Kære medlemmer
Min lille familie går lige endnu igennem en ufattelig hård tid, og vi ved ikke hvordan det ender.
Situationen er den, at vi solgte vores hus for 2 år siden, da vores børn var 1 år og 4 år gamle. Vi bosætte os midlertidigt til leje tæt på det gamle hus indtil det rette hus skulle dukke op. Planen var at finde et hus inden min ældste søn skulle starte i skole. Den plan holdt ikke, så han startede på skolen i “det gamle” kvarter.
Min søn har en del indlæggelser med i bagagen og han har været igennem meget, hvilket heldigvis er afsluttet nu. Han stortrives på sin skole og har det så godt. Han startede i skole i april.
I sommerferien købte vi vores drømmehus 6 km. fra skolen - et område vi altid havde drømt om. Da min søn kun havde gået i skole et par måneder, tænkte jeg, at vi bare kunne flytte ham hen på skolen tæt på det nye hus. Det er så nemmere sagt end gjort.
Imellemtiden er han bare blevet så glad og han har aldrig haft det bedre. Vi har her 1. December overtaget vores nye hus, og jeg er så ked af det. Siden vi skrev under, har jeg fortrudt. Jeg har hele tiden tænkt, at det var mig det var galt med, for det var vores fælles drøm.
Min mor har de sidste år kæmpet mod kræften. Efter vi købte huset gik jeg ned med stressrelateret angst og depression og er nu på antidepressiv.
Jeg drømmer mig tilbage til vores gamle hus og gamle kvarter, og min mand kan slet ikke forstå mig (hvilket jeg godt forstår) Han er så glad for det nye hus, og kan ikke forstå, at vi ikke bare flytter vores søn til den nærliggende skole som er et godt lille lokalsamfund. Han har desuden meldt ud, at hvis jeg vil flytte tilbage til det gamle kvarter, bliver det uden ham. Jeg står derfor lidt med et ultimatum.
1. At blive i det nye hus og lade min søn flytte skole (med risiko for at jer ikke har mig selv og mine egne følelser med, men måske jeg bliver glad med tiden)
2. At flytte tilbage til det gamle kvarter og lade mine børn blive skilsmissebørn.
Når det er stillet op på den måde, er det vigtigt at nævne, at vi ikke har et perfekt parforhold. Det har skræntet længe, også før vi købte hus. Måske tænkte jeg også lidt, at det nye hus var det der skulle til, for at vores familie skulle få det godt.
Jeg kan nu mærke, at jeg har mistet mig selv. Jeg har lært og fundet ud af, at jeg har nogle andre værdier ens min mand. Vi har købt et dyrt hus med udsigt udover hele byen, det er fantastisk lækkert, men det er på bekostning af mit helbred og mine børn. Jeg har så dårlig samvittighed over at jeg er blevet syg, ikke er den mor jeg plejer og at jeg muligvis kommer til at flytte min ældste søn.
Min mand er frustreret og har svært ved at forstå hvordan det er at have en psykisk lidelse. Jeg er meget tryghedsmenneske.
Jeg elsker min mand og vores familie, og jeg ønsker ikke at gøre mine børn til skilsmissebørn. Jeg ønsker dog heller ikke at blive mere syg over længere tid ved at bo et sted jeg ikke er tryg ved. Mine børn har brug for en mor der har det godt.
Jeg ved godt, at I ikke kan give mig svaret på, hvad der er det rigtige at gøre, men måske I kan svare på, hvad I ville have gjort, hvis I stod i samme situation.
Jeg kan ikke tænke rationelt da min angst tricker mig, og jeg har lovet ikke at tage nogle beslutninger før jeg har det bedre. Jeg vil dog gerne høre, hvad I tænker����
Dejlig december til jer��
