Jeg fik et planlagt kejsersnit for 3 måneder siden. Det var med mit tredje barn. Inden da har jeg prøvet et akut kejsersnit efter lang fødsel og en vaginal fødsel med komplikationer. Mit planlagte kejsersnit var absolut min bedste fødsel. Det var virkelig en god oplevelse.
Jeg synes, det mest ubehagelige var at få lagt kateteret, for at være ærlig. Resten lagde jeg ikke specielt mærke til. Det gjorde ikke rigtig ondt at få lagt spinalbedøvelse, men de gjorde sig også meget umage for at snakke med mig og forklare mig hele vejen igennem, hvad der foregik. Jeg oplevede generelt en virkelig god og varm, støttende stemning på operationsstuen. Da baby kom ud, blev hun vist frem til far, og da hun hurtigt var blevet tjekket igennem, bar han hende hen til mig, hvor hun kom op på min brystkasse. Hun fandt brystet med det samme og suttede løs, mens de syede mig sammen.
Efter min to andre fødsler var jeg så udmattet, at jeg nærmest ikke kunne holde mine babyer. Jeg havde det så skidt og var helt nedkørt. Efter det planlagte kejsersnit var jeg fuld af overskud og kunne i den grad nyde min baby. Jeg havde ondt bagefter og prøvede at undgå morfin (jeg er en stolt idiot), men da jeg tog imod morfinen, gik det så fint. Jeg var ærligt hurtigere mobil og tilbage til mig selv end efter min vaginale fødsel.
Der er fordele og ulemper ved alting, men et planlagt kejsersnit kan sagtens blive en rigtig god fødsel 
Anmeld
Citér