Utrolig svær periode

Hejsa

Jeg skriver ang. min dejlige søn på 1 år. Jeg har nogle udfordringer med ham i denne periode, som jeg håber i evt. kan komme med fifs til.

Han er en ellers dejlig dreng med masser energi, meget aktiv, og kærlig(får mange kys om dagen) og har altid været en lille smule temperamentsfuld. Pt tager han fint på (næsten 12 kg) trods 2 maveoperationer som han er erklæret rask for nu(noget lyskebrok og mavemundsforsværing det er noget tid siden). Lægen siger at den periode kan han ikke huske så jeg mistænker heller ikke at det kan være det. 

I denne periode på 2-3 uger har han vist mig stor temperament,  meget aggresiv adfærd(bider, slår og hiver mig i håret - specielt mig). Han kan sige “arghhhh” lyde hele dagen, når han er sur, ked af det, frustreret, når jeg tager noget fra ham, nå han sidder i barnevognen, i bussen OVERALT. Jeg prøver så meget som jeg kan at underholde ham alle steder og vegne, men han er ikke tilfreds. Jeg forstår ham ikke, for ofte når jeg tager et stykke legetøj og viser ham noget så bliver han sur og kravler væk. 

Skifte ble, børste tænder og skifte tøj er nok de værste. Han græder ulykkeligt hver gang.

Jeg har prøvet at være trøstende, sunget lange sange, krammet været omsorgsfuld, men har også prøvet at være skrap og sige “nej”. 
Intet fungere, han vil væk fra mig og tandbørste og tøj i skrigende stemning.

Jeg tænker at han måske:

Er ved at få en tand for han fik en for 2 ugers tid? 
 
Keder sig?

I forvejen har han været lidt besværlig mht mad da han er blevet opereret, så jeg formår at ”tvinge” 3 hovedmåltider ned. Alt mad ryger på gulvet og der vil ikke spises hvis jeg ikke kan lokke ham med en majschips. Er han sulten? Det er bare ikke mit indtryk

Han starter i vuggestue meget snart jeg håber det bliver bedre der… Min mand siger at det bare er en periode, men jeg er sku lidt bekymret for den sure og utilfredse lillemand

Har i oplevet det samme med jeres 1 årige?

 Hilsen en meget bekymret mor

Jeg tror noget af det er helt naturligt temperament og følelser som han skal igang med at lære at regulere ved hjælp fra jer som alle børn nu engang skal. Og noget af det handler måske om mad. Jeg synes at du skal lade ham helt selv styre om han vil spise eller ej. Du serverer maden og vælger selvfølgelig hvad i får at spise, men har et par ting på bordet som du ved han kan lide, men han bestemmer helt selv om han vil spise. Ikke noget med at presse på. Hvis han er sulten spiser han jo når der er valg han kan lide. Der er en bog der hedder madro som er ret god. 
hvis du presser ham tror jeg ikke det ender med at blive bedre men når du giver kontrollen tilbage til ham bliver det nok efter noget tid godt. Kroppen har hukommelse så selvom han ikke kan genkalde sig minder om operation og evt. smerter eller gener fra maven så kan der godt sidde noget hukommelse fysisk i ham som gør at han har mindre lyst til at spise. Men det kan også bare være hans reaktion at kaste med maden fordi han føler sig presset. 
det er mega hårdt og alle forældre skal igennem sådan en periode hvor de små har store følelser som de ikke helt ved hvordan de skal håndtere og udtrykke endnu. Men hvis du hjælper ham med at sætte ord på istedet for at distrahere ham med legetøj eller blive skrap så lærer han hurtigere at alle følelser er ok at have og hvordan han håndterer dem mest hensigtsmæssigt. Fx “Uh, jeg kan godt se at du bliver rigtig vred nu. Det er ok. Så kan vi fx sige øv og så i stedet gøre sådan her….” Eller noget i den dur. Men det er bare rigtig hårdt at være i. 

Anonym skriver:

