Bedsteforældre og den "sure pligt".

Jeg sad længe og tænkte over, hvilken overskrift jeg skulle give det her indlæg. 

Jeg satte den sure pligt med citationstegn, da jeg ikke anser det som en sur pligt, men mere som en pligt der er svær at overskue. Sagen er den, at min mormor bor relativt langt væk. Hun bor en time væk i bil. Hendes mand er en del yngre og derfor mere mobil, kan flere ting og det frustrerer hende nok også. 9/10 gange jeg inviterer hende til noget hos os, ender det med, at der bliver meldt afbud. Enten på dagen eller også flere uger før. Enten kan hun ikke overskue det(fordi hun skal så meget på sygehuset) eller også er hun syg. Jeg ved godt, at hun er en gammel dame og derfor ikke altid kan så meget. Men nogle gange kan jeg virkelig have lyst til at ruske hende. Især fordi hendes aflysning altid ender med: Men du kan jo også bare komme her. 

Når jeg så fortæller hende, at jeg altså har meget at se til, så vil hun altid have af vide, hvad jeg dog laver der tager så meget tid. Jeg har 3 børn, fuldtidsarbejde, er enlig mor og så er der alle de sociale ting som legeaftaler/kaffeaftaler og sådan der tager tid. Forældremøder, skolehjemsamtaler, fritidsinteresser osv. 

Vores samtaler ender altid med, at jeg bliver spids over den skjulte bebrejdelse og siger, at hun bare kan flytte tættere på. Jeg har endda tilbudt at hjælpe. Så bliver hun tavs og så ender det med, at vi afslutter. Jeg synes faktisk at hun burde flytte tættere på med hendes mand. Alle hendes børnebørn, oldebørn og børn bor i nærheden af mig. Altså en time fra hende. Der er intet derinde der holder hende. Samtidig ved jeg jo godt, at sådan en beslutning kan være svær at træffe. Især når man har den alder. 

Det er sådan nu, at jeg faktisk ikke orker, at tage derind. Fordi først så brokker hun sig over at ungerne ikke er med/jeg ikke er der så længe og så skal jeg høre hvor dårligt hun har det/hvor lidt hendes mand hjælper/deltager/er egoistisk og til slut skal hun være sur over, at de andre i familien ikke ser hende mere end de gør. Og JA, jeg har fortalt hende så mange gange, at jeg ikke gider det der brokkeshow. Og at jeg gerne vil besøge hende, hvis det kan kombineres med andre ting og derfor ikke er en seance der tager 5 timer. Hun bor meget småt. Der må ikke larmes. Der er intet ungerne kan tage sig til og så ender det med, at de bliver nogle bisser og jeg bliver sur.. men ja, det ændrer ikke ved så meget..

Suk..

AnjaZenia skriver:

Jeg sad længe og tænkte over, hvilken overskrift jeg skulle give det her indlæg. 

Jeg satte den sure pligt med citationstegn, da jeg ikke anser det som en sur pligt, men mere som en pligt der er svær at overskue. Sagen er den, at min mormor bor relativt langt væk. Hun bor en time væk i bil. Hendes mand er en del yngre og derfor mere mobil, kan flere ting og det frustrerer hende nok også. 9/10 gange jeg inviterer hende til noget hos os, ender det med, at der bliver meldt afbud. Enten på dagen eller også flere uger før. Enten kan hun ikke overskue det(fordi hun skal så meget på sygehuset) eller også er hun syg. Jeg ved godt, at hun er en gammel dame og derfor ikke altid kan så meget. Men nogle gange kan jeg virkelig have lyst til at ruske hende. Især fordi hendes aflysning altid ender med: Men du kan jo også bare komme her. 

Når jeg så fortæller hende, at jeg altså har meget at se til, så vil hun altid have af vide, hvad jeg dog laver der tager så meget tid. Jeg har 3 børn, fuldtidsarbejde, er enlig mor og så er der alle de sociale ting som legeaftaler/kaffeaftaler og sådan der tager tid. Forældremøder, skolehjemsamtaler, fritidsinteresser osv. 

Vores samtaler ender altid med, at jeg bliver spids over den skjulte bebrejdelse og siger, at hun bare kan flytte tættere på. Jeg har endda tilbudt at hjælpe. Så bliver hun tavs og så ender det med, at vi afslutter. Jeg synes faktisk at hun burde flytte tættere på med hendes mand. Alle hendes børnebørn, oldebørn og børn bor i nærheden af mig. Altså en time fra hende. Der er intet derinde der holder hende. Samtidig ved jeg jo godt, at sådan en beslutning kan være svær at træffe. Især når man har den alder. 

