Forstår dig godt. Det simpelthen så hårdt at forestille sig forløbet ens lille barn skal igennem, og selvom andre har prøvet det samme og har deres erfaringer, så fjerner det bare ikke frygten.
Vores søn blev opereret i januar da han var halvandet år, hele processen op til operationen (klargøring), faste osv det skræmte mig helt vildt. Tanken om at lægge sit barn på et bord (i mit hoved blev det et koldt og sterilt bord som på de mest dramatiske film 
og det på trods af jeg har arbejdet i sundhedsfaget på et hospital he he).
Men det er bare noget andet når det ens eget barn.
Der er desværre ikke nogen nem måde at gå det hele i møde på er min erfaring. Men når det overstået kan man begynde at se fremad.
Som en anden skriver, så er der virkelig hæsligt med det kontroltab man lider som forældre, når man overlader sit barn til andre og ser det falde i søvn under narkose. Men min erfaring er nu, at de så dygtige og søde når de har ned børn at gøre.
Her spillede de Ramasjang mini for vores søn og jeg sad med ham imens narkosen virkede. Det var hæsligt af lægge ham fra mig og fik da også en mega tudetur sammen med vores søns far. Men sådan er det, og tror ikke vi de eneste med den reaktion.
Jeg er sikker på det nok skal gå for jer, og ville ønske jeg kunne skrive noget som med et trylleslag gjorde dig tryg og ok. 
Du velkommen til at skrive pb hvis du bare har brug for at læsse af eller har spørgsmål. 
Nu var vores søns operation af en anden årsag end jeres barns, men tror alle forældre får de samme (eller lignende) følelser når vores børn skal opereres, hvad enten det alvorligt eller ej. 
Anmeld
Citér
