Gravid efter tab.

Jeg har for et par dage siden testet positiv, hvilket er 5. gang på 2 år. De sidste 4 gange endte desværre i tidlige tab. 

Jeg er ikke rigtig glad denne gang, for jeg forventer ikke at det går godt. Men samtidig har jeg så svært ved at koncentrere mig om noget som helst. Tiden har gået så langsomt siden der var to streger på testen. 

Jer der har været i en lignende situation. Har i nogle gode råd til at tackle det? Hvad siger i til jer selv? 

Lige nu sidder jeg på mit arbejde, og har meget svært ved at komme i gang med mine administrative opgaver. Lige nu ville jeg ønske at jeg havde et job der var mere fysisk, så jeg ikke bare kan ende med at sidde og spekulere. 

Jeg har et fysisk aktivt job, og jeg kunne ikke fokusere alligevel dengang jeg opdagede min graviditet. 
vi havde forsøgt i over 2 år før det lykkedes, og jeg har tidligere mistet i uge 21. Så havde mange bekymringer oveni en uvirkelighedsfølelse da man havde ventet så længe og nærmest opgivet alt håb. 

det hjalp mig rigtig meget at tale om det igen og igen. Brugte mine veninder meget, de fulgte det hele med mig og spurgte til det. Bare det at få sagt det højt at man er gravid, og sagt højt hvad ens bekymringer er, er utrolig lettende! 

håber det bedste for jer og håber du snart får lidt sindsro

Tak for dit svar. 

Det kan være at det er løsningen. Indtil videre har jeg kun delt det med en veninde, men har faktisk overvejet om jeg skal dele det med min nærmeste kollega. Også lidt for at forklare hvorfor jeg er lidt ekstra træt og uopmærksom i øjeblikket. 

Hvor lang tid gik der før du begyndte at finde ro i det?

Anonym skriver:

Tak for dit svar. 

Det kan være at det er løsningen. Indtil videre har jeg kun delt det med en veninde, men har faktisk overvejet om jeg skal dele det med min nærmeste kollega. Også lidt for at forklare hvorfor jeg er lidt ekstra træt og uopmærksom i øjeblikket. 

Hvor lang tid gik der før du begyndte at finde ro i det?

Jeg fandt først rigtig ro efter uge 21, fordi det var der jeg mistede sidst.
fik tryghedsscanninger hos gynækolog hver tredje uge og det hjalp at se og få bekræftet konstant at hun var okay. Fik en hjertescanning i uge 17 (den sidste mistede jeg pga kompleks hjertefejl) så der fik jeg ro på ifht at være bange for noget var galt med hende. 
og ja nu har jeg en lille prop på 5 måneder der er sund og glad

tror aldrig helt man slipper den uro og frygt for noget går galt. Men blev ved at sige til mig selv jeg måtte stole på min krop havde styr på det.. Man kan jo hverken gøre fra eller til

Okay. Dejligt at høre at alt gik godt.

Jeg har mistet omkring uge 12, og ellers tidligere, så jeg går bare og forventer blod hver dag. Bare det at skulle vente til at man kan se noget på en scanning føles ulideligt. Og jeg ved ikke engang om jeg ville turde gå ind at få lavet en. 

Jeg er egentlig henvist til udredning og behandling for gentagne tab. Men der er 6 måneders ventetid. Man må ikke være gravid til første samtale, men regnede mig frem til at denne cyklus var sidste gang jeg kunne nå at blive gravid og evt abortere inden vi har tid.  Håber virkelig at jeg ikke får brug for den udredning og behandling

Jeg har for et par dage siden testet positiv, hvilket er 5. gang på 2 år. De sidste 4 gange endte desværre i tidlige tab. 

Jeg er ikke rigtig glad denne gang, for jeg forventer ikke at det går godt. Men samtidig har jeg så svært ved at koncentrere mig om noget som helst. Tiden har gået så langsomt siden der var to streger på testen. 

Jer der har været i en lignende situation. Har i nogle gode råd til at tackle det? Hvad siger i til jer selv? 

Lige nu sidder jeg på mit arbejde, og har meget svært ved at komme i gang med mine administrative opgaver. Lige nu ville jeg ønske at jeg havde et job der var mere fysisk, så jeg ikke bare kan ende med at sidde og spekulere. 

Vi har mistet 3 gange lige efter hinanden. 
3. gang var jeg slet ikke glad, og troede slet ikke på at det ville være lykkens gang. Jeg ventede bare på jeg begyndte at få brunt udflåd/bløde med ubehag/murren/smerter, for så vidste jeg, at vi kunne få hjælp og blive udredt. 
Da vi blev færdige med udredningen var der lagt en plan for en evt. ny graviditet, og hvis ikke jeg var blevet gravid inden sommeren i år. Det gav mig ro og mod, for så var vi fortsat i systemet. 