Jeg tror noget af det er helt naturligt temperament og følelser som han skal igang med at lære at regulere ved hjælp fra jer som alle børn nu engang skal. Og noget af det handler måske om mad. Jeg synes at du skal lade ham helt selv styre om han vil spise eller ej. Du serverer maden og vælger selvfølgelig hvad i får at spise, men har et par ting på bordet som du ved han kan lide, men han bestemmer helt selv om han vil spise. Ikke noget med at presse på. Hvis han er sulten spiser han jo når der er valg han kan lide. Der er en bog der hedder madro som er ret god. 
hvis du presser ham tror jeg ikke det ender med at blive bedre men når du giver kontrollen tilbage til ham bliver det nok efter noget tid godt. Kroppen har hukommelse så selvom han ikke kan genkalde sig minder om operation og evt. smerter eller gener fra maven så kan der godt sidde noget hukommelse fysisk i ham som gør at han har mindre lyst til at spise. Men det kan også bare være hans reaktion at kaste med maden fordi han føler sig presset. 
det er mega hårdt og alle forældre skal igennem sådan en periode hvor de små har store følelser som de ikke helt ved hvordan de skal håndtere og udtrykke endnu. Men hvis du hjælper ham med at sætte ord på istedet for at distrahere ham med legetøj eller blive skrap så lærer han hurtigere at alle følelser er ok at have og hvordan han håndterer dem mest hensigtsmæssigt. Fx “Uh, jeg kan godt se at du bliver rigtig vred nu. Det er ok. Så kan vi fx sige øv og så i stedet gøre sådan her….” Eller noget i den dur. Men det er bare rigtig hårdt at være i. 

Tak for gode input håber det er en fase

"meget aggresiv adfærd(bider, slår og hiver mig i håret - specielt mig)"

Han er 1 år og ikke aggressiv, han er i "forsøgsfasen" og skal finde ud af "hvad sker der hvis jeg hiver i det her" "hvad er reaktionen?" 

Soonmom skriver:

"meget aggresiv adfærd(bider, slår og hiver mig i håret - specielt mig)"

Han er 1 år og ikke aggressiv, han er i "forsøgsfasen" og skal finde ud af "hvad sker der hvis jeg hiver i det her" "hvad er reaktionen?" 

Det er nok meget korrekt, jeg tror den ligger i at jeg ikke ved hvordan jeg selv skal reagere. For gider ikke at være en sur mor hele tiden

Tænker det er en fase  dem kommer der massere af og man får lyst til at hive sig selv i håret for man tænker virkelig bare “hvor er min søde dreng/pige henne?!” 
tag det med ro.. en dyb indånding og guide ham i at navigere i at regulere sine følelser. Hvis du bliver sur og frustreret smitter det af på ham. Ved det er nemmere sagt end gjort, men tag det med en ophøjet ro, og husk dig selv på han er ved at udvikle sig og har brug for din hjælp til at finde vej i alle de følelser han har.

Mrs. skriver:

Tænker det er en fase  dem kommer der massere af og man får lyst til at hive sig selv i håret for man tænker virkelig bare “hvor er min søde dreng/pige henne?!” 
tag det med ro.. en dyb indånding og guide ham i at navigere i at regulere sine følelser. Hvis du bliver sur og frustreret smitter det af på ham. Ved det er nemmere sagt end gjort, men tag det med en ophøjet ro, og husk dig selv på han er ved at udvikle sig og har brug for din hjælp til at finde vej i alle de følelser han har.

Tak for din opmuntrende kommentar. Den gjorde jeg lige tog en dyb indånding. Jeg har været meget presset som mor de sidste 2 uger, jeg kysser min søde dreng mens han sover for har lidt ondt af han er i den fase lige nu. Der er mange følelser på spil.

Svigermor har passet ham i 4 timer idag og hun fortæller at han er meget rolig og har kun skreget 2 gange ellers har han danset hygget leget spist og gået op til 5 skridt(han er lige startet med at gå). Da jeg kom hjem kom vreden igen og der blev råbt og skreget mens vi spiste igen…. Puha det hårdt.

Anonym skriver:

Tak for din opmuntrende kommentar. Den gjorde jeg lige tog en dyb indånding. Jeg har været meget presset som mor de sidste 2 uger, jeg kysser min søde dreng mens han sover for har lidt ondt af han er i den fase lige nu. Der er mange følelser på spil.

Svigermor har passet ham i 4 timer idag og hun fortæller at han er meget rolig og har kun skreget 2 gange ellers har han danset hygget leget spist og gået op til 5 skridt(han er lige startet med at gå). Da jeg kom hjem kom vreden igen og der blev råbt og skreget mens vi spiste igen…. Puha det hårdt.

Det er også noget andet når de bliver passet. Du er hans trygge base, så derfor er det “ok” at være sådan. Han stoler på dig og støtter sig op af dig i sin udvikling.. 

Man lærer med tiden at tá det i stiv arm  

min store er 11 år og vi er nået til at rulle øjne og snerre, det er skønt

Mrs. skriver:

Det er også noget andet når de bliver passet. Du er hans trygge base, så derfor er det “ok” at være sådan. Han stoler på dig og støtter sig op af dig i sin udvikling.. 

Man lærer med tiden at tá det i stiv arm  

min store er 11 år og vi er nået til at rulle øjne og snerre, det er skønt

Hvor skønt hehe. Glæder mig tror jeg er en del bekymret. Det min første

Anonym skriver:

Hvor skønt hehe. Glæder mig tror jeg er en del bekymret. Det min første

Hehe