Det er sådan nu, at jeg faktisk ikke orker, at tage derind. Fordi først så brokker hun sig over at ungerne ikke er med/jeg ikke er der så længe og så skal jeg høre hvor dårligt hun har det/hvor lidt hendes mand hjælper/deltager/er egoistisk og til slut skal hun være sur over, at de andre i familien ikke ser hende mere end de gør. Og JA, jeg har fortalt hende så mange gange, at jeg ikke gider det der brokkeshow. Og at jeg gerne vil besøge hende, hvis det kan kombineres med andre ting og derfor ikke er en seance der tager 5 timer. Hun bor meget småt. Der må ikke larmes. Der er intet ungerne kan tage sig til og så ender det med, at de bliver nogle bisser og jeg bliver sur.. men ja, det ændrer ikke ved så meget..

Suk..

Jeg har ikke nogen gode råd..

men jeg vil sende et kram til både dig og hende..

det må være svært for jer begge når I gerne vil hinanden og det så bare ikke passer sammen..

jeg kan følge Jer begge i det hele faktisk..

hun har ikke lyst til at flytte for det er nyt og fremmed og kan virke lidt farligt når man skal hen hvor man ikke er kendt..

du har ikke tid til lange besøg fordi der er meget andet der optager dig...

men for jer begge gælder at I gerne vil være sammen og at I nok begge ved at tiden er altid alt for kort på denne jord...

Wampires skriver:

Jeg har ikke nogen gode råd..

men jeg vil sende et kram til både dig og hende..

det må være svært for jer begge når I gerne vil hinanden og det så bare ikke passer sammen..

jeg kan følge Jer begge i det hele faktisk..

hun har ikke lyst til at flytte for det er nyt og fremmed og kan virke lidt farligt når man skal hen hvor man ikke er kendt..

du har ikke tid til lange besøg fordi der er meget andet der optager dig...

men for jer begge gælder at I gerne vil være sammen og at I nok begge ved at tiden er altid alt for kort på denne jord...

Ja, vi vil hinanden men vi er samtidig meget firkantede begge 2, så der har været perioder, hvor vi ikke har talt sammen..

AnjaZenia skriver:

Ja, vi vil hinanden men vi er samtidig meget firkantede begge 2, så der har været perioder, hvor vi ikke har talt sammen..

syntes jeg godt jeg kunne læse lidt mellem linjerne..

I er begge æsler ;)

jo mere den ene trækker desto mere sætter I hælene i jorden og står i mod...

alternativet kunne måske være at finde et sted I kunne mødes tæt ved hende?

måske en legeplads med bænke hvor hun kan sætte sig og du kan stadig tage børnene med?

og så sæt tiden af så hun ikke føler at det er din pligt men at du faktisk har sat tid af til at se hende som hele det menneske hun er..

måske hun har brokketuren fordi det er den rille hun er gået fast i fordi hun er bange for at hun ikke når at fortælle dig at hun faktisk har brug for dig (derfor hun fortæller at hun er dårlig.. indirekte måde at bede om hjælp når man ikke kan få det sagt)..

måske prøve at arrangere noget med hendes venner/veninder hvis hun har sådanne nogen?

kan være at hun føler sig ensom hvis manden er ude af huset og hun ikke rigtig kan være med...

fremfor at sige at du ikke vil høre brok så prøv at komme det i forkøbet og spørg: "du nævnte noget med at du havde ondt i foden, har du fået snakket med lægen om det? eller du havde problemer med maven, går det bedre nu? hvad gjorde du for at få det bedre?"

så du hjælper hende fremad fremfor at holde fast i samme rille..

tror det er lidt ligesom med børn faktisk- bedre med negativ opmærksomhed end ingen men hvis man når at fange signalerne før de begynder på balladen så kan man vende det og få positiv kontakt i stedet for...

Wampires skriver:

syntes jeg godt jeg kunne læse lidt mellem linjerne..

I er begge æsler ;)

jo mere den ene trækker desto mere sætter I hælene i jorden og står i mod...

alternativet kunne måske være at finde et sted I kunne mødes tæt ved hende?

måske en legeplads med bænke hvor hun kan sætte sig og du kan stadig tage børnene med?

og så sæt tiden af så hun ikke føler at det er din pligt men at du faktisk har sat tid af til at se hende som hele det menneske hun er..

måske hun har brokketuren fordi det er den rille hun er gået fast i fordi hun er bange for at hun ikke når at fortælle dig at hun faktisk har brug for dig (derfor hun fortæller at hun er dårlig.. indirekte måde at bede om hjælp når man ikke kan få det sagt)..

måske prøve at arrangere noget med hendes venner/veninder hvis hun har sådanne nogen?

kan være at hun føler sig ensom hvis manden er ude af huset og hun ikke rigtig kan være med...

fremfor at sige at du ikke vil høre brok så prøv at komme det i forkøbet og spørg: "du nævnte noget med at du havde ondt i foden, har du fået snakket med lægen om det? eller du havde problemer med maven, går det bedre nu? hvad gjorde du for at få det bedre?"

så du hjælper hende fremad fremfor at holde fast i samme rille..

tror det er lidt ligesom med børn faktisk- bedre med negativ opmærksomhed end ingen men hvis man når at fange signalerne før de begynder på balladen så kan man vende det og få positiv kontakt i stedet for...

