem og han var voldsomt kontaktsøgende hele tiden, fordi han var utryg. 

Lad det stakkels gamle kræ få fred imens det stadig er en kærlig og værdig beslutning. Adfærden er jo super uhensigtsmæssig for både jer og ham og begynder at påvirke andres lyst til at være omkring ham, helt forståeligt. Afslut det inden det bliver en dårlig oplevelse for alle, måske endda skynd jer at få det gjort disse dage, så alle lige har sundet sig lidt inden juleaften