Kan man sørge uden at have mistet ?

For to år siden fødte jeg den dejligste lille dreng, han var meget mindre end ventet (2400g) og havde en svær og lang start. Vi havde en kamp med systemet/sundhedsvæsenet som vi vandt, da han har et skjult handicap som de ikke opdagede ved fødslen og flere uger efter.

Jeg kunne ikke amme ham hvilket var/stadigvæk er, et stort hul/sorg hos mig. Føler på en eller anden måde jeg har svigtet ham, især fordi jeg jo ammede hans store søskende da de var små. 

Da vi endelig fik hjælp og nogle lyttede til os (da var han næsten tre måneder) havde jeg brugt alt min energi og havde simpelthen ikke mere tilbage, følte ikke jeg slog til og gav faktisk far alt ansvaret for vores søn. Jeg blev sygemeldt med angst og turde ikke give vores søn flasket (tror jeg var misundelig på flaskerne hvor underligt det end lyder). Jeg tog virkelig afstand til vores søn og idag bøder jeg for det. 

Vores søn vil kun sin far og jeg svaner min søn. 

Det måske et virkelig mærkeligt spørgsmål og der er måske heller ikke rigtigt noget svar på det. Men kan man sørge selvom man ikke har mistet ? Føler jeg mangler min søn og alt den kærlighed jeg gerne vil give ham nu, den vil han ikke have. 

Han sover hos/op ad far om natten og nægter at blive puttet af mig. Han vil heller ikke sidde hos mig om aftenen i sofaen f.eks. men kun sine store søskende og far. Det gør så frygteligt ondt. 

Føler en enorm sorg helt indeni som jeg aldrig helt kan komme af med. Troede af med tiden ville det blive normalt og det er da også blevet bedre... Men jeg er stadigvæk ked af det og det piner mig selvom der er gået to år nu. 

Ja det kan man godt - og jeg tænker I skal have noget hjælp.

Det er ikke for sent, at få opbygget et stærkt og kærligt forhold til din søn.

Jeg ville bede en  familiebehandlerom et besøg.

Hvor der bliver kigget på jeres relation. 

Og så bliver der budt ind med redskaber til at din søn " opdager" dig.

Det er vigtigt at I får skabt tilknytning- for tænk hvis der sker far noget.  Og din søn så " kun" har dig og mister sin primært omsorgsperson.

Det er også synd for dig , at du går med en sorg der ikke er bearbejdet.  Og nu savner og ønsker dit barn . 

Så bed om hjælpemidler- og så tro på det skal nok lykkes. 

Kram til dig .

Det kan man godt!

Min første var en svær fødsel, var en besværlig baby og jeg fik en efterfødselsdepression.
Ved nummer to var det værre endnu. Hård graviditet, hård fødsel og efterfølgende en fødselsdepression samtidig med, at han havde kolik. Der var derfor INGEN spædbarnslykke. Jeg tænkte grimme tanker og han skreg.

Jeg kan stadig i dag sørge over det og når jeg ser mødre med babyer, bliver jeg så misundelig, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Da en tæt veninde fødte og jeg burde være blevet glad, lavede jeg ikke andet end at græde i flere timer, fordi jeg var så misundelig og ked af det...

Når jeg kigger babybilleder får jeg det underligt og jeg kan bare igen og igen få lyst til at få en ny baby, for 3. gang må være lykkens gang.

Og min yngste søns og mit forhold har også lidt en smule skade, men mere i den anden retning end dit - for jeg fik så dårlig samvittighed, at jeg bare ligesom ikke kunne få nok af ham, da han begyndte at stoppe med at skrige og han er enormt tæt knyttet til mig i forhold til hans far. Og jeg vil for evigt have dårlig samvittighed over de tanker, jeg tænkte og når jeg kigger babybilleder forstår jeg slet ikke, de onde tanker kunne tænkes, mod den forsvarsløse baby på billederne...


Så ja - selvom man har raske, normale børn, kan man godt sørge, over at have mistet det, man troede, man ville få....