4. gang var lykkens gang for os. Jeg fik Lutinus (progesteron) fra 3+4 (tror jeg nok), til 12+4. 1 tablet til nat. 
Jeg sagde til mig selv og min kæreste, at vi hverken ville blive mere eller mindre glade hvis vi mistede endnu engang. For vi kunne hverken gøre til eller fra. Så giv plads til dine/jeres følelser og tanker, og accepter at det er sådan I har det

For lige knap en uge siden kom vores datter til verden

Krydser for, at denne gang er lykkens gang for jer

__anonym skriver:

Vi har mistet 3 gange lige efter hinanden. 
3. gang var jeg slet ikke glad, og troede slet ikke på at det ville være lykkens gang. Jeg ventede bare på jeg begyndte at få brunt udflåd/bløde med ubehag/murren/smerter, for så vidste jeg, at vi kunne få hjælp og blive udredt. 
Da vi blev færdige med udredningen var der lagt en plan for en evt. ny graviditet, og hvis ikke jeg var blevet gravid inden sommeren i år. Det gav mig ro og mod, for så var vi fortsat i systemet. 

4. gang var lykkens gang for os. Jeg fik Lutinus (progesteron) fra 3+4 (tror jeg nok), til 12+4. 1 tablet til nat. 
Jeg sagde til mig selv og min kæreste, at vi hverken ville blive mere eller mindre glade hvis vi mistede endnu engang. For vi kunne hverken gøre til eller fra. Så giv plads til dine/jeres følelser og tanker, og accepter at det er sådan I har det

For lige knap en uge siden kom vores datter til verden

Krydser for, at denne gang er lykkens gang for jer

Tillykke med jeres datter.

Hvis det går galt her 5. gang, er jeg også glad for at vi har en tid til behandling at se frem til.

Jeg går også bare og venter på at det går galt, men det er jo nok meget naturligt. Det tager bare så meget energi i hverdagen. Men jeg tacklede alligevel at stå med en positiv test lidt bedre denne gang. De sidste par gange har jeg nærmest haft angstlignende symptomer. 

Jeg føler mig meget distanceret fra det denne gang. Indtil videre føles det ikke helt virkeligt. Og samtidig så venter jeg bare på at det lille håb der er forsvinder. Men der er jo ikke andet at gøre end at vente. 

Min mand er også temmelig påvirket af det, og han er meget privat. Så det begrænser lidt hvor mange i vores omgangskreds jeg kan tale med det om. Derfor er det dejligt at høre jeres historier. 

Anonym skriver:

Tillykke med jeres datter.

Hvis det går galt her 5. gang, er jeg også glad for at vi har en tid til behandling at se frem til.

Jeg går også bare og venter på at det går galt, men det er jo nok meget naturligt. Det tager bare så meget energi i hverdagen. Men jeg tacklede alligevel at stå med en positiv test lidt bedre denne gang. De sidste par gange har jeg nærmest haft angstlignende symptomer. 

Jeg føler mig meget distanceret fra det denne gang. Indtil videre føles det ikke helt virkeligt. Og samtidig så venter jeg bare på at det lille håb der er forsvinder. Men der er jo ikke andet at gøre end at vente. 

Min mand er også temmelig påvirket af det, og han er meget privat. Så det begrænser lidt hvor mange i vores omgangskreds jeg kan tale med det om. Derfor er det dejligt at høre jeres historier. 

Det er helt normalt det du føler, og kan sagtens sætte mig ind i det. Mit bedste råd er, at I giver plads til jeres egne og hinandens følelser. Få talt om tingene, selvom det er svært. 

Vi valgte at fortælle om aborterne, da vi mistede første gang. Kun til nærmeste familie og nærmeste få venner. Det har hjulpet mig meget. Bare det at have nogen andre end din partner der kan lytte og snakke, selvom de ikke nødvendigvis selv har prøvet noget lign. 

Håber så meget at dette er jeres lykkens gang  masser af positive tanker og kram din vej

Anonym skriver:

Tillykke med jeres datter.

Hvis det går galt her 5. gang, er jeg også glad for at vi har en tid til behandling at se frem til.

Jeg går også bare og venter på at det går galt, men det er jo nok meget naturligt. Det tager bare så meget energi i hverdagen. Men jeg tacklede alligevel at stå med en positiv test lidt bedre denne gang. De sidste par gange har jeg nærmest haft angstlignende symptomer. 

Jeg føler mig meget distanceret fra det denne gang. Indtil videre føles det ikke helt virkeligt. Og samtidig så venter jeg bare på at det lille håb der er forsvinder. Men der er jo ikke andet at gøre end at vente. 

Min mand er også temmelig påvirket af det, og han er meget privat. Så det begrænser lidt hvor mange i vores omgangskreds jeg kan tale med det om. Derfor er det dejligt at høre jeres historier. 

Og mange tak for lykønskningen