Jeg skal skilles

Jeg må nu indse, at min mand og jeg ikke kan få det til at fungere, og jeg kan ikke byde mine børn mere. 
Hvordan griber man en skilsmisse an? Vil I dele erfaringer? 

Hej med dig. Jeg har ingen personlige erfaringer, men mit bud er at første skridt må være, at I får talt sammen og lavet nogle aftaler. Om at det skal ske, om hvad I gør boligmæssigt, hvordan og hvornår børnene skal vide noget, osv.

Så skal du selvsagt have dig et overblik over din nye økonomi også, så du ved hvad dit handlerum er.

Skriv fælles aftaler ned i fredstid, så I har noget at holde jer til, hvis bølgerne pludselig går højt mellem jer.

Jeg fortalte min kæreste det en aften hvor ungerne sov. Der findes ikke et godt tidspunkt.. 

der går nok nogen dage med at tale frem og tilbage. 
Så skal i finde af hvordan i praktisk vil skilles. Hvem bliver boende? Skal huset sælges? Hvordan med børnene. 
Skriv det hele ned. 

når i begynder at have en horisont for flytning eller hvad der skal til. Så fortæl børnenen om jeres beslutning og hvad der skal ske. Men ikke med alt for lange udsigter. 
Lad dem være kede af det, men lad for Guds skyld være selv at give udtryk for sorg! Det gør det kun værre.. i voksne skal tale det nye og “spændende” op. Og forvis dem om at mor og far stadig er venner og alt bliver godt. Også selvom det ikke lige passer helt, måske. Fake it, er min bedste strategi her, for at børnene ikke også påtager sig jeres sårede følelser. 

jeg har været skilt i 7år, og det er først de seneste 1,5 at forholdet mellem far og jeg er blevet normalt. Indtil da, har det været super anstrengt pga fars sårede følelser. Men børnene har alle dage været overbeviste om at vi var venner.. og sådan skal det også være.  

Anonym skriver:

Jeg fortalte min kæreste det en aften hvor ungerne sov. Der findes ikke et godt tidspunkt.. 

der går nok nogen dage med at tale frem og tilbage. 
Så skal i finde af hvordan i praktisk vil skilles. Hvem bliver boende? Skal huset sælges? Hvordan med børnene. 
Skriv det hele ned. 

når i begynder at have en horisont for flytning eller hvad der skal til. Så fortæl børnenen om jeres beslutning og hvad der skal ske. Men ikke med alt for lange udsigter. 
Lad dem være kede af det, men lad for Guds skyld være selv at give udtryk for sorg! Det gør det kun værre.. i voksne skal tale det nye og “spændende” op. Og forvis dem om at mor og far stadig er venner og alt bliver godt. Også selvom det ikke lige passer helt, måske. Fake it, er min bedste strategi her, for at børnene ikke også påtager sig jeres sårede følelser. 

jeg har været skilt i 7år, og det er først de seneste 1,5 at forholdet mellem far og jeg er blevet normalt. Indtil da, har det været super anstrengt pga fars sårede følelser. Men børnene har alle dage været overbeviste om at vi var venner.. og sådan skal det også være.  

Hvorfor synes du ikke, at børnene må se, at man også er ked af det? Selvfølgelig skal man behandle hinanden godt og respektfuldt, samarbejde, osv… men når nu det rent faktisk ér noget, som ikke er godt, som alle mærker og som alle er kede af - vil det at skulle “tale det op” så ikke være enormt kunstigt, fremfor at møde børnene i deres følelse af, at det her jo nu engang er noget gevaldigt lort som ingen havde ønsket, men som nok skal ende godt alligevel, fordi de voksne har styr på det og passer på både hinanden og børnene?

Jeg tænker med gru på naboens datter, som med gråd i stemmen fortæller at mor og far skal skilles, alt imens mor står helt akavet i baggrunden og speed-snakker om hvor fantastisk det bliver for hende at få to værelser … det var så tydeligt, at man slet ikke anerkendte det arme barns ulykkelighed…  

Anonym skriver:

Jeg fortalte min kæreste det en aften hvor ungerne sov. Der findes ikke et godt tidspunkt.. 

der går nok nogen dage med at tale frem og tilbage. 
Så skal i finde af hvordan i praktisk vil skilles. Hvem bliver boende? Skal huset sælges? Hvordan med børnene. 
Skriv det hele ned. 

når i begynder at have en horisont for flytning eller hvad der skal til. Så fortæl børnenen om jeres beslutning og hvad der skal ske. Men ikke med alt for lange udsigter. 
Lad dem være kede af det, men lad for Guds skyld være selv at give udtryk for sorg! Det gør det kun værre.. i voksne skal tale det nye og “spændende” op. Og forvis dem om at mor og far stadig er venner og alt bliver godt. Også selvom det ikke lige passer helt, måske. Fake it, er min bedste strategi her, for at børnene ikke også påtager sig jeres sårede følelser. 

jeg har været skilt i 7år, og det er først de seneste 1,5 at forholdet mellem far og jeg er blevet normalt. Indtil da, har det været super anstrengt pga fars sårede følelser. Men børnene har alle dage været overbeviste om at vi var venner.. og sådan skal det også være.  

Jeg er helt uenig med dig i, at man skal skjule sin sorg for børnene. Af mange årsager. Forældre skal være troværdige og vise deres børn, at det er helt okay at være ked af det. Oftest læser børnene alligevel de signaler, man udsender, og hvis man siger ét, men viser noget andet, skaber det uro og usikkerhed hos barnet. 
Børn lærer ikke at håndtere svære følelser, hvis ikke forældrene viser dem det, når de selv er kede af det. Ydermere risikerer man, at børnene ikke tør dele deres naturlige sorg over fx en skilsmisse, når mor og far omtaler det som noget nyt og spændende, der skal ske. “Er mine forældre da helt ligeglade med, at vi ikke skal bo sammen længere? Kan jeg være bekendt at være ked af det - er mine følelser helt forkerte?” 

Selvfølgelig skal børn ikke inddrages direkte i forældrenes indbyrdes konflikter, og selvfølgelig skal forældrene vise dem, at det nok skal gå - men man skal ikke fake en glæde, man ikke føler, og som situationen slet ikke indbyder til. 

.

Anonym skriver:

.

?