Det er sjovt du nævner det. Fordi det er forsøgt. Jeg kan slet ikke tælle på 2 hænder hvor mange gange jeg har foreslået sociale aktiviteter, som ikke indebar andet end at hun bare fysisk mødte op. Feks. en tur i Dinos legeland. Så kunne hun/jeg sidde og snakke sammen, ungerne kunne løbe rundt og lege og komme tilbage og lave pitstops. Det kan hun ikke. For meget larm. Spurgte hende om hun ville med i Tivoli. Samme princip som ovenstående. Samme svar. En tur i bonbonland. Same same. Så foreslog jeg hende, at vi tog til en kæmpestor legeplads tæt på hende. Så kunne hun ikke overskue, at skulle gå ned ad hendes trapper. Hun aflyste på dagen. Så foreslog jeg en anden dag. Nej desværre. Vejret var sikkert dårligt og hun skulle til læge/fodterapeut. Der har været mange eksempler. 

Min datter har fødselsdag om 14 dage. Inviteret dem på mad. Hun har allerede aflyst fordi hun skal til læge 3 dage efter fødselsdagen. 

Du har ret i, at jeg kan spørge ind til hendes dårligdomme. Det kunne jeg nok være bedre til. Jeg når bare ikke rigtig at spørge ind til det, før hun allerede læsser af. Og så er det brok over alt muligt. Verdenen. Krig. Regeringen. Hendes mand. Naboen. Overboen. Hendes sygdom. Prisen på varer. Varmen. Vejret. Brok over mine søskende. Min mor. Uha.. listen er lang. Så jeg har nok stået lidt af. Jeg ringer tit. Hver uge. Så jeg er da opsøgende.

Det lyder som om hun er ved at være der hvor hun bare ikke kan overskue at skulle ud af huset. Måske kan hun i virkeligheden heller ikke ret godt overskue flere mennesker på én gang. 

det lyder sådan, når hun føler hun er nødt til at melde fra pga en lægetid 3 dage efter og lign. 

jeg ville nok indse at hun bare ikke er det friske menneske hun måske var engang. Hun er ældre, og måske er hun her ikke så længe endnu. Skal i så virkelig bruge tiden på at diskutere hvem der skal besøge hvem? 
jeg tror faktisk du har mere overskud end hende - trods 3 børn osv osv. Hun kan end ikke overskue sine egne trapper! Så er man altså ved at være temmelig brugt. 

jeg ville nok fokusere på at besøge hende så meget jeg kunne. Ja hun bor et stykke væk. Men, så er 1 time heller ikke værre. Og ungerne kan enten være hos venner (legeaftaler) imens eller tage med. Nej du behøver ikke være der i 5 timer - men måske synes hun det er mere ok hvis besøgende til gengæld ligger lidt oftere. 

fortsæt med at invitere hende så hun har buddet og føler sig inkluderet. Men forvent et afbud.

jeg forstår godt hun siger nej tak til legeland og Tivoli. Det ville min farmor absolut heller ikke kunne overskue. Det kan jeg sgu dårligt nok selv

Mor11 skriver:

Det lyder som om hun er ved at være der hvor hun bare ikke kan overskue at skulle ud af huset. Måske kan hun i virkeligheden heller ikke ret godt overskue flere mennesker på én gang. 

det lyder sådan, når hun føler hun er nødt til at melde fra pga en lægetid 3 dage efter og lign. 

jeg ville nok indse at hun bare ikke er det friske menneske hun måske var engang. Hun er ældre, og måske er hun her ikke så længe endnu. Skal i så virkelig bruge tiden på at diskutere hvem der skal besøge hvem? 
jeg tror faktisk du har mere overskud end hende - trods 3 børn osv osv. Hun kan end ikke overskue sine egne trapper! Så er man altså ved at være temmelig brugt. 

jeg ville nok fokusere på at besøge hende så meget jeg kunne. Ja hun bor et stykke væk. Men, så er 1 time heller ikke værre. Og ungerne kan enten være hos venner (legeaftaler) imens eller tage med. Nej du behøver ikke være der i 5 timer - men måske synes hun det er mere ok hvis besøgende til gengæld ligger lidt oftere. 

fortsæt med at invitere hende så hun har buddet og føler sig inkluderet. Men forvent et afbud.

