Hej, jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver herinde, men har brug for at komme ud med det.
Jeg lever i et forhold med 2 fantastiske børn, men det fungerer ikke mellem min kone og jeg.
Der er ingen gnist, vi interesserer os ikke for hinanden, tænder ikke på hende mere og vi skændes dagligt.
Jeg har indstillet mig på, at sex ikke længere er vigtigt. Skænderierne - der giver jeg mig bare mere og mere for at få ro.
Gnisten, den ser ud til at være umulig at få igen.
Jeg synes, vi er sammen for børnenes skyld, det synes hun ikke.
Jeg nyder ikke at være i forholdet, det gør hun.
Mine børn giver mig en kæmpe glæde, men alt andet gør ikke. Intet andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet glæde ved andet end mine børn.
Jeg kan ikke gå fra min kone, da jeg ikke kan holde tanken ud om, at mine børn har skilsmisseforældre og hvilken situation, det bringer dem i.
Vi har en meget lille familie og en splittelse gør det jo ikke nemmere for mine børn.
Mine børn har det godt. De mærker ikke forældrenes frustrationer. Jo, måske gør den ældste lidt. Sommetider.
Puha, det er er ikke nemt.
Jeg kan heller ikke klare tanken om at ikke kunne se mine børn en hel uge ad gangen. Slet ikke..
Jeg mærker dagligt en trykken for brystet, græder i det skjulte og har ingen appetit.
Det vigtigste for mig, er mine børn, deres glæde og deres fremtid. Min egen glæde er ikke længere vigtig, men det er hårdt, det indrømmer jeg gerne.
Alle tror, at vi har det fantastisk. Mange vil være ligesom os - dét par. Dén familie. Men de ser ikke, hvad der foregår bag facaden.
Ved igen ikke, hvorfor jeg skriver herinde, men har brug for at komme ud med det.