Fjerner jeg selve baggrundshistorien og læser det som gør ondt nu, så er der hyggestunderne med din søn, hvor søn vil have sin far. Jeg tror jeg ville åbne perspektivet mere op. Dan en relation med barnet i alle andre sammenhænge.                   Bleskift, sko på, madlavning, tegne, gå en tur, kigge på sten, tage et bad eller tage en tur i svømmehallen kun dig og ham. Relationen skal opbygges og du kan ikke starte på toppen - men begynde fra bunden, så skal det nok komme. Det er jeres historie og den er der ikke noget galt med Nutiden og fremtiden bygger i sammen. 

Du må gerne sørge og alle dine følelser okay at have. Jeg ville dog anbefale et tale med en psykolog eller terapeut som kan guide og hjælpe dine tanker på rette vej. Faktisk burde mange flere tage sig den "wellnes" at tale med en psykolog/terapeut. 

Hvordan er det når far ikke er der? 
Jeg har ammet min søn og vi har haft 14 mdr. barsel sammen. Jeg var meget selv med ham, da far er soldat. Han er 2,4 nu og vil “FAR GØRE” når han er til stede. Jeg må ikke engang åbne en frugtstang. Give ham nattøj på eller andet hvis far er på husets grund. Når far er på øvelse, så nævner han ham ikke. Så det jeg vil frem til er, at det nødvendigvis ikke er jeres fortid der gør at han vælger far, men simpelthen fordi han er 2 år? Så selvom man har ammet og givet og foræret hele sin krop og sjæl til barnet i 14 mdr., så kan barnet stadigvæk vælge den anden forældre.

For at svare kort på dit spørgsmål, så ja, man kan sagtens være i dyb sorg over mange ting omkring fødsel, barsel og moderskab og jo bedre vi er til at tale højt om det, desto mindre alene vil man føle sig med det. Jeg vil derfor dele min historie med dig i håb om at det kan være et lys for enden af tunnellen.

Mit første barn kom til verden under meget akutte, voldsomme forhold, var meget lille og jeg kunne heller ikke amme. Graviditet havde også været kompliceret. Jeg fik en efterfødselsdepression og havde det rigtig skidt. Jeg tog mig af barnet ud fra en følelse af pligt men indeni havde jeg lyst til at springe ud af vinduer. Hadede min krop og mig selv og flaskerne. 
Mit barn har de første 2-3 år klart foretrukket sin far og faktisk afvist mig voldsomt meget. Jeg måtte ingenting og jeg var så misundelige når jeg så mine veninders børn være morsyge. Hold op jeg har grædt meget. 

Jeg var dybt ulykkelig, bebrejdede mig selv for det, og ville flytte fordi jeg mente de var bedre tjent uden mig. Jeg var i dyb, dyb sorg over at hverken graviditet, fødsel, barsel eller livet som mor var som andres eller bare en smule godt. Vi holdt dog ud og aftalte med hinanden, familie og venner at de skulle omtale mig positivt i nærheden af vores barn og samtidig gjorde jeg alt jeg kunne og måtte omkring barnet, og fik skabt nogle rutiner og nogle “ting vi kun gør med mor”. Jeg var meget tilstede overfor barnet men uden at overtræde grænser og far trak sig og sagde ting som “ved du hvad? Mor er verdensmester i xxx, hun hjælper dig lige”. Og ellers sørgede jeg for - og gør jeg stadig - at fortælle mit barn meget ofte at jeg elsker vedkommende højt. Være til stede. Sidde på gulvet, tilbyde sig kram og leg, og at min mand gav slip og sendte vores barn i min retning, det hjalp. 
I dag kan vi se at barnet overordnet set foretrækker far i leg og hverdagsting, men i omsorg og hygge/nærvær foretrækker barnet mig. Nu er det mig der faktisk får flest kram og “jeg elsker dig”. Men ellers er det meget mere ligeværdigt end det har været, og barnet afviser mig ikke mere. 

Det mærkelige er at barn nr 2 er vanvittig morglad og afviser far. Så nu laver vi samme øvelse, bare omvendt. Og det har også hjulpet. Så det skal have tid, positiv omtale og fokus. Så skal det nok komme. 

Gode tanker herfra