jeg forstår godt hun siger nej tak til legeland og Tivoli. Det ville min farmor absolut heller ikke kunne overskue. Det kan jeg sgu dårligt nok selv

Der er jeg bare nødt til at sige fra. En time er en del, når det er hver vej. Men du må gerne have den holdning at 2 timer ikke er noget. For mig, er 2 timer rigtig meget i transport, for et besøg der så kun skal vare 1 time. 
Men vi behøver ikke være enige og jeg er glad for at du er uenig, så jeg kan mærke på mig selv, at det scenarie du lægger for dagen, trigger min ondt i maven og jeg derved kan mærke, at det kan jeg ikke overskue.. 

 
for ja, selvom jeg er yngre, så har jeg ikke nødvendigvis mere overskud. Jeg prøver bare at komme hende i møde, så hun ikke sidder alene tilbage og føler hun er forladt. 

Jeg tror, det er svært helt at forestille sig at blive gammel og ikke kan magte så meget længere. Det er sikkert hendes egen fustration, der spiller ind, og det er vel ok et stykke af vejen. Omvendt har hun sikkert alverdens af tid og forstår ikke helt, eller kan ikke huske, hvordan der var at være børnefamilie. 

Men at besøge din mormor skulle gerne være af lyst og ikke af pligt. Derfor skal du ikke tage den vej oftere end du selv kan overskue, men til gengæld give det en indsats, når du har luft i kalenderen og ved fx højtider. At du ofte ringer til hende tæller (næsten) ligeså meget. 

Jeg tænker bare på, at det lyder som om, at det hele hænger på dig. Du nævner andre børn og børnebørn, der bor med nogenlunde samme afstand som hende. Hvad med dem, besøger de hende ikke? Kan du evt. få din mor til at snakke med hende? 

Der er jeg bare nødt til at sige fra. En time er en del, når det er hver vej. Men du må gerne have den holdning at 2 timer ikke er noget. For mig, er 2 timer rigtig meget i transport, for et besøg der så kun skal vare 1 time. 
Men vi behøver ikke være enige og jeg er glad for at du er uenig, så jeg kan mærke på mig selv, at det scenarie du lægger for dagen, trigger min ondt i maven og jeg derved kan mærke, at det kan jeg ikke overskue.. 

 
for ja, selvom jeg er yngre, så har jeg ikke nødvendigvis mere overskud. Jeg prøver bare at komme hende i møde, så hun ikke sidder alene tilbage og føler hun er forladt. 

Hun er gammel 

vær overbærende, lad det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, med alt det hun brokker sig over.

hun føler sig sandsynligvis ikke lyttet til og buldrer derfor op. Prøv at spørge interesseret ind til et emne om hendes helbred f.eks. 
lad besøg og tlf. samtaler være så tilpas korte at du kan klare dem uden at blive sur og med overskuddet i behold.

- find en balance med hvor ofte du kan klare at besøge hende på en positiv måde. Hav ro i dig selv over at du gør det så godt som du kan. Også selvom hun beklager sig og vil have mere end du kan give. 

kan sagtens forstå hun ikke orker Tivoli etc. Og hvis du laver besøgende tilpas korte, f.eks. En time så kan børnene jo sagtens være med og forventes at kunne være nogenlunde rolige. Du kan forberede dem på, at nu skal i besøge bedstemor og hun er ældre og har brug for mere ro, Men hun savner jer og vil rigtig gerne have besøg af jer etc. Det er kun godt og sundt, de oplever forskellige måder at være på. Det gør dem til rummeligere mennesker:-) 

Aalborgtøsen skriver:

Jeg tror, det er svært helt at forestille sig at blive gammel og ikke kan magte så meget længere. Det er sikkert hendes egen fustration, der spiller ind, og det er vel ok et stykke af vejen. Omvendt har hun sikkert alverdens af tid og forstår ikke helt, eller kan ikke huske, hvordan der var at være børnefamilie. 

Men at besøge din mormor skulle gerne være af lyst og ikke af pligt. Derfor skal du ikke tage den vej oftere end du selv kan overskue, men til gengæld give det en indsats, når du har luft i kalenderen og ved fx højtider. At du ofte ringer til hende tæller (næsten) ligeså meget. 

Jeg tænker bare på, at det lyder som om, at det hele hænger på dig. Du nævner andre børn og børnebørn, der bor med nogenlunde samme afstand som hende. Hvad med dem, besøger de hende ikke? Kan du evt. få din mor til at snakke med hende? 

Min mormor taler kun med mig og min søster. Hun taler ikke med sine egne børn eller sine andre børnebørn. Hun har heller ikke kontakt med sine søskende så hun har ikke så mange og jeg VED godt at det er derfor hun presser sådan på, men jeg synes bare det er hårdt at alle samtaler altid ender med en frustration over alle og at jeg aldrig kommer på besøg